Prøv avisen
Portræt

Det meningsfulde ligger i menneskeskæbnerne

Mette Andkjær Hansen.

Som tv-tilrettelægger har Mette Andkjær Hansen fulgt en række menneskeskæbner fra teenagemødre til unge med Downs syndrom på nært hold. Senest har hun i den nye dokumentarserie ”De åndssvages historie” stået over for tre mennesker, der i årevis var spærret inde på en anstalt, fordi de fik diagnosen ”åndssvag”

Er der overhovedet plads til handicappede og udviklingshæmmede i det moderne samfund? Netop det spørgsmål har Mette Andkjær Hansen udforsket gennem sin karriere som tv-tilrettelægger, heriblandt i forbindelse med reportageserien ”Undskyld vi er her”, hvor hun var med til at følge hverdagen for unge med Downs syndrom. Hun måtte dog hurtigt sande, at den stramme tidsplan, som ofte følger en tv-produktion, godt kunne pakkes væk.

”De var meget følelsesstyrede. Det ene øjeblik kunne de blive enormt kede af det, og det næste var de glade igen. Der var en del hensyn, vi skulle tage. Men det kunne jeg rigtig godt lide, fordi det betød, at de var med til at definere, hvordan vi skulle lave programmet,” fortæller Mette Andkjær Hansen.

Sidenhen har især programmer, der kommer tæt på mennesker med en form for handicap, fanget hendes opmærksomhed. Ud over den prisbelønnede reportageserie om de unge med Downs syndrom har hun beskæftiget sig med produktioner om hørehæmmede, om folk med Tourettes syndrom og senest om samfundets syn på udviklingshæmmede i ”De åndssvages historie”. Fælles for tre af de medvirkende i den nye dokumentarserie er, at de alle som børn blev erklæret ”åndssvage” og derfor anbragt på en anstalt på ubestemt tid.

”Jeg får et indblik i nogle menneskers tilværelse, som er meget anderledes end det liv, jeg selv lever. Det, der har slået mig mest, mens vi har optaget programmerne om de 'åndssvage', er, hvor ikke-åndssvage de er. De skiller sig ud, men er alle tre velfungerende i dag på trods af, at de har været anbragt mellem 12 og 23 år. Det giver stof til eftertanke om alle de menneskeskæbner, der på et spinkelt grundlag blev anbragt,” fortæller hun.

Mette Andkjær Hansen er født i 1977 i den fynske by Glamsbjerg. Egentlig var drømmen at søge ind på Journalisthøjskolen efter gymnasiet. Den journalistiske interesse har hun nemlig haft lige fra barndommen, hvor hun i folkeskolen udnyttede enhver tænkelig mulighed for at lave noget, der enten havde med videoproduktion eller journalistik at gøre. Men Journalisthøjskolens hårde optagelsesprøver gjorde, at hun ikke turde tage den satsning. I stedet valgte hun at læse etnografi, pædagogik og kommunikation på Roskilde Universitet og fik via den omvej en plads som praktikant på DR Ung i 2004. 

Det var et overvældende sted at lande, husker hun. Især fordi hendes erfaring med tv-produktion var noget begrænset. Det skulle imidlertid vise sig at blive springbrættet til en karriere som tv-tilrettelægger. Den første store produktion, hun var del af, var ”De unge mødre”, hvor hun fulgte tilværelsen for teenagermødre på godt og ondt. Derudover har hun blandt andet været med til at lave underholdningsprogrammer som ”Til middag hos...” og ”Robinson Ekspeditionen”, men hendes passion er muligheden for at komme tæt på menneskeskæbner.

”Jeg har altid fundet mest mening i reportagegenren, fordi det ikke er mig, der styrer det hele. Jeg står over for nogle mennesker, som giver mig noget af sig selv, og det skal jeg forvalte på en meningsfuld måde. For mig er det et kæmpe privilegium at få adgang til menneskers liv og være med til at fortælle deres historie,” siger hun.

Mette Andkjær Hansen bor i København.