”Det passer mig fint, at Andrea er den mest kendte af os to”

Hanne Willumsen har tryllebundet flere generationer af børn med sit talent for at give stofdukker liv på tv. I dag fylder hun 80 år

Hanne Willumsen syede selv papegøjen Andrea, og stemmen havde hun hørt blandt damer i sine forældres købmandsbutik. – Arkivfoto: Benjamin Kürstein/Ritzau Scanpix.
Hanne Willumsen syede selv papegøjen Andrea, og stemmen havde hun hørt blandt damer i sine forældres købmandsbutik. – Arkivfoto: Benjamin Kürstein/Ritzau Scanpix.

”Hvis du hører om en, der er yndig og slank, så’ det miiiig Andrea.”

Selvbevidstheden fejler ikke noget hos hånddukken Andrea, hvis bedste ven hedder Kaj. Papegøjen med den skingre stemme og lidt snerpede attitude har aldrig sat sit lys under en skæppe, men har tværtimod opsøgt enhver tænkelig mulighed for at gøre opmærksom på sig selv. Derved er dukken, der jo dybest set bare er noget sammensyet stof med fyld i, langt mere kendt end det menneske, der gennem alle årene har lagt hånd og stemme til.

”Det har aldrig generet mig, at mange kender Andrea og få kender mig. Det passer det mig rigtig godt, at hun er den mest kendte af os to.”

Sådan siger den nu 80-årige Hanne Willumsen. Hun har for længst lagt dukkefører-rollen på hylden, men kan stadig opleve sig selv i Andreas skikkelse gennem de mange, mange timers genudsendelser eller indhold på streamingtjenester med børnefjernsyn, der har udødeliggjort den rapkæftede papegøje og hendes grønne frø-ven. Dertil kommer andre DR-dukkeklassikere som Anna fra ”Anna og Lotte”, der også har Hanne Willumsens stemme. Det er også hende, der har designet og i mange tilfælde syet dukkerne, ligesom hun har skrevet manuskripter til klassikere som ”Kikkebakkeboligby” og ”Sørøver Sally” og sammen med Elin Bing til ”Bamses Julerejse”.

Hvordan var din egen barndom?

”Jeg er vokset op på Amager, hvor mine forældre drev en købmandsforretning. Det var et godt og trygt hjem. Hver sommer var jeg på ferie hos min mormor og morfar i Jylland i mange uger, for mine forældre kunne jo ikke sådan bare lukke butikken og holde ferie. Jeg blev sendt med toget fra Hovedbanegården med en seddel om halsen sammen med andre københavnske feriebørn. Mine bedsteforældre boede på en gård ved Hjarbæk Fjord. Her fik jeg lov til at lege i fred, også alle de farlige lege. Det lå der en stor frihed i. Min mormor var sådan en, der skrev breve, og jeg fik lov at få noget af det fine brevpapir, som jeg kunne klippe i stykker og klistre sammen på nye måder. ’Hanne er god til at stille an,’ sagde min mormor altid. Til gengæld var jeg ikke særlig dygtig i skolen, jeg var sådan en, der ikke kunne regne. Jeg var også temmelig distræt og sad ofte og drømte mig væk. Det skete tit, at jeg blev sendt ud på gangen i timerne, så stod man der. Det kunne jeg ikke forstå.”

Hvordan gik det til, at du blev en af de bærende kræfter i Børne- og Ungdomsafdelingen i DR?

”Det var helt tilfældigt. Jeg havde de der kreative interesser, så jeg søgte ind på Kunsthåndværkerskolen efter min realeksamen og fik en uddannelse som væver. Da jeg var færdig på skolen, oprettede jeg sammen med nogle veninder et lille værksted og en butik, hvor vi solgte vores ting. Det kunne jeg selvfølgelig ikke leve af, så jeg underviste også i stoftryk på aftenskolen. En dag fortalte en af veninderne mig, at Danmarks Radio søgte deltagere til et dukkekursus. Jeg søgte og kom med på kurset, der havde en berømt tysk dukkemester som underviser. I løbet af kurset kiggede de sådan folk lidt ud, og de må åbenbart have fået øje på mig. Sådan kom jeg ind i DR.”

Hvordan fik du idéen til Andrea?

”Katrine Hauch-Fausbøll og Kjeld Nørgaard i B&U spurgte mig, om jeg ville lave en papegøje, som jeg selv skulle lægge stemme til. Jeg er sådan en, der altid har samlet på stof og gemt alle stofrester, så jeg fandt min søster Astrids gamle, stribede stranddragt frem og kombinerede den med nogle rester. Stemmen var der i forvejen, den havde jeg opsnappet fra nogle af de damer, der kom i mine forældres købmandsbutik. De talte sådan med flade a’er. Selvom dukken ved hjælp af min hånd kun kan åbne og lukke næbbet og dreje lidt med hovedet, så fik den jo efterhånden sit eget bevægelsesmønster. Som dukkefører sidder man med en hætte over hovedet og kigger på en monitor, så man kan se den forfra. Ja, så starter man jo et sted, som siden udvikler sig.

Du holdt op i DR i 2006. Hvordan har dit liv været siden?

”I årene efter lavede jeg sammen med Kjeld Nørgaard, der var dukkefører for Kaj, noget freelancearbejde, blandt andet sammen med symfoniorkestrene. Det ebbede langsomt ud, og nu lever jeg som pensionist. Jeg har fået min del og savner ikke at arbejde. Mit liv er stille og roligt. Jeg begynder hver dag med at svømme 20 baner i svømmehallen. Jeg holder meget af at gå på udstillinger. Statens Museum for Kunst og Louisiana har jeg årskort til. Så rejser jeg meget, har blandt andet været flere gange i Japan, som jeg er meget begejstret for. Men nu, hvor vi skal spare CO2, tænker jeg mere i togrejser. Har lige bestilt en skiferie til Sverige med tog, som jeg glæder mig til.”