Beskriv en scene fra din barndom.
En scene, som står ret centralt for mig, er den dag, hvor jeg åbenbart blev klar over, at jeg havde en samvittighed og nu burde tale sandt. Jeg havde endnu en gang baldret en kælderrude. Tidligere når jeg havde gjort det ved uforsigtighed, havde jeg skudt skylden på min lillesøster, på vores puddelhund og alle mulige andre med min børneløgn for at undgå at blive straffet. Men den dag gik jeg og rodede ude i en skov, der lå, hvor vi boede, mens jeg tænkte, om jeg nu ikke skulle prøve noget andet, og så gik jeg hjem og fortalte, at det var mig, der havde ødelagt ruden. Jeg fik overhovedet ikke skæld ud, så det var en kæmpe lettelse, der fik mig til at tænke, at det godt kan betale sig at tale sandt.
Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Det har egentlig været nogle mere stille år. I 1993 stiftede jeg ’Det Lille Forlag’, som har lavet filosofiske udgivelser gennem årene. Men de sidste 5-10 har jeg næsten ingen nyudgivelser lavet. Jeg har dog skrevet en bog om ideerne bag 1968, og inden da udgav jeg en bog, der hed ’Degeneration’, som kom lidt bag på mig selv, fordi der var så meget stof i ideen om, at mennesker ikke bare udvikler sig til det bedre, men at vi også kan degenerere os.
Hvad er den livsfase, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Med udsigten til ikke at kunne få noget arbejde i begyndelsen af 1970’erne, hvor jeg studerede filosofi og dansk, rubbede jeg neglene frygteligt meget, så jeg blev færdig som cand.mag. på 4,5 år. Med filosofi som hovedfag regnede jeg med, at jeg overhovedet ikke kunne komme ind i gymnasieskolen, fordi den slet ikke havde et filosofifag dengang, men et afbud fra en anden side reddede mig, så jeg som 24-årig pludselig fik en stilling på Midtfyns Gymnasium. Jeg var altså en meget grøn lærer, men jeg blev der i to år, hvor jeg kom til at vokse gevaldigt, fordi jeg umiddelbart fungerede i lærerrollen. Det var to ret sjove år, som også blev grundlæggende for min selvtillid. Men det var også sjovt at fløjte rundt og holde foredrag, efter jeg havde udgivet min Kierkegaard-bog (Livet forstås baglæns, men må leves forlæns, red.) på Gyldendal.
Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Det er afgjort min far, der har lært mig mest om holdninger, motivation og tillid. Min far var frugtavler, så jeg voksede op på en frugtplantage, og han lærte mig, at håndværk er lige så vigtigt som åndsarbejde. Men om aftenen var der rigeligt at diskutere ved middagsbordet dengang omkring 1968. Og han var meget god til at skubbe til mig, ligesom han var god til at tage imod mine vanvittige ideer. Jeg havde også en morfar, der var meget lærd og på alle mulige måder rund mand. Og ham besøgte jeg meget i min studietid. Det er jo vigtigt, at man har nogen, der gider at lytte til en og alle ens ideer, og det var han i høj grad i stand til at rumme.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?
Gået fremad. Man får jo også sommetider nogle skub fremad i livet. Jeg synes, at tilværelsen på godt og ondt er en stor samling af tilfældigheder, som kan fører til mange ting. Men som Nietzsche lidt banalt sagde, så gør det, der ikke slår dig ihjel, dig stærkere.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg har sikkert have sagt og gjort mange dumme ting, men generelt går jeg ikke og ærgrer mig over noget. Jeg har aldrig fået mine egne børn, men det ærgrer jeg mig heller ikke over, for min kone har en datter, som jeg har været stedfar for, siden hun var 2-3 år, og i dag er hun altså over 30 år. Jeg har også været fungerende far nogle gange tidligere, for der var hele tiden nogle søde piger, der havde børn allerede, så der var da rigeligt at tage sig af. Og jeg har ikke ondt i min sjæl over, at jeg ikke kan se mine egne gener gå rundt.
Hvilken sorg eller hvilket tab vil du nævne her?
Alle mister jo med tiden nogen, men jeg har aldrig lidt nogen dramatiske tab.
Hvad tror du på?
Mine forældre forsøgte at lære mig Fadervor, men troen gik min næse forbi og forblev et mærkeligt eventyr, som jeg ikke rigtig kunne tro på. I stedet har jeg stor tillid til livet. Jeg sidder nu i mit sommerhus og kan se fuglene hoppe rundt på græsplænen, og mere skal der ikke til for at stimulere min tillid til livet.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på de 70.000 favne?
Det gjorde jeg for eksempel i den lille historie, som jeg startede med. Det føltes som et sats at sige sandheden, men det blev af meget stor betydning som en del af min opdragelse, at der også er plads til børn, der laver fejl.
Hvad har givet dig størst glæde i livet?
Musik, erotik og en smule filosofi.