Christian Lemmerz blev født i Karlsruhe i Tyskland, men han hører i dag blandt Danmarks største nulevende kunstnere. Han bor og arbejder i København, og han er internationalt anerkendt som en kompromisløs kunstner, hvad enten han arbejder som grafiker, billedhugger eller performancekunstner med sit evige fokus på forgængeligheden.
I en tid, hvor døden er blevet et tabu for mange moderne mennesker, har Christian Lemmerz gjort sit for at minde sit efterhånden store publikum om, at alle skal dø.
Foran Bispebjerg Hospital opstillede han i 2017 den 3,5 meter høje statue ”Lazarus”, der nok minder ellers håbefulde hospitalsgæster lige så meget om døden som genopstandelseshåbet.
For den store, uhyggeligt hudløse mand er delvist inspireret af renæssancetegninger fra gamle anatomibøger, men med sine udstrakte, hudløse arme er værket også inspireret af Thorvaldsens Kristus-figur i Vor Frue Kirke i København. Christian Lemmerz leger ofte både med kunsthistorien og de kristne symboler, når han vil skildre livets forgængelighed.
Tornekronen og den nøgne Kristus går for eksempel igen i flere af hans værker.
”Jeg vil ikke kalde mig selv troende, men jeg kan ikke løbe fra, at en stor del af de fundamentale billeder, jeg arbejder med, kommer fra kristendommen. For de kristne billeder er et referencepunkt, som jeg hele tiden vender tilbage til som kunstner,” har han tidligere udtalt her i avisen.
Til Lyngby Kirke har han sågar skabt et krucifiks af to bronzetornegrene. Krucifikset står i en klump ler med henvisning til Guds skabelse af Adam. Men Lemmerz’ hovedbidrag til kirken var et nyt alterbord, der var udhugget i marmor som et klæde fuldt af stoflige folder.
Og det ligner så meget et rigtigt linned (med reference til både en borddug og et ligklæde), at flere faktisk troede, at det rigtige alterbord først skulle afsløres senere, da kirken blev genindviet i 2013.
Ligklædet som symbol brugte han igen i 2017, da han i en mellemgang på Københavns Politigård skabte et tavst rum til de efterladte til dræbte politifolk ved at skabe en marmorbænk med noget, der både kunne være et efterladt flag og et ligklæde – over for en anden bænk med en efterladt politikasket i marmor.
Som billedhugger mestrer han på den måde en teknik, der har rødder i renæssancen. Han blev også både uddannet på Kunstakademiet i København og i Carrara i Italien. Og han har også fået den sjældne ære for en nulevende kunstner at få opstillet en skulptur på Ny Carlsberg Glyptotek i København, ligesom han både er honoreret med Thorvaldsens Medalje i 2009 og Ny Carlsbergfondets Kunstnerlegat i 2015.
Døden har været hans livs tema som kunstner, allerede inden han skabte skandale med sin første store soloudstilling, ”Scene” (1994), der lod døde svinekroppe gå i forrådnelse bag en række glasmontre i løbet af udstillingsperioden.
Og så sent som forrige år tematiserede han begge sine forældres død på en udstilling på Hans Alf Gallery i København.
”Som ung var jeg også fascineret af døden, fordi den var så langt væk, men nu har jeg beskæftiget mig med døden, fordi den er kommet tæt på,” forklarede han dengang, hvor han erklærede, at han var ved at være træt af tegne zombier og kranier, så han nu hellere ville male skønhed.