Da det for et års tid siden blev offentliggjort, hvilke 30 kvindelige politikere der skal portrætteres på et stort maleri, der skal hænge i Samtaleværelset på Christiansborg, blev Karen Møller glad for, at to af hendes store forbilleder, Lis Groes og Bodil Koch, var blandt de 30. Men hun var fortørnet over, at mange andre, som ifølge Karen Møller burde hædres for deres indsats i politik, ikke var udvalgt til at blive portrætteret. Så hun satte sig til tasterne og skrev en lang liste over dem, hun mente, var blevet overset.
Karen Møller, som døde den 13. marts og blev 95 år, gjorde selv karriere som politiker, journalist, embedsmand og forstander, og hun vidste derfor også, hvad det krævede at klare sig i mandsdominerede brancher, især i tiden inden at rødstrømpebevægelsen for alvor fik gjort op med nogle af de værste fordomme om, hvad kvinder kan og må.
Hun voksede op i Egernsund ved Flensborg Fjord, hvor hendes far havde et teglværk. Her oplevede hun de traditionelle kønsroller, som hun siden gjorde meget for at gøre op med, både i sit eget liv og i samfundet generelt. Hun havde fem søstre og en bror, og både Karen Møller og et par af hendes søstre fik mulighed for at tage studentereksamen. Nogen egentlig opbakning og ros fik hun dog aldrig fra faderen, som bestemte, at Karen Møller – trods et stærkt ønske om at søge ind på jurastudiet – skulle et år i huset efter studentereksamen. Den sagfører, hun var i huset hos, bemærkede til Karen Møllers held hendes åbenlyse intelligens og stærke interesse for samfundsforhold, og han var formodentlig afgørende for, at hun satte sin vilje ind på at læse videre. Hun begyndte at læse økonomi på Aarhus Universitet og skiftede siden til Københavns Universitet, hvorfra hun blev cand.polit. i 1958.
Herefter begyndte hun en karriere, der havde forbrugerrettigheder og ligestilling mellem kønnene som den røde tråde. Hun blev ansat i Statens Husholdningsråd og skiftede siden til Danmarks Radio, hvor hun i syv år var ansat til at udvikle forbrugerprogrammer. I 1973, da Danmark indtrådte i EF, rykkede hun imidlertid til Bruxelles til en nyoprettet stilling i EF-Kommissionen, hvor hun var med til at udvikle forbrugerpolitik. Inden havde hun prøvet kræfter med lokal og national politik, da hun i 1966 var folketingskandidat for Venstre, og da hun efter kommunalvalget i 1970 blev borgmester i Karlebo Kommune. Efter tre spændende, men krævende år forlod hun Venstre og nedlagde sit mandat.
Som hun fortalte i et fødselsdagsinterview her i avisen, da hun fyldte 95 år, var hun formentlig ”den eneste, der ikke fik stillet sutskoene frem til de trætte fødder”, når hun kom hjem efter byrådsmøderne.
Også på mere alvorlige måder oplevede hun en pris ved at være kvinde i politik.
”Hvis MeToo havde eksisteret, havde jeg benyttet mig af det. Men dengang var der slet ikke forståelse for sådan noget. Jeg havde nogle episoder, som jeg bestemt ikke ønsker for nogen. En gang måtte kroværten på en kro, hvor jeg havde forhandlinger med en fra kommunalbestyrelsen, hjælpe borgmesteren – altså mig – med at kravle ud ad et toiletvindue for at komme væk. Og en anden gang ville en politiker ikke stemme for årsbudgettet, hvis jeg ikke... og så videre,” som hun fortalte i førnævnte interview.
En af hendes nevøer, historiker Jes Fabricius Møller, udtrykker det sådan her:
”Hun var jo en mellemgeneration mellem suffragetterne og rødstrømperne, en halv generation ældre end rødstrømperne, og har måttet kæmpe nogle af de kampe, som rødstrømperne har taget æren for.”
Hun fandt til gengæld støtte og fællesskab i Socialdemokratiet, som hun skiftede til i midten af 1970'erne, efter at hun forlod Venstre i 1973. I Socialdemokratiet lærte hun markante kvindelige politikere som Jytte Hilden, Ritt Bjerregaard og Helle Degn at kende, og især sidstnævnte blev en nær veninde.
Karen Møller stiftede ikke selv familie, hvilket hun selv blandt andet tilskrev sine erfaringer i barndomshjemmet, men var især i den sidste del af sit liv meget engageret i sine nevøer og niecers liv og også i deres børns og børnebørns.
”Hun var et sprudlende midtpunkt, en slags grand dame de la famille, som meget gerne diskuterede samfundsforhold og politik. Hun diskuterede seriøst med os, allerede da vi var børn,” fortæller Jes Fabricius Møller, som også husker sin faster og gudmor som en internationalt orienteret kvinde, der under årene i Bruxelles introducerede ham for moules frites og hvidløg.
Efter omkring fem år i Bruxelles blev Karen Møller forstander for Den Internationale Højskole ved Helsingør i årene 1978-1980 og sluttede karrieren som sekretariatschef for Institutrådet for de teknologiske serviceinstitutter. Efter sin pensionering var hun aktiv i bestyrelsesarbejde og forskellige kvindepolitiske fora, ligesom hun forblev et engageret medlem af Socialdemokratiet.
Hun var stærkt optaget af almindelige menneskers rettigheder som forbrugere og udgav i 2003 en biografi om tidligere forkvinde for Forbrugerrådet Lis Groes. I 2017 kom en erindringsbog, ”Karens kampe – som jeg husker dem”. Dermed har hun sikret en del af sit eftermæle, også selvom hun ikke er blandt de 30 kvinder, der bliver portrætteret på det kommende maleri i Samtaleværelset på Christiansborg.