I en norsk fjeldgård højt oppe på Slidreåsen hænger en sort præstekjole. Hver søndag tog Erik Rostbøll præstekjolen på og gik ind i stuen med panoramaudsigten over dalen og fjorden. Her blev der tændt for radioen, som var indstillet, så han og ægtefællen kunne høre gudstjenesten på P1. Når nadveren blev indstiftet i radioen, sørgede han for, at nadveren også blev indstiftet i stuen, for han var præst til det sidste med kjole og pibekrave. Mandag døde han i sit hjem i Norge en måned før sin 95-årsfødselsdag.
Længe før Erik Rostbøll blev præst, var han fortæller. Som dreng blev han kaldt Saga, fordi man havde bemærket hans beretterglæde. Det var også som fortæller, at han slog sit navn fast i en bredere offentligehed. I 1953 udkom hans debutroman ”Og hanen galede anden gang”. Det var før, Kristeligt Dagblads anmeldere uddelte stjerner, men anmelderen skrev: ”Det er saa afgjort den betydeligste kristelige roman herhjemme, siden Jakob Knudsen døde.”
Forfatterskabet blev erstattet af et liv som præst og megen stilhed, men evnen til at fortælle forlod ham ikke. Det oplevede man, hvis man var så heldig at gæste fjeldgården, men man kan også opleve det, hvis man ser de poetiske børnefilm ”Min oldefars historier”. Her folder Rostbøll sig ud som fængende fortæller. Nok foretrak Rostbøll en cubansk Cohiba-cigar, men i filmene røg han lakridspibe og kæmpede med træsværd mod sit dengang seksårige oldebarn Theodor. Filmene er flere gange blevet vist på DR Ramasjang.
Hvis sproget kan være et instrument, så spillede Rostbøll legende, virtuost med en særlig evne til bestandigt at ny-formulere sig og med sans for humor. Som i en samtale i forbindelse med sin 90-årsfødselsdag hvor han slog ud med armene og sagde, at han oplevede sig forfulgt af uforskyldt godhed. Og så tilføjede han med sin nærmest rungende røst:
”Jeg kan kun se det som et tegn på Vorherres nærvær.”
Eksemplerne på den uforskyldte godhed gik tilbage til skoletiden i Aarhus, hvor han havde en klasselærer, som så, at Rostbøll af og til havde behov for at forsvinde ud i Marselisborg Skovene, og den uforskyldte godhed omfattede de mennesker, som modtog ham, da han i krigens sidste dage ankom som flygtning til Sverige. Han havde rejst som kurer for modstandsbevægelsen og blev taget til fange af Gestapo i marts 1945. I forbindelse med forhøret blev han sparket og spyttet på. Da han lå i fangekælderen og ventede på at blive hentet op for at blive skudt, kom en hippomand, som havde været med til forhøret. Han lovede at hjælpe ham ud af fangekælderen, hvis Rostbøll ville love at lægge et godt ord ind for ham.
Da Rostbøll i foråret 1945 kom til Sverige, var han medtaget, men han valgte at huske den uforskyldte godhed. Under krigen var Rostbøll elev på Grundtvigs Højskole i Hillerød. Forstanderen C.P.O. Christiansen så han som sin åndelige far, og forstanderen gav ham et brev med til Sverige, som Rostbøll skulle give til Stockholms biskop Björkquist. Stockholms biskop sørgede for, at den unge dansker fik et års studieophold på Sigtunastiftelsen. Det år noterer han også på listen over uforskyldt godhed.
Kunne Erik Rostbøll selv skrive sin nekrolog, ville han nok have undret sig over, at der ikke stod noget mere om den kvinde, han hengivent omtalte som ”den gode nyhed i mit liv”. Kirsten Rostbøll. Sammen voksede de ind i et fælles, åndeligt liv. De første år af deres ægteskab boede de på det økumeniske kloster Hengrave Hall i England, hvor han var præst. Den gamle norske fjeldgård Kvitsyn, som han havde købt, da den lå som en nedbrændt ruin i 1970, fungerede som parrets fristed, og for 25 år siden valgte de at slå sig ned her. Han blev en kendt skikkelse på egnen let genkendelig med sin hat og forkærligheden for tweed.
Og så blev de kendt som parret, der lod bygge en stavkirke. Kirken gav de navnet ”Noahs ark”. I mange år trak han dagligt i præstekjolen og holdt nadvergudstjeneste i stavkirken. Nadveren beskrev han som sit daglige brød.
Siden krigen havde han søvnbesvær. De søvnløse nætter var tålelige, da han var båret af livets frodighed, men i alderdommen var det hårdt. Efter en nat med dårlig søvn satte han sig gerne og ventede på den opstigende sol. Her oplevede han, at han blev sat på plads som eksistens.
Erik Rostbøll vidste, at det snart var afgangstid men stolede på, at der var håb. Spurgte man ham, hvordan han kunne være så sikker på håbet, svarede han, at det vidste han fra sine nætter. Her blev det klart for ham, at mennesket ikke er overladt til sig selv.
Tidligere på måneden kom han hjem fra hospitalet for at dø på sit fjeld. Der blev zoomet med den store familie i Danmark, som var forhindret i at komme, og der blev drukket portvin med den lille kreds, som var på Kvitsyn. Og parret bad rosenkrans, som de har gjort det i årtier. Det var deres fælles, daglig kontemplation.
Der stod brændende fakler i den høje sne, og stjernehimlen tindrede, da Erik Rostbøll mandag aften blev båret i åben kiste fra fjeldgården og op ad bakken til Noahs Ark. Stavkirkens dør var åben, og som et ekko af Rostbølls mange timer med rosenkransen blev der spillet: ”Ave Maria” inde i kirken. At kærligheden til ægtefællen og humoren til det sidste var kombineret med sprogligt overskud vidner disse ord på dødslejet om: ”Sig til menigheden, at de skal sende dig af sted i raketfart.”
Erik Rostbøll bisættes fredag den 19. februar, og til sommer er det planen, at familie og venner skal samles til urnenedsættelse på Kvitsyll.