Digterpræsten finder små ord til det store

Holger Lissner skriver stadig salmer og sørger samtidig for, at også andres nye salmer bliver brugt. På søndag fylder han 80 år

Holger Lissner er frontløber for den grøde, der er i dansk salmedigtning i disse år. Som 80-årig skriver han stadigvæk salmer, og den nyeste skal synges på søndag i Sdr. Bjert Kirke. –
Holger Lissner er frontløber for den grøde, der er i dansk salmedigtning i disse år. Som 80-årig skriver han stadigvæk salmer, og den nyeste skal synges på søndag i Sdr. Bjert Kirke. – . Foto: Claus Fisker/ Ritzau Scanpix.

Det er nok de færreste, der vælger at gå på arbejde på deres 80-årsfødselsdag, og da slet ikke, hvis den falder på en søndag.

Holger Lissner er en undtagelse. Og dog. For ham er det ikke forbundet med arbejde, men stor glæde, når han på søndag træder ind i Sdr. Bjert Kirke ved Kolding, som han har været pensioneret fra i 15 år, for at forestå gudstjenesten. Som enhver præst har han selv skrevet prædikenen over dagens tekst, men fordi det er Holger Lissner, har han også selv skrevet en ny salme til lejligheden.

En salme til netop søndagens tekst om, at ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud er med den (Matthæus-evangeliet kapitel 10, vers 29), manglede nemlig. Det fandt han ud af, fordi han er i gang med at gå samtlige søndage igennem for at finde nye salmer til teksterne.

Dette arbejde, der skal hjælpe præsterne med at få overblik over, hvad der findes af nye salmer, er typisk for Holger Lissner. Han er utrættelig i sin stræben efter, at nye tekster og melodier skal finde vej ind i de danske kirker. I flere end 50 år har han arbejdet med salmer og kollekter, med børnegudstjenester og liturgi, og det er med ham som initiativtager, at landets bedste salmedigtere hvert år samles til et årligt møde, hvor de lægger salmer frem for hinanden og udgiver samlinger.

Selv har han skrevet i hundredvis af salmer, sange og bønner. Han kan den svære kunst, som det er at skrive lettilgængelige tekster, som både børn og voksne er i stand til at synge med på. Og som får evangeliernes storhed til at blive endnu større ved hjælp af små og enkle, men stærke ord. Et af de gode eksempler på det er hans aftensalme ”Nu går solen sin vej”, der har fået en lige så enkel og stærk melodi af Erik Sommer. Den salme er sammen med syv andre Holger Lissner-salmer optaget i Den Danske Salmebog. Også den svenske og den norske salmebog har tekster med af Holger Lissner. Sidste år vandt han en international konkurrence med sin reformationssalme ”Når du vil”, der allerede er oversat til flere sprog.

Spørger man Holger Lissner selv, nedtoner han typisk sin poetiske formåen. Han tænker sine salmer som brugskunst og skriver for, at sangene skal blive sunget i kirkerne. Startskuddet kom, da han i 1960’erne var ansat på Maria- forbundet på Frederiksberg ved København. Her var det svært at få eleverne til at tage del i morgensangen, og han indså, at der måtte nye salmer til.

”Hans indsats for salmesangen i Danmark er vanskelig at overvurdere,” siger Morten Skovsted, der er sognepræst i Hjortshøj ved Aarhus og initiativtager til Salmedatabasen.

Holger Lissner havde en lærer-eksamen fra Zahles Seminarium, inden han blev teologisk kandidat fra Københavns Universitet i 1971. I 1970’erne var han lærer ved Løgumkloster Højskole, og i 1980 kom han til Sdr. Bjert, hvor han var sognepræst i mere end 20 år. Han er født i Rynkeby på Fyn, og Fyn er også blevet det sted, han tilbringer sit otium. På en naturskøn plet ved Røjleskov tæt på Lillebælt bor han og hustruen Karin Lissner. Parret holdt for fem år siden guldbryllup og fik ved den lejlighed to hav- kajakker, der bliver flittigt brugt, når vejr og vind tillader det. De to spiller også kammermusik sammen, han på violin, hun på klaver, og sammen med to andre i en komplet strygekvartet er Haydn og Mozart blandt de foretrukne komponister. Ægteparret Lissner har tre børn og otte børnebørn.

I anledning af Lissners runde dag og for at fejre, at der blæser nye salmevinde i Danmark, indbyder netværket Syng Nyt til reception med musik og sang for og med Holger Lissner i Christianskirken i Fredericia den 31. august.