I Vallensbæk Kirke nord for København er der fuld af ord, hugget i kirkegulv og vægge.
Ordene er Søren Ulrik Thomsens, og så alligevel ikke. For da den københavnske digter blev bedt om at lave udsmykningen til den helt ny kirke, gjorde han det klart, at han ikke ønskede at bruge sine egne ord. Så ordene er Bibelens, fortolket af ham selv.
”Jeg mener, at man skal skelne mellem Ordet og ordene,” forklarede han selv i en kronik i Kristeligt Dagblad, da kirken åbnede i 2012.
Og det er Søren Ulrik Thomsen i en nøddeskal. Der er ikke meget diva over ham, og nok er han digter, men en aldeles ydmyg en af slagsen. Og hvor andre digtere kan være kendt for at svælge i weltschmerz og tungsind, søger Søren Ulrik Thomsen altid lyset. ”Kommer inspirationen fra Gud?”, blev han for nylig spurgt i et interview i denne avis, da talen faldt på tro. Svaret var klassisk S.U.T, som han populært hedder: ”Ville det ikke være et førsteklasses eksempel på storhedsvanvid at påberåbe sig det?”.
I morgen fylder Søren Ulrik Thomsen, der kaldes ”det bedste bud på en langtidsholdbar dansk poet”, 60 år. Forleden kom det desuden frem, at Søren Ulrik Thomsen til efteråret bliver udnævnt til æresalumne på Københavns Universitet.
Titlen æresalumne gives til personer, der har ydet en særlig indsats for universitetet. Søren Ulrik Thomsen er født i 1956, blev student i 1977 og uddannet i litteraturvidenskab fra Københavns Universitet i 1982. Her sad han i hestesko med ”ambitiøse unge åndsaristokrater” og ”labbede strukturalisme, socialhistorie, semiotik og psykoanalyse” i sig, som han siger til universitetets hjemmeside.
I 1981 fik Søren Ulrik Thomsen sit litterære gennembrud med digtsamlingen ”City Slang”, der for eftertiden er blevet lidt af en klassiker inden for storbypoesi. Det var også her, han blev en del af 1980’ernes digterelite, der blandt andre talte Pia Tafdrup og nu afdøde Michael Strunge.
I 1982 kom ”Ukendt under den samme måne”, siden ”Nye digte (1987), ”Hjemfalden” (1991) og ”Det skabtes vaklen” (1996). Så holdt han en pause på otte år, som han forklarede med, at han kun skriver, hvis han har noget at skrive. Så enkelt er det.
I perioden var han til gengæld aktiv i universitetsverdenen og bidrog til flere essaysamlinger, blandt andet én med idéhistorikeren Frederik Stjernfeldt, hvor han kritiserede negativitetstænkningen i samfundet. Man kommer ingen vegne, hvis man kun er i opposition, mener han.
I 2002 vendte lysten til at digte tilbage med digtsamlingen ”Det værste og de bedste”. ”Rystet spejl” (2011) kredser om angsten for døden og den taknemmelighed for livets små og nære øjeblikke, der følger med visheden om, at vi alle skal herfra en dag.
I 2014 blev hans samlede digte udgivet, og for en god måneds tid siden kom så det seneste værk, ”En hårnål klemt inde bag panelet”.
Søren Ulrik Thomsen har modtaget et væld af litterære anerkendelser, for eksempel Danske Banks Litteraturpris og Aarestrupmedaljen. Han er medlem af Det Danske Akademi og får Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.
Én af indvendingerne ved kirkeudsmykningen i Vallensbæk lød, at inskriptionen i gulvet kunne blive slidt væk, som årene går, og til sidst ikke længere ses. Så når vi alle er borte, Søren Ulrik Thomsen med, så er der måske kun utydelige rester af ordene/Ordet tilbage.
Men det gør slet ikke noget, mener Søren Ulrik Thomsen. Det understreger nemlig kun pointen i teksten, der refererer til Prædikerens Bog, kapitel 1, vers 11: ”Og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.”
For Søren Ulrik Thomsen er selv forfald og slid udtryk for en opstandelsestanke: Uden Gud er alting glemsel, med ham er alt evigt.
Søren Ulrik Thomsen er gift med sygeplejerske Nanette Quistorff, leder af Lukashuset, Danmarks første børne- og ungehospice.