Da Stig Fogh Andersen for et par måneder siden skulle synge på Værket i Randers, var han mere nervøs, end han plejede.
Det skyldtes ikke stedet eller de klassiske stykker, han skulle synge. For han har nemlig sunget de mest krævende operaer på de fleste store scener i hele verden. Nej, nervøsiteten kom fra et punkt inde i ham selv. Et punkt i lysken til højre for navlen. Der havde han nemlig fået en ny nyre. Ville han kunne bruge hele kroppen til at synge de krævende Wagner-stykker, som han er kendt for, og som han elsker?
Det var første gang, han skulle optræde efter operationen to måneder før. Under koncerten var han dybt koncentreret.
”Jeg var nødt til at koncentrere mig mere om min sang og teknik, end jeg plejer, og derfor manglede jeg overskud til at kommunikere med publikum,” fortæller Stig Fogh Andersen.
Men synge kunne han. Det var måske ikke den bedste koncert, men han kunne stå inde for den, fortæller han. Den nye nyre bestod.
I dag fylder Stig Fogh Andersen 70 år. Og det begyndte han at fejre allerede i lørdags med en 70-årsfødselsdagskoncert på musikkonservatoriet i København. Bag sig har han en lang karriere som solist på Det Kongelige Teater, kongelig kammersanger og en af verdens mest efterspurgte Wagner-sangere.
”Det har været en utrolig guldgrube af vidunderlige oplevelser,” siger Stig Fogh Andersen.
Det hele startede i Hørsholm i 1950’erne, der dengang var en arbejderby. Her voksede han op med sin storesøster, en far, der var frisør, og en mor, der var sygeplejerske. Han husker, at han allerede begyndte at synge i to-tre-årsalderen.
”Det var den lykkelige tid, før tv’et blev opfundet. Så vi gjorde noget andet, og det var først og fremmest at sætte os ved kakkelovnen og synge sange,” fortæller han.
Om søndagen tog familien ofte på cykeltur ud i landskabet. Og når klokken nærmede sig 10, fandt de en kirke, hvor de slog sig ned.
”Min far havde en stemme, som var endnu bedre end min. Så i kirken sang han til af karsken bælg, og jeg sang også lystigt med. Måske var min lillesøster og mor en anelse flove,” fortæller han og tilføjer:
”Jeg syntes, det var en fest uden lige.”
Stig Fogh Andersen har altså altid sunget. Og den dag i dag er det vigtigt for ham, at det stadig er en leg.
”Der findes dirigenter, der har magt over musikere og sangere, hvor det bare handler om angst. Men det er jo samarbejdet, der er sjovt, og det kan ikke komme op at køre, hvis det hele bygger på angst. Det skal være af leg og lyst.”
Han husker især en forestilling, hvor det var den hollandske Bernard Haitink, der var dirigent:
”Jeg ved den dag i dag ikke, om det var mig eller ham, der førte an, men jeg følte mig båret igennem forestillingen.”
Som 18-19-årig begyndte han som elev hos musikeren Morten Slæbo. Her lærte han musikteori og klaverspil og fik også sin første sangundervisning. Knap 10 år senere debuterede han som operasanger på Den Jyske Opera.
”Jeg blev senere Wagner-specialist, fordi min stemme udviklede sig i den retning. Når man synger Wagner, skal man kunne synge op imod et meget stort orkester,” fortæller Stig Fogh Andersen og tilføjer, at det også handler om, at han holder umådeligt meget af Wagners operaer.
”Det passer til mit temperament. Det er kompliceret stof, og der er flere lag i forhold til for eksempel mange af de italienske operaer.”
Men livet med de mange rejser til verdens store operascener har ikke været omkostningsfrit, fortæller Stig Fogh Andersen.
”Det slider på én at være på farten – jeg er skilt tre gange – det er svært at holde sammen på familien, når man er så meget fra hinanden.”
I dag har den 70-årige tenor en kæreste og er ikke så meget på farten mere. Også før nyretransplantationen levede han et mere roligt liv. Nu rejser han kun inden for Danmarks grænser. Men kærligheden til opera er stadig intakt:
”Det er vidunderligt bare at give los. Det er en fryd at synge. Man får fornemmelsen af, at man bruger sit potentiale og bruger sig selv – der er ikke ubenyttede ressourcer, som ligger uudnyttede hen.”