Det så ud som en ulykke, men var en velsignelse i forklædning

Historiker Thorkild Kjærgaard er en travl mand. Han arbejder i øjeblikket på tre bøger. Selvom vi protesterer, fører livet os hen, hvor vi skal være, siger historikeren, som i morgen fylder 75 år

”Det liv, jeg har fået, lå uden for mulighedernes rækkevidde,” siger Thorkild Kjærgaard i dag. – Foto: Signe Goldmann.
”Det liv, jeg har fået, lå uden for mulighedernes rækkevidde,” siger Thorkild Kjærgaard i dag. – Foto: Signe Goldmann.

Thorkild Kjærgaard bliver ofte afbrudt i sit arbejde med at skrive. Han afbrydes af egne idéer til artikler, debatindlæg og essays, som skal ud i verden. Andre gange afbrydes han af forlag med forespørgsler på bøger.

Og så er der afbrydelserne, som minder ham om, at en fødselsdag nærmer sig. ”Jeg har ikke tid til at lægge mærke til, hvor gammel jeg er blevet. Folk minder mig om det, når de ringer og siger, at jeg bliver 75 år på søndag. Jeg mærker ikke selv min alder. Jeg har så meget, jeg gerne vil nå. Jeg har ikke rigtig tid til at sørge over årene, der er gået. Og jeg har heller ikke noget at sørge over. Jeg har haft et liv, som jeg knap nok selv kan forstå,” siger Thorkild Kjærgaard fra hjemmet i Holbæk.

Her har Kjærgaard, som er dr.phil. og cand.mag. i historie og fransk, boet i fem år. Før boede historikeren i Nuuk på Grønland i 13 år med sin familie, som tæller hustruen, Kathrine Kjærgaard, og deres børn. Grønland repræsenterede en ny start for Kjærgaard, som var blevet ”persona non grata” i den danske museumsverden. Som direktør for Museet på Sønderborg Slot ville han lade præsten og Dansk Folkeparti-politikeren Søren Krarup lave en udstilling om sin opfattelse af danskheden. Hvad der i dag næppe ville blive anset som kontroversielt skabte dengang ramaskrig. Ingen museer ønskede længere Kjærgaards ekspertise efter fyringen fra Sønderborg Slot i 2001. I dag ser Kjærgaard den turbulente tid som et uundgåeligt skridt på livets vej:

”Det var ved at kikse for mig, da jeg blev fyret i Sønderborg. Retrospektivt set måtte det ske, for at jeg kunne komme på min rette hylde i Grønland. Det så ud som en ulykke, men var en velsignelse i forklædning, og jeg fristes til at citere Henrik Pontoppidan. Selvom vi protesterer, fører livet os derhen, hvor vi skal være. Om vi vil det eller ej. Jeg synes, at jeg er blevet ført frem i mit liv af kræfter, som jeg ikke selv kender.”

At gårdmandssønnen fra Nørre Felding skulle blive både museumsdirektør og senere lektor i historie ved Grønlands Universitet lå ikke i kortene. Kjærgaards far ønskede, at sønnen valgte landbruget som livsbane. De to måtte indgå et kompromis, for unge Kjærgaard ville være student. Det fik han lov til at blive på Sorø Akademi på betingelse af, at han efter studentereksamen skulle tage et år som landbrugselev.

Resten er historie. Kjærgaard blev uddannet fra Københavns Universitet 1976 og fik sit første job i museumsverdenen som inspektør på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg i 1989.

”Det liv, jeg har fået, lå uden for mulighedernes rækkevidde,” siger Kjærgaard i dag.

”Som landmandssøn i et vestjysk hedesogn var det svært at forestille sig et liv med bøger, store museer og mange år i Grønland.”

Sideløbende med virket som lektor og institutleder på Grønlands Universitet, arbejdede Kjærgaard på at skrive en komplet Grønlandshistorie – et arbejde, som endnu er i gang, og som Kjærgaard har kaldt for sit livs operahus. Opfordringen til at skabe ”The History of Greenland” kom fra Cambridge University Press og har kastet adskillige artikler, debatindlæg og udtalelser af sig. Nogle mere kontroversielle end andre. Kjærgaard tilhører et mindretal af historikere, som eksempelvis mener, at Grønland aldrig har været en dansk koloni. Historikeren kom i offentlig disput med forfatter Kim Leine, som Kjærgaard mente forvanskede Grønlands historie i romanen ”Profeterne i Evighedsfjorden”. De to markante mænd fandt hen ad vejen forståelse for hinandens synspunkter, og det endte med, at Leine efterfølgende benyttede sig af Kjærgaards anselige viden om Grønlands historie.

Et andet langtidsprojekt har også rødder i Grønland. Sammen med sin hustru arbejder historikeren på en registrant over kirkelige motiver på grønlandsk jord – et arbejde, som forhåbentlig snart finder sin afslutning. Det kan være svært, når afbrydelserne står i kø.

”Jeg er historiker, og det er man hele livet. Den første bog skrev jeg, da jeg var tredive, og jeg har skrevet uafbrudt siden. Jeg tænker aldrig på, at jeg ikke har et embede at bestride, for jeg gør det samme, som jeg altid har gjort. Min bog om Grønlands historie har taget længere tid end forudset, for jeg bliver hele tiden afbrudt af andre ting, som jeg siger ja til. Lige nu skriver jeg på to – nej, tre bøger. Jeg kan ikke forestille mig at gå i min grav, uden at de bliver færdige. Så nu ved folk, hvad jeg skal lave resten af livet.”8