Det er en af den slags pauser, man kun kan tillade sig, når der ikke er et rullende tv-kamera tilstede, og man sammenlagt har tilbragt over 36 år i Folketinget under ikke færre end syv forskellige statsministre.
Så kan man godt tage en kunstpause på 36 sekunder, før man svarer på et ellers enkelt spørgsmål om, hvilken af de syv statsministre, der var den bedste. Måske er det den drevne skakspiller Niels Helveg Petersen (R), der håber, at journalisten forivrer sig og stiller et nyt spørgsmål, inden svaret er faldet.
Måske trækker det bare ud, fordi han tænker nøje over, hvordan svaret vil blive tolket ind i dagens politiske situation og Det Radikale Venstres rolle i forhold til den nuværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V).
Niels Helveg Petersen har fortalt officielt, at han ikke stiller op til næste folketingsvalg, fordi han fylder 70 år til januar, og hans valgkreds skal finde en afløser. Så Kristeligt Dagblad møder en afslappet radikal nestor på hans kontor på Christiansborg, hvor skakbrikkerne netop i dag står så tilfældigt på brættet, at han næppe kan være i gang med et spil. Svaret på, hvem den bedste statsminister har været, kommer trods alt også. Næsten da.
Det er et meget svært spørgsmål. For hvad skal man lægge vægten på? Hvis man spørger til personlig dygtighed, er der ingen tvivl om, at to personer står meget stærkt. Det gør Jens Otto Krag (socialdemokratisk statsminister, da Niels Helveg Petersen kom i Folketinget første gang i 1966, red.), og det gør Fogh. Når jeg ikke synes, de var de bedste statsministre, er det, fordi de har haft andre problemer. Det har været meget splittende statsministre. Min hang er mere til dem, der samler, end dem der splitter, og det gjorde både Poul Schlüter og Poul Nyrup Rasmussen. De sad længe, samlede meget og var ambitiøse begge to, siger Niels Helveg Petersen med en partiskyldig tilføjelse om, at også den radikale statsminister Hilmar Baunsgaard fra 1968 til 1971 var samlende.
At Niels Helveg Petersen fremhæver Schlüter og Nyrup rimer godt på hans samlede analyse af dansk politik i de godt 40 år, han har været med. Han inddeler dem i tre perioder: Den første med økonomisk krise, arbejdsløshed og politisk ustabilitet fra 1966 til 1982, den anden med genopretning af økonomien og stabilitet fra 1982 til årtusindskiftet, og endelig perioden fra 2000 til i dag med stærk økonomi og fuld beskæftigelse, men også med en letsindig politisk-økonomisk sorgløshed.
Økonomi har været en stor del af hans politiske liv. Omkring 1980 kørte samfundsøkonomien mod afgrunden, som daværende finansminister Knud Heinesen (S) udtrykte det. I 1982 støttede en radikal leder, Niels Helveg Petersen, for første gang, at Danmark skulle have en konservativ statsminister, nemlig Poul Schlüter, der kom til at sidde i mere end 10 år. Helveg opnåede selv at blive økonomiminister sidst i perioden, netop som Danmark for første gang i 30 år igen fik overskud på sin betalingsbalance.
Han fremhæver dette resultat som den ene af sine to største sejre, om end han beskedent skyndsomt sender æren videre til sit parti og den øvrige daværende regering. Den anden sejr kom i udenrigspolitikken, hvor det i 1990erne lykkedes at få Østeuropa med i EU. Økonomi og udenrigspolitik. Hvorfor blev netop det hans primære interesseområder?
Jamen, det er, fordi det var der, at de største udfordringer lå. Efter 1970erne var det meget svært at genoprette dansk økonomi, men det svære er det mest interessante, siger Niels Helveg Petersen.
På samme måde blev han drevet mod grundlovsdiskussionen, efter at han i 1990 stoppede som økonomiminister. En svær debat, som senere førte ind i en lige så svær kirke-stat-debat. Den har han deltaget flittigt i, også de seneste år. Han blev ekstra opmærksom på, at Grundloven siger, at folkekirkens forfatning skal ordnes ved lov, men folkekirken har aldrig fået nogen forfatning eller nogen ledelse for den sags skyld.
I den sammenhæng har han aldrig helt forstået, hvad statsministeren mener med, at religion bør holdes ude af det offentlige og politiske rum.
Diskussion om religion er meget vigtig. Jeg interesserer mig for spørgsmålet om folkekirkens placering, og for at vi skulle tage grundlovens paragraf 66 alvorligt og give folkekirken mulighed for at styre sine egne indre anliggender. Det er yderst relevant. Dels fordi Grundloven siger, at folkekirkens forfatning skal ordnes ved lov, og dels fordi det ville være en fordel for folkekirken, hvis den fik lov at bestemme egne anliggender, siger han.
Om årsagen til at religion har fået så fremtrædende en plads i debatten, tilføjes det:
Det er klart, at fraværet af svære økonomiske problemer har givet plads til diskussionen om religion, men den var kommet alligevel, i hvert fald delvis. Det er et alment europæisk fænomen. Kristendommens og islams forhold til hinanden står på dagsordenen i alle lande, men den får en særlig farve ved, at der ikke de traditionelle politiske skillelinjer i den debat.
Niels Helveg Petersen har sammen med Svend Auken størst anciennitet i Folketinget. Hans far var folketingsmedlem Kresten Helveg Petersen, hans mor borgmester Lilly Helveg Petersen og hans søn folketingsmedlem Morten Helveg Petersen.
Han tilhører med andre ord en af de store politiske klaner i Danmark på linje med Auken-klanen, Hækkerup-klanen og Møller-klanen. Ser han med sit blik for folkestyre og folkeligt engagement i politik ingen problemer i disse politiske dynastier?
Hvis amerikanerne vælger Hilary Clinton til præsident, vil de have haft en Clinton eller en Bush som præsident i 28 år, har en fortalt mig. Nu har vi ikke præsidenter, og jeg kan da godt se, at der kan være en risiko ved det. Men at børn vælger samme fag som deres forældre er ikke begrænset til politik. Der er præster og biskopper, hvis fædre er teologer. Der er fodboldspillere, læger, bagere og skuespillere, hvis børn vælger samme fag, og det er vel ikke så mærkeligt. Børn præges af det miljø, de vokser op i.
Jeg kan godt være bekendt at sige, at jeg aldrig har tilskyndet mine børn til at gå ind i politik, men jeg har været glad for, at de gjorde det, siger han.
Hvad han skal foretage sig, når han forlader Folketinget? Det har han slet ikke tænkt på endnu. Han har rigeligt at gøre, blandt andet som formand for Folketingets skatteudvalg, der skal arbejde med den skattereform, regeringen gerne vil gennemføre inden 2010. Det bliver sikkert ikke nemt, men igen: Det svære er det mest interessante.