Dronningens og hele verdens Normal-Svendsen

Han gør det svære forståeligt. Erik Norman Svendsen prædiker godt for både Dronningen, menigmand og resten af verden. I dag fylder den joviale mand 70 år

Erik Norman Svendsen, den tidligere biskop over Københavns Stift, synes at kunne det hele for alle.
Erik Norman Svendsen, den tidligere biskop over Københavns Stift, synes at kunne det hele for alle. . Foto: Leif Tuxen.

Det kræver et stort menneske at kunne favne bredt. For Erik Norman Svendsen, der i dag fylder 70 år, er der ingen smalle steder i Bredgade, når det gælder hensynet til næsten og udsynet til verden. Den tidligere biskop over Københavns Stift har således aldrig været hverken for stor til de mindste eller for lille de største. Han kan prædike for både majestæt og menigmand, og netop den kombination har gjort ham til en særdeles vellidt præst, biskop og sjælesørger.

Det skyldes ikke mindst, at Normal-Svendsen, som han gerne kalder sig selv, om nogen kender tilværelsens mangfoldighed. Han er født og opvokset i København, og nok er han præstesøn, men det var præsten ved Simeons Kirke, der for alvor vakte hans teologiske interesse.

Han blev cand.theol. fra Københavns Universitet, hvorefter han var residerende kapellan ved Sundkirken. Siden fulgte embeder ved Brønshøj Kirke og Skovlunde Kirke, inden han i 1980 blev generalsekretær i Kirkefondet. Det job bestred han i seks år, og i 1986 blev han atter sognepræst – denne gang i Dragør Sogn. Samtidig blev han udnævnt til provst for Københavns Søndre Provsti og senere Amagerland Provsti, og han havde derfor de rette forudsætninger, da han i 1992 blev valgt til biskop over Københavns Stift.

Med ét blev Erik Norman Svendsen et kendt ansigt, der ofte blev hentet ind i de elektroniske medier for at gøre rede for den aktuelle situation i folkekirken.

Med sin joviale og smilende fremtoning gør han til stadighed en dyd ud af at gøre det svære teologiske stof forståeligt, for nok gik han af som biskop i 2009, men han er stadig et aktiv for den folkekirke, han holder så meget af. Sidste år var han blandt de mest citerede kirkefolk herhjemme, og han kan stadig samle fulde huse til sine foredrag, der både er hudløst ærlige og vanvittigt morsomme.

Normal-Svendsen synes at kunne det hele for alle. Det kan tv-seerne få at opleve på første parket, når han i sin egenskab af kongelig konfessionarius senere på året skal døbe kronprins Frederik og kronprinsesse Marys nyfødte tvillinger. Erik Norman Svendsen er royalist til fingerspidserne og har tidligere udtalt, at monarkiet og folkekirken er de to søjler, samfundet hviler på. Netop derfor holder han sig ikke tilbage for at forsvare de kongelige, når han føler, pressen går lidt for tæt på deres privatliv.

Han er – stadig – en mand af mening og lader sig ikke gå på af kritik. I sin bispetid fik han af og til drøje hug, blandt andet for håndteringen af sagen om den fyrede sognepræst Lene Matthies og om den nye salmebog fra 2004. Erik Norman Svendsen var formand for Salmebogskommissionen, og ifølge kritikerne gav han ikke plads nok til moderne salmer. Men Erik Norman Svendsen stod fast, og trods knubbede ord er de fleste enige om, at den nye salmebogs spændvidde primært skyldes Erik Norman Svendsens store indsats.

Men hans udsyn begrænser sig ikke til Danmark. Som Københavns biskop var han tilknyttet Danske Sømands- og Udlandskirker og gjorde i den forbindelse mange rejser til de danske kirker i det fremmede, ligesom han flere gange har besøgt Mellemøsten for at give sit bidrag til religionsmødet. Med på turen var hans fru Margit, som han har skrevet bogen "Menneske først" med. I alt har han skrevet fem bøger, senest selvbiografien "Fra Nørrebro til Nørregade".

Parret Norman Svendsen har to børn.

kirke@k.dk