Professor: Det har krævet mod at sige sin mening i den offentlige debat

Jeg har ofte tænkt over, om jeg burde have overtaget mine forældres gartneri i stedet for at læse teologi, siger professor Anders-Christian Jacobsen. Han fylder 60 år på mandag

Det er ikke lykkelige minder om barndommens tid i Indre Mission, der præger Anders-Christian Jacobsens erindringer. Her ses han i sin have i Skanderborg.
Det er ikke lykkelige minder om barndommens tid i Indre Mission, der præger Anders-Christian Jacobsens erindringer. Her ses han i sin have i Skanderborg. Foto: Julie Meldhede Kristensen.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Det er, at vores børn er kommet godt ind i voksenlivet og har fået jobs, og vi skal, om alt går vel, møde vores første barnebarn til sommer. På det faglige plan er det vigtigste, at jeg er blevet professor. Med titlen følger der et særligt ansvar for at udvikle ens fag og repræsentere det udadtil. Samtidig giver det en vis ro ved, at jeg nu er færdig med karriereopstigningen.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Det må være årene, hvor børnene var små. Det var både en både smuk og hård tid og en epokegørende periode i livet. Det er helt særligt at se den livsenergi og livskraft, der udfolder sig i små børn, der vokser op.

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Jeg er vokset op i et indremissionsk miljø i Nordvestjylland. Det oplevede jeg som både indestængt og mørkt, og jeg fik med årene større og større problemer med at være i det. Da jeg flyttede hjemmefra, blev jeg en del af KFUM og KFUK i Aalborg. Her mødte jeg en række voksne mennesker, som havde et mere åbent og lyst livssyn. Jeg kunne lige så godt være endt med at vende kristendommen ryggen. Men i KFUM og KFUK opdagede jeg en anden måde at være kristen på, som jeg godt kunne finde mig selv i. De personer, jeg mødte der, har været afgørende for mig.

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?

Man skal overveje, om man er klar til at ofre, hvad det koster. For universitetet er et hårdt sted at arbejde, i hvert fald i de mange år, hvor man kæmper for at få en fast stilling. Der er en kraftig konkurrence om jobs og forskningsbevillinger. Man skal gøre op med sig selv, om man er klar til det. Og så skal man undgå at lade konkurrencen gå en så meget i blodet, at det ødelægger samarbejdet. Det sker desværre for ofte på universitet.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Heldigvis har jeg været forskånet for store sorger. Men vores fælles tab i familien er, at min kone mistede arbejdsevnen med en ødelagt ryg i en ung alder. Det har været et stort tab, vi har båret sammen.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Jeg betragter mig ikke som en særlig modig type. Jeg har dog sat mig for, at jeg vil sige det, jeg mener, der skal siges offentligt, også når det er ubehageligt. Det har ofte krævet mod, for eksempel da vi sidste år satte gang i en debat om folkekirkens bekendelsesskrifter med bogen ”Må vi være her? – folkekirken efter Luther”.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Jeg voksede op i et lille husmandsgartneri, og der lå i min familie en vis forventning om, at jeg skulle føre det videre. Jeg tog også en uddannelse som gartner. Men efterfølgende besluttede jeg, at det var en anden livsvej, jeg skulle gå. Jeg har ofte tænkt på, om det nu var det rigtige valg. For jeg syntes faktisk, det var spændende. Men jeg kan alligevel ikke sige, det er noget, jeg for alvor fortryder.

Hvad tror du på?

Jeg tror på Gud, som han viser sig i Jesus. Det vil sige Gud, som han viser sig i sin omgang med mennesker med både værdighed og tilgivelse. Jeg tror på alt det, som det repræsenterer. Derfor tror jeg også på det gode i mennesker på trods af alt, der kan modsige det. Det er næsten det vigtigste at sige i disse dage.

Beskriv en scene fra din barndom.

Som barn fulgtes jeg ofte med min far om aftenen rundt i vores gartneris drivhuse for at tjekke, at der var varme på, så planterne ikke frøs. Det var en fast rutine at gå sådan en aftenrunde, og der var noget særligt over disse aftener især i det tidlige forår, hvor drivhusene var lune, på trods af det stadig var mørkt og koldt udenfor. Selvom jeg havde det svært med det indremissionske miljø, jeg voksede op i, oplevede jeg en stor tryghed ved at være i familien. Jeg holdt især af livet ude i drivhusene. Jeg var glad for planterne, og som barn hjalp jeg til med at fylde spagnum i potter og plantede små planter i dem. Der var trange kår dengang, så det var nødvendigt, at vi børn hjalp til.