En dag sidst i 1960'erne lød dørklokken i en marskandiserbutik i Næstved.
Ind kom en 11-årig knægt med to heltetegneserier i hånden, som han en gang imellem gjorde, for at bytte til én ny. Han gik lidt rundt mellem bøger, krukker og nips, før hans blik fangede noget blåt, rødt og hvidt, som lå bag glasset oppe ved disken.
Knægten havde netop læst en fotobog om besættelsestiden derhjemme og identificerede hurtigt det farvede stykke stof som et armbind fra en frihedskæmper. Han stod længe foran disken og så på prisskiltet, før han tog sine tegneserier og gik.
Et par uger senere kom knægten igen og lagde alle sine opsparede lommepenge på disken. Og solen skinnede lidt ekstra den dag i Næstved, da han forlod butikken med armbindet i hænderne.
Det hjemmesyede armbind fra marskandiserbutikken i Næstved har Niels Gyrsting endnu. Det blev begyndelsen på en ret omfattende samling af armbind (cirka 100), illegale tryk (i alt 10.000) og stålhjelme fra den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig. For slet ikke at tale om bøger, avisartikler, fotografier og optagelser af og med gamle modstandsfolk.
Man kan med god ret sige, at Niels Gyrsting er lidt ”besat” af Besættelsen: Han er formand for foreningen Frihedsmuseets Venner, næstformand for Horserødlejrens Museumsminder og Landsforeningen af KZ-fanger fra Neuengamme-vennekredsen. Han sidder i Frihedskampens Frednings - og Mindefond og er bestyrelsesmedlem i Frihedsmuseets Venners Forlag. Og så har han i mere end 20 år været formand for samlerforeningen Oprop med 80 medlemmer, der ligesom ham selv samler på alt, hvad der lugter en lille smule af besættelsestid og Anden Verdenskrig.
I dag er Niels Gyrsting 57 år og bor på Østerbro i København sammen med hustruen, Birgitte. Deres to voksne børn er vokset op med en strøm af ældre herrer, der kom til kaffe, når deres far skulle interviewe tidligere modstandsfolk. Samtalerne blev blandt andet til bogen ”Hvidsten Gruppen,” der udkom i 2008. Han har desuden været konsulent på flere historiske dokumentarfilm om besættelsen.
Egentlig er Niels Gyrsting ansat i skattevæsenet, hvor han tjekker momsregnskaber hos virksomheder. Men det er i fritiden ”det bliver virkeligt spændende”, som han selv udtrykker det. Hvervet som formand for Frihedsmuseets Venner har krævet mange arbejdstimer de seneste to år, siden Frihedsmuseet på Østerbro brændte ved en påsat brand i 2013, og Niels Gyrsting følger intenst med i, hvordan det ny museum, der præsenteres i morgen på befrielsesdagen, kommer til at se ud. Kommer Carl-Henning Pedersens glasmosaik ”Frihedens lys” med? Og hvad med mindeparken?
Det ville være ærgerligt, hvis museet blev præget af en kedelig trend, der er i tiden, mener han:
”I starten var det aktørerne selv, der fik lov at fortælle. Nu er det mere historikernes fortælling om stikkere, nazihåndlangere og Scavenius' samarbejdspolitik, der fylder. Men Frihedsmuseet skal handle om frihed og ikke alt muligt andet. Så mange som muligt skal vide, hvad modstandsbevægelsen var, og nye generationer skal forstå, at demokratiet ikke var gratis, men har kostet liv og førlighed.”
Niels Gyrsting har offentligt kritiseret den langsommelige genopbygning af Frihedsmuseet, der først forventes færdigt i 2018. Han kan også være kras i tonen over for Nationalmuseet, som han mener træffer for enerådige beslutninger, hvad angår museet.
Politisk er han ”gammelkonservativ for Gud, Konge og Fædreland”. Men det er ikke et parti, som findes i dag, og da slet ikke i de seneste konservative plakatfremstød, der kæder islam sammen med nazismen. Det er noget populistisk pjat, mener han. Der er grund til at tro på det gode i folk. Men også til at råbe op, når retten til at tale frit trues, som ved terrorangrebene i København for nylig. På den måde rækker modstandskampen helt op i nutiden og lærer os noget vigtigt om, hvad vi som mennesker formår, mener Niels Gyrsting:
”At tænke selv og sætte livet på spil, så der kan være plads til os alle.”