Prøv avisen

døde

Foto: Iris

Hvil i fred. Attila Gyula Szilas, præst, Ungarn, er død, 80 år.

Attila Gyula Szilas blev cand.theol. fra Københavns Universitet i 1963 og blev samme år hjælpepræst i Virum Sogn, hvor han tre år senere blev kaldskapellan og virkede indtil 1971. 1973-1974 var han residerende kapellan i Apostelkirken og Getsemane Kirke og var derefter 1976-1979 præst i Den Reformerte Kirke i Fredericia.

Attila Szilas blev dernæst præst i Iglesia Luterana La Resurreccion og blev fra august 1983 præst i den lutherske kirke i Ungarn.

Hvil i fred. Aksel Wellejus, dirigent, København, er død, 91 år.

Flere generationer af fynske musikere er blevet påvirket af Aksel Wellejus' lange virke som dirigent, og når han dirigerede, var det med stor følsomhed og kunstnerisk loyalitet.

”Han dirigerede jo sådan lidt specielt. Folk kunne ikke altid følge ham. Alligevel havde han et slag, jeg hverken har set før eller siden. Det var simpelthen så følsomt. Man sad fuldstændig opslugt af musikken,” sagde Aksel Wellejus engang om sin kollega, tyskeren Wilhelm Furtwängler, men ordene kunne næsten have været sagt om Aksel Wellejus selv.

Han mødte adskillige af de store navne, og han lærte noget af dem alle. Især hans ophold i Rom, Wien og ved Glyndebourne i det britiske gav ham en masse.

Som den første dirigent nogensinde modtog Wellejus Musikanmelderringens Kunstnerpris tilbage i 1956, og han var indtil 1968 kapelmester ved Odense Symfoniorkester. Han var desuden tilknyttet Odense Teater og demonstrerede siden sin ekspertise på Det Fynske Musikkonservatorium.

Der er ikke mange, der oplever en karriere så lang som Aksel Wellejus'. Han tog kunstnere som Bruckner og Gustav Mahler til sig, mens de stadig var sjældne gæster herhjemme, og han havde flere på repertoiret end nogen kolleger.

Men han glemte heller aldrig den nyere musik. Wellejus dirigerede for eksempel Harald Sæveruds musik til ”Peer Gynt” med komponisten selv siddende i salen.