Prøv avisen
Dagens portræt

Fremtrædende stemme for det tyske mindretal: Der er stadig langt fra København til Dybbøl

Det irriterer Siegfried Matlok, når statsminister Mette Frederiksen (S) og andre siger, at genforenings-jubilæet skal fejres som udtryk for, at man i 100 år har levet i fred og harmoni: ”For det er jo en historie, man har opfundet til lejligheden,” mener han. – Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix.

I 100-året for den dansk-tyske grænsedragning fylder én af det tyske mindretals fremtrædende stemmer 75 år på fredag. Men selvom Siegfried Matlok glæder sig over situationen i grænselandet, ærgrer han sig over et mere ”tilknappet” dansk-tysk forhold

Han tager telefonen med et ”dav du” og glæder sig over interview-opkaldets ”nærmest preussiske punktlighed”. At leve til tiden er vigtigt, når man har meget, man skal nå. Og det har Siegfried Matlok, tidligere chefredaktør på mindretalsavisen Der Nordschleswiger, som på fredag fylder 75 år.

Den hurtigtsnakkende ridder af Dannebrog har netop lagt sidste hånd på fire nye tv-afsnit af dk4-programmet ”Dansk-tysk med Matlok”, og så arbejder han på en bog, skriver stadigvæk ledere i sin gamle avis og holder desuden alle de foredrag, han kan komme i nærheden af.

Med et stramt program og en kun delvist coronaramt kalender – fødselsdagsfesten er ligesom en håndfuld foredrag udskudt, ”men ellers er det meste som altid, og vigtigst af alt er Bundesligaen jo i gang igen!” – kan vi ligeså godt springe ud i det, som har optaget det meste af Matloks liv: grænselandet, mindretallene og identitetsspørgsmålet.

”I disse uger iagttager jeg med stor interesse, hvad der sker omkring grænsen – for eksempel kærestekravet, man indførte fra dansk side. Man kan grine af det, men det er hovedsageligt tragikomisk, hvordan det dansk-tyske forhold bliver stadig mere tilknappet. Vildsvinehegnet er et andet eksempel. Småting med stor symbolsk betydning. Og så er det jo ejendommeligt, at netop i år, hvor vi fejrer 100-året for verdens mest åbne og fredelige grænse, dér er den lukket som aldrig før,” siger han.

”Og så har jeg svært ved at forstå, at man tillod sig at lukke den danske grænse samme dag, som tyskerne syd for grænsen fejrede 100-årsdagen for deres folkeafstemning og den tyske sejr i Flensborg. Jeg tror simpelthen ikke, at tyskerne ville have gjort det omvendte. Det er en petitesse, ja, men det er sådan noget, man registrerer hernede. Og det forstærker oplevelsen af, at der er langt fra København til Dybbøl,” siger han.

Siegfried Matlok blev født i Flensborg den 5. juni 1945. Krigen var forbi, men familien var splittet mellem det danske og det tyske. Og for unge Matlok var spørgsmålet om tilhørsforhold ikke ligetil:

”Jeg plejer at sige, at det var mine år på dansk skole, der gjorde mig til en god tysker. I hvert fald fik jeg muligheden for at blive beriget af begge kulturer. Men situationen var ganske svær, for efter 1945 blev min familie delt mellem ’de gode danskere’ og ’de onde tyskere’.”

”Den form for opdeling protesterede jeg imod som ganske ung, ligesom jeg har gjort resten af livet. Og hverken i min egen familie eller i den danske skole brød jeg mig om de nationalistiske tendenser. Jeg ville ikke acceptere kravet om, at fordi man nu skulle være dansk, så var alt tysk automatisk dårligt. Det var alt for sort-hvidt til mig.”

Hans søskende ”forfulgte deres dansksindede kald syd for grænsen” – den ene som viceskoledirektør ved Dansk Skoleforening for Sydslesvig, den anden som præst ved den danske menighed i Lyksborg – men selv valgte Siegfried Matlok ”et ståsted i det tyske”. Dog altid uden at være i opposition til det danske.

Efter endt læretid på den dansksindede avis Südschleswigsche Heimatzeitung drog Matlok nordpå til Aabenraa. Her blev han i 1973 ansvarshavende redaktør og siden chefredaktør på det tyske mindretals avis Der Nordschleswiger. Et hverv, han bestred frem til 2013. Fra 1988 til 2007 var Matlok desuden leder af det tyske mindretals sekretariat på Christiansborg. En opgave, som i høj grad formede hans tilgang til livet i grænselandet.

”Jeg minder ofte mig selv om forhenværende generalkonsul H.P. Clausens ord om, at grænselandet er som en vulkan: Det kan altid gå i udbrud, også når man mindst venter det. Derfor har det været min stil at agitere for en grænselandspolitik, der bevæger sig fremad skridt for skridt, og som føres med det bredest mulige flertal bag sig. Ikke bare blandt politikere – også i den danske befolkning. Skal det gode dansk-tyske forhold bibeholdes, er håndtryk på de bonede gulve ikke nok; relationen må altid være forankret i en gensidig, folkelig forståelse. Ellers risikerer det at give tilbageslag.”

Oplever du, at manglende forståelse for mindretallene har skinnet igennem under årets jubilæumsfejring?

”Det sårer mig i hvert fald, at man stort set ikke tager hensyn til, at der også var nogen i 1920, som blev en del af Danmark med tvang. Det tyske mindretal blev optaget som et slags stedbarn i det danske samfund; man var simpelthen uønsket! Men med den fortælling, der promoveres i øjeblikket, får man jo næsten indtryk af, at grænsedragningen var ét langt sønderjysk kaffebord,” mener Siegfried Matlok.

”Det irriterer mig, når Mette Frederiksen (S) og andre siger, at jubilæet skal fejres som udtryk for, at man i 100 år har levet i fred og harmoni, uden vold og uden krig. Det er jo en historie, man har opfundet til lejligheden. Og det er mangel på respekt. Både for de mange danske sønderjyder, der faldt i Første Verdenskrig, men også for de danskere, der – heldigvis – ofrede livet i kampen mod nazismen under Anden Verdenskrig. Hernede har det ikke altid været fryd og gammen. Jeg plejer at sige, at vi har bevæget os fra et mod hinanden og et ved siden af hinanden til et med og måske snart for hinanden. Og selvom jeg er lykkelig for den udvikling, må vi ikke glemme historien. Slet ikke i et jubilæumsår.”