Han hjælper hjemløse og socialt udsatte: Det vigtigste er at tro på det gode i mennesket

Robert Olsen er forstander på Kofoeds Skole, der hjælper hjemløse og andre socialt udsatte. Skønlitteraturen har givet ham en forståelse for menneskets mangfoldighed, som han kan bruge i sit arbejde. I dag fylder han 60 år, og Kristeligt Dagblad har bedt ham svare på en række spørgsmål om livet

Robert Olsen i gården foran Kofoeds Skole på Amager i København. Skolen tilbyder blandt andet undervisning, botilbud for unge hjemløse samt kontaktsteder for unge grønlændere og har 3800 brugere på årsplan i hovedstaden og i Jylland. – Foto. Per Bix.
Robert Olsen i gården foran Kofoeds Skole på Amager i København. Skolen tilbyder blandt andet undervisning, botilbud for unge hjemløse samt kontaktsteder for unge grønlændere og har 3800 brugere på årsplan i hovedstaden og i Jylland. – Foto. Per Bix.

Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?

Rent arbejdsmæssigt har jeg brugt meget tid på at realisere en visionsplan for Kofoeds Skole. Vi har fået skabt en mere tidssvarende organisation og har åbnet skolen op mod lokalsamfundet. Vi har oprettet butikker i lokalmiljøet på Amager og prøver i højere grad end tidligere at involvere vores elever i aktiviteterne. På den måde får vi skabt social kapital blandt mennesker, der ellers betegnes som udsatte. På det personlige plan besluttede min hustru og jeg at blive vinterbadere, da vi på tærsklen til år 2000 fejrede nytår i Finland. Det har vi holdt fast i, siden vi flyttede til Amager for ni år siden.

Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?

Jeg er opvokset i København og på Vestegnen i Taastrup. Jeg er gift med en kvinde fra Finland, og det betyder, at vi hvert år holder ferie på Ålandsøerne, hvor vi har et lille sommerhus. Jeg har været i Finland over 100 gange de seneste 30 år. Der er elge og vild natur, og det at være så tæt på naturen har betydet utroligt meget.

Hvilke personer – ud over din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

Det er et svært spørgsmål, men skønlitteraturen har givet mig en bedre forståelse af menneskets mangfoldighed, som jeg kan bruge i mit arbejde. Som ung læste jeg John Steinbeck og Jack Kerouac. Da jeg begyndte at arbejde med misbrugere, læste jeg forfattere som Charles Bukowski, William Burroughs og Tom Kristensen. I forbindelse med coronakrisen læste jeg forleden J.P. Jacobsens novelle ”Pesten i Bergamo”. I påsken har jeg lagt an til at begynde på en trilogi om Thomas Cromwell (rådgiver for Henrik den Ottende og arkitekt bag Reformationen i England, red).

Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind på samme område som dig?

Lyt til, hvad brugerne siger. Find inspiration i kunst og litteratur i stedet for udelukkende at læse faglitteratur. Prøv at tænke nyt og forsøg at skabe anderledes løsninger.

Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få det arbejdsliv, du gerne ville have?

Jeg er relativt disciplineret, når jeg arbejder, og har haft en social indignation med hjemmefra. Indignationen blev styrket, da jeg rejste rundt i verden efter studentereksamen. Specielt rejserne i USA påvirkede mig og var også afsættet til, at jeg begyndte at arbejde med misbrugere og hjemløse. Jeg var blandt andet med til at dele mad ud til de fattige i Bronx i New York. Jeg valgte sygeplejen, fordi jeg tænkte, at jeg skulle ud at rejse mere, og at sygeplejen altid vil være et fag, der er arbejde i, men interessen for at arbejde med udsatte førte mig ind i det sociale arbejde.

Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?

Det er en sorg at opleve mennesker dø af stofmisbrug og selvmord. For mange år siden begik en person i min vennekreds selvmord. Det samme gjorde et familiemedlem. I kraft af mit arbejde har jeg nok været til flere begravelser end gennemsnittet. Især dengang, der ikke var stofindtagelsesrum.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Det gjorde jeg, da jeg i 1992 gik fra et job som sygeplejerske til at blive forstander for Mændenes Hjem på Vesterbro i København, som ligger midt i den største narkoscene i Norden. Mændenes Hjem var en gammeldags og patriarkalsk organisation. Den første dag, jeg mødte på arbejde, stod en medarbejder og ringede med brandalarmen præcis klokken otte. Det var den måde, beboerne blev vækket på, men vi var en gruppe unge medarbejdere, der begyndte at forandre stedet.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Min far har været maler og pædagog, og min mor har været regnskabsdirektør. Jeg kan genkende interessen for praktisk arbejde, pædagogik og økonomi, hos mig selv.

Hvad ville du gerne have gjort anderledes?

Jeg har spillet håndbold og fodbold som helt ung, men stoppede. Engang imellem kan jeg godt fortryde det. Der er et særligt kammeratskab i sporten.

Hvad tror du på?

Når man arbejder med udsatte, skal man tro på det gode i menneskene. Nogle vil måske sige, at det er naivt, men når man laver socialt arbejde, er det godt at være lidt naiv og åben. Jeg bliver ikke skuffet, når en bruger falder tilbage i et misbrug.

Beskriv en scene fra din barndom

Som dreng blev jeg anfører for et fodboldhold, der var splittet mellem de såkaldte rødder og en gruppe drenge i realskolen. Jeg var ikke den bedste fodboldspiller, men blev anfører, fordi jeg kunne forlige to grupper. Det er noget af det, jeg tror, jeg har taget med mig i voksenlivet.