Biskop over den katolske kirke: Gud har taget initiativet til min livsvej

Czeslaw Kozon har hele sit liv oplevet, at Gud er der som en stemme, der taler til hans samvittighed. Han svarer her på en række livsspørgsmål i anledning af, at han i morgen kan fejre 25-årsjubilæum som biskop over den katolske kirke i Danmark

Czeslaw Kozon blev meget inspireret af den katolske sognepræst, der førte ham i retning af kirke- og præsteliv. – Foto: Leif Tuxen.
Czeslaw Kozon blev meget inspireret af den katolske sognepræst, der førte ham i retning af kirke- og præsteliv. – Foto: Leif Tuxen.

Hvilke personer har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Min fremtidige præstegerning blev jeg blandt andet inspireret til af min barndoms sognepræst Wilhelm Vick. Jeg lærte ham især at kende, efter at jeg blev messedreng. Inden da var jeg også glad for, hvad der havde med kirke og tro at gøre, men jeg var ikke umiddelbart begejstret for at blive messedreng, for det var ikke mig sådan at være på. Men da jeg først havde prøvet det, var jeg ikke til at stoppe; så ville jeg være med til det hele. Jeg begyndte at komme meget hos præsten. Jeg fik lov at være der og kigge i hans bøger, mens han ordnede andre ting på sit kontor. Jeg kom også med ham ud at besøge mennesker. Han var en meget ivrig og flittig præst, omsorgsfuld og meget rettroende.

Han forsvarede den katolske lære med stor iver, men på en imødekommende måde, hvor han ikke lagde afstand til andre mennesker, og han havde god kontakt til folkekirkepræster og andre mennesker i det hele taget. Jeg ved ikke, om han tænkte, at han skulle spore mig ind på præstegerningen. Han spurgte aldrig til det. Men han var et godt eksempel for mig.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil gå samme vej som dig?

Det er jo Gud, der tager initiativet til en sådan livsvej. Så mit råd består i at være åben for hans kald og indskydelser. Hav tillid til hans hjælp og forsyn. Lær at elske kirken trods dens tegn på menneskers svaghed – ved at stole på, at det er Gud, der har grundlagt den og vil den. Jeg var allerede som barn fascineret af tanken om at blive præst, så for mig har det ikke handlet om, at jeg fik et kald, som jeg skulle kæmpe for at acceptere, fordi jeg selv havde andre planer. Det var snarere sådan, at jeg skulle finde ud af, om min plan var noget, Gud kunne gå med til. Min tanke om at blive præst kom også så tidligt, at jeg ikke skulle tage afsked med en kæreste eller andet for at realisere den.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?

Når man arbejder for Gud, skal man jo lytte og følge og i mindre grad selv tage styringen – og slet ikke af ærgerrighed. Selvom det lyder lidt af selvros, har mit liv stort set bestået i at overtage de opgaver, jeg blev bedt om at udføre. Da jeg blev spurgt, om jeg ville være biskop, havde jeg allerede været generalvikar i et halvt år og havde fået et godt indblik i, hvad der påhviler en biskop både af store beslutninger og småfnidder. Så jeg sagde ja med rimelig fortrøstning.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Jeg tænker med glæde på mit barndomshjem og mine forældre. De gav mig tryghed og kærlighed og lod mig vokse op i et troende miljø. Men jeg ved ikke, hvor meget jeg ligner dem. Min far var, hvad jeg vil kalde en hædersmand. En god og from mand, der havde stor interesse for sit land og var stolt af det. Jeg er meget glad for den baggrund, jeg har fået gennem mine polske forældre. Det er jo ad det spor, jeg er kommet til den katolske tro. Mange opfatter mig som flegmatiker, og det var min far også. Et roligt gemyt, som ikke sådan lod sig ryste eller kom med de store følelsesudbrud, men hvilede i sig selv. Min mor, som jeg er så heldig at have endnu, er mere impulsiv, og jeg ved ikke, om jeg har nogle træk specielt efter hende.

Hvad tror du på?

Jeg tror fuldt og fast på Gud og på alt det, den kristne lære rummer. Allerede før jeg blev teenager, var det at bede noget, jeg så en mening i, selvom det indimellem også kunne blive rutine. Jeg har dog hele mit liv følt, at der er en anden. At jeg ikke bare taler ud i et tomrum, når jeg beder, eller spejder tankemæssigt forgæves efter noget ude i det store rum. Og når jeg gør ting forkert, oplever jeg, at der er en, som lader mig det mærke ved at tale til min samvittighed.

Hvad har bragt dig størst glæde her i livet?

At kunne føre mennesker til Gud og opleve, at jeg har kunnet gøre en lille forskel i deres liv. Det kan være konvertitter eller mennesker, som har været langt nede, og som jeg er lykkedes med at opmuntre. Det er en stor glæde, når det sker.

Beskriv en scene fra din barndom.

Jeg er vokset op på landet med dets charme og enkelhed med tilhørende naturoplevelser. Jeg var allerede som barn meget interesseret i naturen, især i fugle, og den skønhed, naturen byder på, har altid sagt mig noget. Jeg holdt af at cykle eller gå ture. Selvom jeg nu er i et miljø, hvor fællesskabet i høj grad betyder noget, tror jeg nok, at jeg som udgangspunkt har været en enspænder.