Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Min far var et dybt kompliceret menneske, der var en udfordring for både sine børn og sin ægtefælle. Men på godt og ondt lærte han mig kritisk tænkning uden bagkant. Han var meget kritisk over for en kirkelighed, der blev selvbekræftende og tryg i sin egen institutionelle selvforståelse. Jeg ser ham i mig selv i form af tvivlens nådegave, og min kritiske tænkning. Min mor ser jeg i viljen til at overleve, viljen til at klare sig og finde løsninger.
Hvad tror du på?
Jeg undgår helst vendingen “at tro på”, undtagen i helt banale sammenhænge som eksempelvis: Jeg tror på, at bilen holder et par år mere. Den kristne tros grundform er taknemmelighed, og taknemmelighed er ikke noget, jeg tror på, det er noget der bærer mig. Helt grundlæggende er jeg egentlig et meget livsglad menneske. Det ville jeg måske ikke have sagt for nogle år siden, men det er en erfaring, jeg mere og mere har gjort med årene. Jeg har en taknemmelig tilgang til livet og min omverden. Jeg er simpelthen taknemmelig for alting. Taknemmelig for at have overlevet.
Hvilket råd vil du give til andre, der gerne vil ind i samme profession som dig?
Jeg ville være i tvivl, om jeg overhovedet kan give nogle råd til præsteprofessionen. Man kommer ind i en gammel institution med mange traditioner, mange forbilleder, og store kulturelle og intellektuelle værdier. En institution, hvor mange gerne vil give gode råd og pege på det ene og andet forbillede. Men jeg vil alligevel sige to ting: Den første er, at man skal holde ud. Man må ikke give op - for det er en kæmpe udfordring at være præst. Den anden er, at man er nødt til at finde sine egne ben og sin egen stemme. Det kræver, at man står det igennem og har is i maven.
Og så må man ikke være bange for mennesker. Man skal turde engagere sig i dem, lytte til dem og lære af dem. Man lærer ikke kun af bøgerne. Man skal lære af de mennesker, man bliver præst iblandt. Det er et fantastisk arbejde, men det er også stærkt udfordrende, og derfor kan man lige så godt indstille sig på, at man skal holde ud og turde finde sin egen stemme som præst.
Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
På den private front har min kone og jeg fundet et dejligt hus, så vi kan blive boende her i Ribe. Arbejdsmæssigt er det, at vi har gennemført to folkemøder - ét i forbindelse med reformationsjubilæet, og ét i forbindelse med genforeningsjubilæet. Derudover har jeg udgivet to prædikensamlinger. Samlet set har det været vigtigt for mig, fordi jeg har fået opfyldt det, jeg gerne ville, og som har betydning for mig: At forstå kristendommens og kirkens betydning, både for individet, men også for samfundet.
Arbejdet med folkemøderne, prædikensamlingerne og selvfølgelig også andre ting her i den sidste del af mit arbejdsliv har givet anledning til at formulere et kristendomssyn og et syn på sammenhængskraften mellem folk og kirke. Det er vigtigt, at kirken hele tiden skaber relationer til det omkringliggende samfund, og det har vi gjort med folkemøderne ved at stille en scene til rådighed for debat om væsentlige spørgsmål i livet. Der kan være en tendens til at tænke, at man bare skal afvikle og overstå de sidste år af ens arbejdsliv, men for mig har det været nogle år, hvor jeg har været tvunget til at formulere de ting, der altid har drevet mig. Det har været meget tilfredsstillende for mig.
Hvilken sorg eller hvilket tab i dit liv vil du nævne her?
Alle mennesker har sorger og kommer ud for tab, og jeg kan ikke sige, at jeg personligt har været ramt af store sorger på den måde. Det har jeg været forskånet for. Men det, der kan gøre mest ondt, jo ofte er det, man har gjort imod andre mennesker. Der, hvor man har svigtet i forhold til andre mennesker. Det er ikke en sorg jeg har, men det er en sorg eller et tab, jeg har påført andre, og jeg er et menneske, der har meget let ved at fortryde ting. På den måde er der ting, jeg synes kan være svære at tale om. Vi har lært, at vi altid skal sætte ord på tingene, men det er jeg ikke altid sikker på. Der er områder, hvor ordene ikke slår til, og hvor det måske er bedre, at man går en tur i skoven eller sætter sig på en kirkebænk. Der er nogle former for smerte, som der ikke er ord for.