Der var ingen vej udenom at turde kærligheden igen

Da Steffen Ringgaard Andresen efter en hård skilsmisse mødte sin nuværende kone, krævede det stort mod at turde kærligheden og faderrollen igen. Han fylder i morgen 60 år, og i den anledning besvarer han en række livsspørgsmål

Steffen Ringgaard husker fra sin barndom den gode stemning efter skole, når han fik te og franskbrød med honning sammen med sin mor. Det var under snakken om dagens begivenheder, at han lærte glæden ved at få genfortalt sit liv, mener han i dag. Her ses han under gudstjeneste i Vor Frue Kirke i København. – Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.
Steffen Ringgaard husker fra sin barndom den gode stemning efter skole, når han fik te og franskbrød med honning sammen med sin mor. Det var under snakken om dagens begivenheder, at han lærte glæden ved at få genfortalt sit liv, mener han i dag. Her ses han under gudstjeneste i Vor Frue Kirke i København. – Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

For det første, at jeg i en forholdsvis sen alder er blevet gift igen med en noget yngre person og har fået et barn. For det andet, at jeg blev ansat som præst ved Vor Frue Kirke i København efter mange år som provst i 2017. Jeg havde vænnet mig til at være forholdsvis sat, og så er det virkelig en forandring at blive far igen i min alder. Jeg har tre voksne børn og også børnebørn, men selv at blive far igen er noget andet og en meget stor omvæltning. Det er fantastisk at få lov at være sammen med et nu to et halvt-årigt barn hver dag og opleve, hvordan det vokser ind i sproget og begynder at orientere sig i verden. Så er det svært at bevare livspessimismen.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Min studietid i København. Jeg læste teologi i 7-8 år, og imens fik min ekskone og jeg vores nu voksne børn. Det var på mange måder en hård tid, hvor vi læste og fik tre børn og ikke havde ret mange penge, men den periode ligger i et lykkeligt skær for mig. Jeg er vokset op på Bornholm, hvor min familie i nogle år var engageret i Luthersk Mission. Min familie var præget af en mørk religiøsitet og et meget firkantet livssyn, og allerede som barn vidste jeg, at det ikke var der, jeg skulle være. Så at komme på universitetet og opleve, at landskabet lå fuldstændigt åbent for mig, var fantastisk, og det var i de år, jeg fandt mine ben eksistentielt, teologisk og livssynsmæssigt. Det hele foldede sig ligesom ud.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Min skilsmisse – og så tabet af min yngste lillebror, der døde af lungekræft for et par år siden. Jeg er ud af en stor børneflok, og der var næsten 10 år imellem os, så vi var ikke så tætte i min barndom. Men i tiden op til hans død, hvor vi nærmest boede sammen, kom vi meget tæt på hinanden. Det var en stor sorg og en periode i mit liv, jeg på den ene side syntes, var kolossalt vanskelig, og på den anden side på en underlig måde ikke ville have undværet.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Da jeg blev gift igen og fik et barn igen. Det krævede stort mod af mig at turde kærligheden igen – endda sammen med en, som gerne ville have et barn. Min skilsmisse gjorde så ondt, at jeg nok ikke havde set mig selv turde kærligheden igen. Men der var ingen vej udenom.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg ikke fortryder noget. Men der er mange fortrydelser i mit liv, som jeg dog helst vil holde privat. Jeg kan dog godt afsløre, at jeg virkelig fortryder, at jeg aldrig har lært at spille ordentligt på et instrument.

Hvad tror du på?

Jeg tror på den treenige Gud. Men man kan putte hvad som helst ind i den sætning, så mit svar må være noget i retning af: Jeg tror på, at tilværelsens inderste godhed har fået sit udtryk i Jesus, og når vi møder ham i evangeliet og gudstjenesten og – det er vigtigt – ser hans ord og tanker udfoldet i vores liv og i vores tid, så ser vi ind i noget, som vi må tro, er Gud. Skulle jeg sætte et enkelt ord på det, kunne det være barmhjertighed.

Hvad har bragt dig størst glæde her i livet?

Mine børn, min familie og at læse. Jeg læser meget, især skønlitteratur, både for min egen skyld, men også for at kunne reflektere et indre liv, som jeg som præst gerne skal kunne udvendiggøre på en prædikestol. Vi præster er jo sprogfolk, men jeg er ikke forfatter, så jeg må hente sprogkraft andre steder fra. Det er også en stor glæde for mig at læse litteratur med min kone, som er cand.mag. i dansk og arbejder på et forlag.

Beskriv en scene fra din barndom.

I en årrække havde min mor, der var hjemmegående, hver dag, når jeg kom fra skole, sørget for te og hjemmebagt franskbrød med honning. Så sad vi og vendte, hvad der var sket i løbet af dagen i skolen. Den stemning – i en øvrigt travl familie – ligger som et spor i mig. Jeg husker den gode stemning og tænker også, at det var der, jeg lærte glæden ved at få genfortalt sit liv – hvordan det at fortælle noget til en anden, som på den måde bliver gjort til vidne, får det til at vokse og giver det større betydning.