Domprovst: Kristendommen skal blande sig i livet

Niels Christian Kobbelgaard, domprovst i Aalborg, er flere gange blevet kritiseret for unødigt at rode kirken ind i politik. Men kristendommen skal blande sig i livet, mener den tidligere bispekandidat, der fylder 60 år i dag

Kirken må ikke blive en mastodont, som har én bestemt mening om alt, mener domprovst og 60-årsfødselar Niels Christian Kobbelgaard.
Kirken må ikke blive en mastodont, som har én bestemt mening om alt, mener domprovst og 60-årsfødselar Niels Christian Kobbelgaard. Foto: Henning Bagger/Scanpix.

Niels Christian Kobbelgaard kan ikke lade være. Hvis der er forhold i samfundet, som ikke er i orden, så må han handle. Også selvom han er domprovst i Aalborg i en tid, hvor mange mener, at kirken skal holde sig langt væk fra politik.

Det skete eksempelvis i 2009, hvor Kobbelgaard var med til at sende en appel til integrationsministeren. Han mente, at det var urimeligt, at en tyrkisk mor til to stod til udvisning. Det burde han ikke have gjort, lød de kritiske røster.

Heller ikke under klimatopmødet i 2011 kunne Niels Christian Kobbelgaard dy sig. Han var blandt de præster, som lod kirkeklokkerne ”ringe for klimaet”. Endnu en situation, hvor kritikere mente, at folkekirken utidigt blev blandet ind i politik.

”Klimakonferencen var en fantastisk begivenhed, som vi med et lille pip kunne være med til at gøre opmærksom på. Og hvis kirken ikke skulle tale om, hvordan vi skal behandle vores jord, så ved jeg da snart ikke! Vi er jo indsat som forvaltere af den. Hvis vi skal holde vores mund og bare lade stå til, så er vi da i den grad utroværdige,” sagde Kobbelgaard om sagen, da Kristeligt Dagblad interviewede ham i 2014, hvor han stillede op til bispevalget i Viborg Stift.

Et valg, han dog senere tabte til Viborgs nuværende biskop, Henrik Stubkjær.

”Holdningsmæssigt er der ikke den store forskel på ham og mig,” forklarede Kobbelgaard efterfølgende til regionalavisen Nordjyske og fortsatte:

”Jeg skyder lidt hurtigere og melder klarere ud, mens han væver mere rundt i det.”

Siden da har Kobbelgaard, der fylder 60 år i dag, arbejdet videre som domprovst i Aalborg og betragtes fortsat som en kirkelig stemme, der vil engagere folkekirken i samfundet.

For som han tidligere har sagt: ”Skulle jeg afvise at blande mig, sige ’nej tak, jeg er præst, jeg må ikke blande mig i livet’? Kristendom er jo en del af livet.”

Niels Christian Kobbelgaard kommer oprindeligt fra Skjern, hvor han voksede op på et børnehjem, som hans forældre drev.

Senere drog han til Aarhus, hvor han i 1983 færdiggjorde sit teologistudium på universitetet.

I 2011 fik han embedet som domprovst i Aalborg, men før det var Niels Christian Kobbelgaard præst i Haderslev, Aalborg og Sunds ved Herning i 23 år. Derudover har han også arbejdet som provst i Herning Nordre Provsti i fire år. Op gennem 1990’erne var Kobbelgaard forstander på Haslev Udvidede Højskole, og han har været med til at udgive flere sangbøger.

Han beskrives som midtsøgende på det kirkelige kompas. Han er fortaler for vielser af homoseksuelle og for etableringen af et kirkeråd i Danmark. Men Kobbelgaard har også flere gange insisteret på, at kristendommen skal favne bredt og rumme andre holdninger end hans egne.

”Kirken må ikke blive en mastodont, som har én bestemt mening om alt, for så bliver den et parti, og det skal vi ikke udvikle os til. Vi skal ikke spændes for nogen politiske vogne. Men den enkelte må have frihed til at tale,” har domprovsten sagt til Kristeligt Dagblad.

Sognepræst Ole Rysgaard Madsen vikarierer i disse dage for Kobbelgaard, der holder sommerferie. Rysgaard Madsen beskriver ikke domprovsten som politisk, men i stedet som en visionær – og i øvrigt behagelig – kollega.

”Vi har et godt samarbejde, og jeg mener især, at den visionære del af domprovsten kom til udtryk, da vi stiftede Folkekirkens Hus i Aalborg,” fortæller sommervikaren om projektet, der da også er lige i Kobbelgaards ånd: et sted, hvor folkekirken har mulighed for at udfolde nye visioner, og som er placeret midt på byens torv, midt i det liv, der foregår uden for folkekirken, og som Kobbelgaard ikke kan lade være med at engagere sig i.

I disse feriedage er det ikke usandsynligt, at Niels Christian Kobbelgaard er at finde klinet til tv-skærmen. Han elsker nemlig fodbold og den stemning, der er omkring sporten. Stemningen minder om det ritualbaserede fællesskab, gudstjenesten tilbyder, mener Kobbelgaard, der bor i Aalborg med sin hustru, som han har tre voksne børn med.