Det hele handler om samtale

Teolog Pernille Hornum har siden sin ungdom været bidt af samtalens kunst. Derfor har hun kastet sig ud i talrige formidlingsprojekter med mennesker i krise. Nu skal hun stå i spidsen for folkekirkens sjælesorg på nettet

Pernille Hornum er uddannet teolog, men har brugt en stor del af sit arbejdsliv som konsulent i konflikthåndtering, coaching og supervision.
Pernille Hornum er uddannet teolog, men har brugt en stor del af sit arbejdsliv som konsulent i konflikthåndtering, coaching og supervision. . Foto: Karina Tybjerg.

”Det har jeg aldrig gjort før, så det klarer jeg helt sikkert.”

Pippi Langstrømpes slogan har den 49-årige teolog Pernille Hornum gjort til sit, når det gælder undervisning og samtale med par i krise, konfliktramte familier og unge, der skal finde sig selv. Hun har holdt foredrag på højskoler, i erhvervslivet og i institutioner om den nødvendige samtale, når vi skal være sammen allesammen.

Nu er hun fra den 1. oktober ansat til at lede folkekirkens satsning for 8,3 millioner kroner, som fra årsskiftet skal virke under navnet ”Sjælesorg på nettet”. Hun skal opbygge et team på fire præster, der skal være parate til at tale med danskerne på mobil, pc eller video om problemer og glæder i deres liv.

Pernille Hornum blev teolog fra Aarhus Universitet i 2002. Hun blev uddannelseskonsulent i Aarhus Kommune, og senere arbejdede hun med uddannelseskompetence i Skanderborg, hvor hun underviste i kommunikation, konflikthåndtering og samarbejde, alt det, som skal til, for at vores liv og arbejdsliv kommer til at fungere. Hun har været sognepræst i Vor Frelsers Kirke i Horsens i en periode og er i dag i Sankt Mortens Kirke i Randers.

”For mig handler det hele om samtalen og om, at folk kan møde hinanden der, hvor de er i deres liv. Når vi vil hjælpe, skal vi bibeholde vores ydmyghed og glemme vores fordomme, for ethvert menneske er unikt, og vi har alle vores grunde til at gøre, som vi gør. På den måde er vi alle afhængige af hinanden, og det gælder om at finde ud af, hvordan vi hver især kan trives i vores liv. En af mine pointer er, at vi ikke konstant behøver at præstere for at være værdsat,” siger Pernille Hornum.

Hjemmet i Birkerød nord for København og siden i Fredericia betegner Pernille Hornum som kulturkristent. På den obligatoriske dannelsesrejse efter gymnasiet gik det op for hende, hvordan buddhister, muslimer og hinduer lever deres tro. Og derefter begyndte teologien at trække i hende.

Efter sin kandidateksamen har Pernille Hornum arbejdet med online rådgivning i Scleroseforeningen, ligesom hun har suppleret teologien med uddannelse i gestaltterapi.

I 2011 gav hendes optagethed af etik sig udtryk i bogen ”Sandheder om løgn og bedrag” om kendte danskere inden for kultur, sport og politik og deres opfattelse af de to begreber i forhold til deres konkrete livserfaringer. Med i bogen var også psykolog Svend Brinkmann. De to har siden ved et par lejligheder holdt samtale- og dobbeltforedrag ud fra spørgsmålet, om ikke det kunne være et alternativ at stå fast og affinde sig med sig selv frem for at lyde tidens krav om evig udvikling og forandring.

Pernille Hornum har både racercykel og løbesko, så bakkerne udfordres med jævne mellemrum, et par gange sågar i cykellandet Frankrig. Hun bor i Aarhus sammen med sin mand og børnene, Mattias, Mette og Line.