Det handler allermest om fællesskab

Inge Kjær Andersen fik allerede i 7. klasse en fornemmelse af både folkekirkens og arbejderbevægelsens betydning. Siden har den nuværende næstformand i Landsforeningen af Menighedsråd brugt det meste af sin tid i fællesskabets tjeneste

Inge Kjær Andersen er inkarneret aalborgenser og socialdemokrat og er stolt af byens udvikling fra industri- til kultur- og vidensby. Hun holder meget af havnefronten med Musikkens Hus, hvor hun ofte kommer til koncerter. –
Inge Kjær Andersen er inkarneret aalborgenser og socialdemokrat og er stolt af byens udvikling fra industri- til kultur- og vidensby. Hun holder meget af havnefronten med Musikkens Hus, hvor hun ofte kommer til koncerter. – . Foto: Cathrine Ertmann.

Da Inge Kjær Andersen gik i 7. klasse, begyndte hun til konfirmationsforberedelse. Hun kom på det tidspunkt ikke meget i kirken, men hendes mormor tog hende som regel med til gudstjeneste nogle gange om året, og Inge Kjær Andersen var ikke i tvivl om, at hun kunne sige ja til det, der blev forkyndt i kirken.

I slutningen af skoleåret, da konfirmationen nærmede sig, kom en ny pige ind i klassen på Seminarieskolen i Aalborg, hvor Inge Kjær Andersen gik. Det var en skole med en meget blandet elevsammensætning, og Inge Kjær Andersens klasselærer gjorde meget ud af at lære børnene at være sammen på tværs af sociale skel. Hver måned blev der trukket lod om, hvem man skulle sidde ved siden af, og det var med til at skabe et forpligtende fællesskab. Den nye pige i klassen var datter af en af den gamle arbejderbys daværende socialdemokratiske rådmænd, og hun satte klare ord på mange af de værdier, der lå under overfladen i Inge Kjær Andersens barndomshjem. Hun hev også Inge Kjær Andersen med til et 1. maj-arrangement og tog hende med hjem den dag, Bill Clinton blev indsat som præsident i USA, så de sammen kunne se hans indsættelsestale.

”Der gik det op for mig, at der faktisk var nogle mennesker, som brugte tid på at arbejde for fællesskabet og for de værdier, der også var vigtige for mig. Der blev kimen nok lagt til det, jeg har brugt det meste af min tid på siden gymnasiet,” siger Inge Kjær Andersen, der i dag er 42 år og engageret i både folkekirken og Socialdemokratiet.

Hun er blandt andet formand for menighedsrådet ved Hans Egedes Kirke i Aalborg, hvor hun blev konfirmeret, og næstformand både i Landsforeningen af Menighedsråd og i Danske Sømands- og Udlandskirker samt for Folkekirkens Arbejdsmiljøråd. Det seneste års tid har hun blandt andet markeret sig som fortaler for, at man indfører den danske model i folkekirken, så menighedsrådene får forhandlingsretten i stedet for som nu Kirkeministeriet. Og senest har hun her i avisen forsvaret den vejledning om håndtering af seksuel chikane og krænkende adfærd på arbejdspladsen, som Folkekirkens Arbejdsmiljøråd har udsendt.

Kampen for gode arbejdsforhold har optaget hende siden ungdommen. I gymnasiet var hun optaget af samfundsfag, og her fik hun en veninde, der gik til FDF med en ung engageret socialdemokrat, Mette Frederiksen. Det fik de to veninder til at tale om, at når man var engageret i samfundet, burde man også gøre noget aktivt for at bidrage til det. Mette Frederiksen, der i dag er statsminister, fik hevet Inge Kjær Andersen og veninden med til et 1. maj-arrangement, og om aftenen fortsatte veninden til en fest i DSU-regi, hvor der var lavet den regel, at når man købte noget i baren, fulgte der en indmeldelsesblanket til ungdomsorganisationen med. Næste dag kom veninden med en ekstra blanket, som Inge Kjær Andersen benyttede sig af, og ”derfra har det ene taget det andet”, som hun siger.

Som 24-årig blev Inge Kjær Andersen opfordret til at stille op på den socialdemokratiske liste ved menighedsrådsvalget i Hans Egedes Sogn i Aalborg. Hun tog imod opfordringen og blev valgt ind.

Kollegerne i menighedsrådet beskriver hende som konsekvent, kompetent og altid velforberedt – og både lyttende og i stand til at skære igennem.

Selv siger hun, at hun sætter stor pris på at være med til at skabe gode vilkår for fællesskaber og for, at også de udsatte og svage kan få den nødvendige hjælp og støtte til at kunne tage vare på sig selv.

Hun ser derfor også folkekirken som en vigtig fællesskabsbevarende faktor i samfundet, der kan række ud til mennesker via diakonalt arbejde og ved at lade troen blive ramme for folkelige og kulturelle aktiviteter.

Selv er hun med årene komme til at sætte større og større pris på søndagens gudstjeneste med dens gentagelser og faste form, men hun er også en flittig gæst i biografer, teatre og andre kulturinstitutioner i Aalborg, ikke mindst i Musikkens Hus.

Interessen for musik og politik deler hun med sin mand, som hun mødte i DSU, og som tidligere har haft en række tillidsposter i Socialdemokratiet. I dag bruger han en del af sin tid som tubaspiller og orkesterleder i FDF Seniorblæsere.