Når man har kogt den, skal den klemmes. Der er ufatteligt meget vand i.”
Tilberedningen af vendsysselsk grønlangkål sammenlignede Ditte Krøgholt med sin tilgang til at gribe en historie an. En sammenligning, hun i den grad levede op til. Som selvlært fortæller brugte hun for eksempel ni måneder på at udvande den svenske forfatter Göran Tunströms ”Tyven”. Et arbejde, som endte med at blive en genfortælling på fire timer for højskoleeleverne på Vestjyllands Højskole. Arme stakler, sagde hun om eleverne den aften og erfarede, at hun skulle koncentrere sig mere om humor og indlevelse i sine gengivelser. I januar i år endte Ditte Krøgholts egen fortælling, da hun som 91-årig døde som følge af en hjerneblødning.
Hun voksede op med en far, der på sengekanten fortalte historier om den danske sagnkonge Rolf Krake og den norske stormand Einar Tambeskælver. Her åbnede hendes øjne sig for effekten af den mundtlige fortælling, og hun drømte om en dag selv at kunne fortælle for et lyttende publikum. Ditte Krøgholt genfortalte helst de store romaner af forfattere som Karen Blixen, H.C. Andersen eller Dostojevskij, da hun mente, at de havde så meget på hjerte – og fordi, det var dem, hun var vokset op med i barndommens bogreol.
Hendes personlige livsfortælling kaldte hun ”Tante C”. En fortælling, hun først delte med omverdenen i sine sidste leveår. Fortællingen drejede sig om hendes mor, der pludseligt døde af kræft, da Ditte Krøgholt var blot 13 år. Det var et stort chok for den unge pige, og der var ingen, der tog sig af hende, da man ikke måtte udtrykke sorg i familien. Sorgen bar hun alene på hele livet, hvilket hendes børn særligt har kunnet mærke. ”Tante C” var historien om hendes tante, der blev en slags støtte for hende, da moderen døde. Hun flyttede ind i hjemmet for en periode og tog sig af den unge pige. Først er hun meget negativt beskrevet, men i løbet af fortællingen bløder hun op som en positiv karakter. Fortællingen resulterede sidenhen i, at samtalerne mellem Ditte Krøgholt og hendes fire børn blev lettere. Der blev åbnet op for snakke om hendes barndom, der var præget af moderens tidlige død og den medfølgende sorg, hun bar på alene.
Som 19-årig mødte den drømmende fortæller den teologistuderende Jakob Krøgholt i København. Sammen flyttede de til Jylland, hvor Ditte Krøgholt blev husmor hos sin nye svigerfamilie. En rolle, hun slet ikke brød sig om, og en periode, hun selv beskrev som tortur. Hun følte sig aldrig tilpas i den traditionelle kvinderolle, ved kødgryderne og med børnepasning. Først da hun blev 40 år, formåede hun at tage sin skæbne i egen hånd og søgte ind på lærerseminariet med en drøm om at blive sin egen. Herefter tog det fart. I syv år var hun og hendes mand forstanderpar på Snoghøj Folkehøjskole ved Fredericia, hvor hun fortsatte yderligere fem år som lærer, da han holdt op. Senere blev hun tilknyttet Vestjyllands Højskole ved Ringkøbing som højskolelærer. Det var her, hun fandt sin individuelle stemme. En stemme som fortæller og performer.
I 1986 på Vestjyllands Højskole kastede hun sig ud i et projekt, hvor hun skulle genfortælle Karen Blixens novelle ”Storme” på et kursus. Uden manuskript genfortalte hun novellen med en sådan indlevelse og gestik, at det fik publikum til at græde og grine på skift. Hun formåede at gribe hver enkelt figur, så den fik sin egen klare rolle for publikums indre film. Det bedste kompliment, hun nogensinde modtog, var fra en ung mand, der sagde, at hun fortalte, så han ikke så hende, men gennem hende.
Siden optrådte Ditte Krøgholt som fortæller på kurser, højskoler og arrangementer. Det var de klassiske romaner, der oftest stod på listen, men i sine sidste leveår begyndte hun at fortælle fra sit eget liv – og det var dem, der skulle vise sig at blive de allerbedste. Fra en fortælletime i foråret 2019 fortalte en af gæsterne, at hun havde oplevet hende mange gange før. Men den aften, hvor hun stod helt krumbøjet og halvblind, leverede hun den bedste fortælling, gæsten havde oplevet. Der var humor, indlevelse og intensitet. Når Ditte Krøgholt fortalte, var man der sammen med hende. Hun tryllebandt alle.
Fra barnsben var Ditte Krøgholt original og engageret i verden omkring sig. Hun nød at klæde sig ud og lade, som om hun var en vagabond, der boede på nabogården. Hendes fire børn husker, at hun var lidt halvtosset på den gode måde. Til børnefødselsdage var hun og hendes mand kreative med lege, og i de senere år var hun god til at fjolle rundt med børnebørnene. Kaffebønner, te og ristet franskbrød mødte næseborene, når man kom ind i hendes køkken. Ved køkkenbordet fortalte hun, at hun hver dag glædede sig til at stå op og få sit morgenbad. En sætning, hun fortalte lige til det sidste.
Selvom Ditte Krøgholt oplevede en barndom med tidlig død og havde det hårdt som ung hjemmegående husmor, fik hun ændret sit liv, så det kom til at indeholde det, hun drømte om: at fortælle.