Der er stadig ambitioner i Jytte Abildstrøms orange lokker

Farverig er en passende betegnelse at hæfte på Jytte Abildstrøm, der i dag fylder 85 år. Skuespilleren, teaterlederen og miljøaktivisten har brugt en stor del af sit liv på børneteater, og i børnefjernsynets guldalder blev hun kendt for roller som flyvende farmor og moderen i Sonja fra Saxogade

Som 85-årig har Jytte Abildstrøm stadig rigeligt at se til. Hun er miljøaktivist og holder ofte foredrag om åndelig og fysisk bæredygtighed.
Som 85-årig har Jytte Abildstrøm stadig rigeligt at se til. Hun er miljøaktivist og holder ofte foredrag om åndelig og fysisk bæredygtighed. . Foto: Leif Tuxen.

Jytte Abildstrøm er et religiøst menneske. Hver morgen klokken 08.05 tænder hun for radioen og lytter til en prædiken. De bedste salmer er ifølge den tidligere skuespiller og teaterindehaver ”Op, al den ting, som Gud har gjort” og ”Lysets engel går med glans”, som hun betragter som næring til sjælen. Salmeglæden har hun arvet fra sin farmor, mens en anden stor inspirationskilde stammer fra forældrene. Nemlig glæden ved folkeeventyret, der har fulgt hende livet igennem.

I 1962 rejste hun til London, hvor hun i en brochure så en reklame for et hånddukketeater. Dét måtte hun opleve – og heldigvis for det, for med hendes egne ord var oplevelsen med til at forme livet fremover. I hvert fald indkøbte hun 10 bøger om Østens teater, som hun slæbte med sig til Danmark, hvor hun kort tid efter startede et lille dukketeater i sit eget hjem. I begyndelsen spillede hun for sine egne og kvarterets børn, men i løbet af nogle år fik hun stablet et professionelt børneteater med offentlig støtte på benene.

Jytte Abildstrøm havde allerede fået sit gennembrud på forskellige danske revyscener i løbet af 1950’erne, så karrieren blev delt mellem revyen og børneteateret. Og selvom hun ikke lykkedes med at komme ind på Det Kongelige Teaters elevskole, har hun masser af både teater- og tv-roller med sig i bagagen. I slutningen af 1960’erne blev hun kendt for rollen i ”Sonja fra Saxogade” som Sonjas alenemor Norma, og da de børn, der dengang sad klistret til skærmen, senere voksede op, kunne den næste generation lade sig tryllebinde af den farverige og fantastiske flyvende farmor, fra spillefilmen med samme navn, der udkom i 2001.

Men en stor del af Jytte Abildstrøms arbejdsliv er foregået på teateret Riddersalen, hvor hun i 1970 lejede sig ind i forbindelse med opførelsen af komedien ”Svend, Knud og Valdemar”. Opsætningen høstede stor succes, og hvad der skulle have været et midlertidigt lejemål, blev med tiden til en selvejende institution og et livsprojekt for Jytte Abildstrøm.

Der er masser af livsgnist og ambitioner gemt i den farvestrålende kvinde, der i dag fylder 85 år. Hun brænder for bæredygtighed, og det gælder både den åndelige og den fysiske af slagsen. Hun beskriver sig selv som miljøaktivist, og hun bor i et økologisk seniorbofællesskab i Roskilde, for hvor skulle hun dog ellers bo, spørger hun.

”Jeg har altid gjort mig umage for at skabe en sammenhæng mellem det, jeg siger, og handlingen bag. Og jeg vil gerne hjælpe ungdommen med at få en smuk jord i fremtiden,” siger hun.

Derfor holder hun også gerne foredrag om emnet rundtom i landet.

”Jeg vil blive ved med at holde mine foredrag og arbejde, så længe jeg kan give folk en god oplevelse, og så længe jeg har kræfterne til det. Hvis man kan gøre noget for andre, får man selv en gave,” siger Jytte Abild-strøm.

Igennem tiden har hun modtaget en række priser, heriblandt PH-prisen i 1976, Danmarks Teaterforeningers børneteaterpris i 1994 og den forenemme Dannebrogorden i 1990.

Dagen i dag vil hun blandt andet bruge på at deltage i premieren på Phie Ambos dokumentarfilm ”Genopdagelsen”, hvor børn skal genopdage naturen.

”Jeg har nemlig indtalt Moder Jords stemme i filmen, og at jeg skal ind og se den, er den bedste gave, jeg kunne få,” siger Jytte Abildstrøm, der skal følges med yngstesønnen, skuespilleren Peter Mygind, og hans hustru.