Det var et spørgsmål om at gøre, hvad der var nødvendigt

Beate Højlund skrev for modstandsbevægelsen og blev alenemor til syv børn. Nu er hun død i en alder af 96 år

Beate Højlund var fuld af humor og skarp til det sidste.
Beate Højlund var fuld af humor og skarp til det sidste. Foto: Privatfoto.

En dag under Tysklands besættelse af Norge under Anden Verdenskrig blev den unge norske kvinde Beate Højlund pludselig kontaktet af en mand i den norske modstandsbevægelse. Han ville høre den nylige student, om hun kunne være redaktør for den illegale modstandsavis “Sett og hørt”. Avisens tidligere redaktør var blev arresteret dagen før, og hans liv afhang nu af, at avisen udkom dagen efter, så det ville ligne, at de havde fået fat i den forkerte mand.

I sin selvbiografi “Tro, håb og havregrød” beskrev Beate Højlund sin reaktion med følgende ord:

“Der var ingen betænkningstid, og for resten havde jeg ingen betænkeligheder. Her var det bare et spørgsmål om at gøre det, der var nødvendigt.”

Og ønsket om at gøre, hvad der var nødvendigt – og rigtigt – blev kendetegnende for Beate Højlund, der natten til søndag den 19. juni døde, 96 år gammel.

Få år efter krigens afslutning mødte Beate Højlund på en rejse til Danmark den danske teologistuderende Asger Højlund, der ligesom hende havde været involveret i modstandsbevægelsen. Efter først at have afvist hans forespørgsel på et kys ramte kærligheden Beate og Asger Højlund, der blev gift den 24. juni 1950.

“Jeg har ingen forklaring. Som et skybrud kom kærligheden strømmende og blev der, indtil en dag døden skilte os ad. Nej, forblev der…” skrev Beate Højlund i sin selvbiografi.

Det blev til 21 år som præstefrue – først på Færøerne og i København, siden i Hirtshals. Med disse år fulgte syv børn, heriblandt valgmenighedspræst Henrik Højlund, der beskriver sin mor som “et vidunderligt menneske”.

“Der har været en fundamental følelse af, at hun var vores hjem, og derfor føles det som om, vi nu har tabt vores hjem,” siger Henrik Højlund, der fortæller, at Beate Højlund døde uden forudgående sygdom.

“Hun var skarp lige til det sidste og et meget klogt menneske. Hun var også fuld af humor, og typen, der kunne få latteranfald, hvor hun gik fuldstændig amok i latter. Derudover var hun meget from. Da min far døde, kunne hun de næste mange måneder ikke bevæge sig ud af sengen uden først at læse i Bibelen,” fortæller Henrik Højlund.

Asger Højlund, der altså var Henrik Højlunds far, døde som blot 48-årig af en pludselig blodprop i 1971, da børnene var mellem 9 og 19 år. I sin selvbiografi beskriver Beate Højlund, hvordan hun blev alenemor til syv børn fra den ene dag til den anden:

“Så mange har siden sagt: Tænk at stå alene med syv børn! – Jamen de var da min redning. Alene det, at de var der, tvang mig videre. Uden dem ville jeg have kravlet ned i en hule og blevet der. Nu havde jeg ikke noget valg. Jeg var nødt til at overleve.”

Den lokale skoleleder foreslog Beate Højlund at blive lærer. Det takkede hun ja til, og inden såret fra tabet var i nærheden af at være lægt, stod hun klar til at undervise 8. og 5. klasse i engelsk og kristendom. Med enkepensionen og en mindre udbetaling fra livsforsikringen lykkedes det familien at finde et hus, da de skulle flytte væk fra præsteboligen.

“Og der sad vi nu i vores nye hus med have og hund og os selv og vor sorg og vor himmelske far, der til dags dato har holdt alle sine løfter og dag efter dag givet os erfaring af sin virkelighed,” skrev Beate Højlund i selvbiografien.

Beate Højlund levede 51 år som enke – 22 af dem i undervisningens tjeneste som skolelærer i Hirtshals. Sideløbende var hun dybt engageret i både lokale og nationale kristne fællesskaber, både i Indre Mission og Luthersk Mission. Hun var også i en periode engageret i det daværende Kristeligt Folkeparti, ligesom hun var mangeårigt bestyrelsesmedlem for Menighedsfakultetet. Og så var hun i en lang periode bogkonsulent hos forlaget Lohse, hvor hun også udgav de opbyggelige skrifter "Glædelig Fremtid" og "Gud tager ikke fejl", samt selvbiografien “Tro, håb og havregrød”.

Dette store engagement gjorde, at Beate Højlund fik en stor betydning for mange mennesker – heriblandt Thomas Bjerg Mikkelsen, der er fakultetsleder ved Menighedsfakultetet, og tidligere generalsekretær i Indre Mission og forlagsleder og -redaktør ved Forlagsgruppen Lohse.

“Hun har oplevet utroligt meget, og jeg opfordrede hende til at skrive det ned i en bog. Hun var en dygtig forfatter, og hvis hun havde valgt at fokusere på den vej, så kunne hun være blevet en stor forfatter, for hun har et særligt sprog. Vi har mistet en stor personlighed. Et meget autentisk menneske med klare holdninger og meninger,” siger Thomas Bjerg Mikkelsen.

Beate Højlund efterlader sig syv børn, 25 børnebørn og 41 oldebørn – med flere på vej. Da hendes søn Henrik Højlund for kort tid siden spurgte hende, hvad hun tænkte om at dø, svarede hun med et smil:

“Nå, det er jeg fuldstændig afklaret med. Det er ikke, fordi jeg har lyst til at dø, men det sker, når det sker.”