Kjeld Holm: Jeg skulle nå længere end de andre

Han havde en enorm udlængsel som ung - og han ville noget mere med livet end bøllerne fra hjemegnen. Biskop Kjeld Holm fylder 70 år. Og han har intet imod lidt stormvejr en gang imellem

Jeg ville ikke blive i Diernæs, og jeg havde en enorm udlængsel, fortæller biskop Kjeld Holm, der fylder 70 år og slipper tøjlerne i bispeembedet i Aarhus Stift med udgangen af juli.
Jeg ville ikke blive i Diernæs, og jeg havde en enorm udlængsel, fortæller biskop Kjeld Holm, der fylder 70 år og slipper tøjlerne i bispeembedet i Aarhus Stift med udgangen af juli. Foto: www.BoAmstrup.dk.

Biskop i Aarhus Stift Kjeld Holm fylder 70 år i morgen. Han har aldrig været bange for at stikke næsen frem, og det har ikke altid været til lige stor glæde for alle folkekirkens medlemmer. I hvert fald får han ikke kun fan-breve, og som han selv siger det: ”Du kan ikke være elsket af alle.”

Mejeristsønnen fra Diernæs i Sønderjylland, der altid fik klø af de andre drenge, fordi han ikke kunne slås, havde næppe dengang troet, at han ville ende som biskop i Danmarks næststørste by.

”Det lå dybt i mig, at jeg i hvert fald skulle nå længere end de andre. End bøllerne. Det var en ambition. Jeg ville ikke blive i Diernæs, og jeg havde en enorm udlængsel, der til dels var skabt af kærlighed til litteraturen. Det var igennem den, at dørene blev slået op til verden,” har han tidligere på året fortalt til Berlingske.

Han har nu været biskop i Aarhus Stift i 21 år og går af med udgangen af juli.

Hjemmet var nationalt, og Kjeld Holm har mange gange diverteret med historien om sin dansksindede tyske mor, der, hver gang de kørte over Kongeåen på vej hjem til Sønderjylland, sagde: ”Nu kører vi ind i det genvundne land.”

Da Kjeld Holm forlod Sønderjylland og flyttede til Aarhus, var det for at læse idéhistorie. Han blev mag.art. i 1972. Få år senere, i 1974, fik han en teologisk tillægseksamen, og i 1990 fik han meritoverførsel til teologisk embedseksamen.

Efter to præsteembeder blev han i 1994 valgt som biskop over Aarhus Stift.

Viborgs tidligere biskop Karsten Nissen, der også er sønderjyde, beskriver fødselaren som katten på vejen, ”der sgu er sin egen”, og også som et menneske, der har gjort op med den kirkelige indforståethed.

”Man mærker også på ham, at hans faglige baggrund er det idéhistoriske snarere end teologien. Og med den tilgang kommer han ud på den anden side som teologen, der stiller de skæve spørgsmål.”

Kjeld Holm geråder også gerne ud i teologiske stormvejr.

Den seneste debat blev udløst af, at Kjeld Holm udtalte følgende i Kristeligt Dagblad: ”Jeg anerkender ikke ordet omvendelse. Det ord er tomt for mig. Det har ikke en mening mere, for jeg ved ikke, hvordan det skulle finde sted.” Om ordet mission lød det fra biskoppen, at ”det er ikke et begreb, jeg bruger”.

Der fik han både den missionske og den tidehvervske krabask at føle - det gjorde han også, da han som en af de første kirkefolk erklærede, at han var for vielser af homoseksuelle.

Og som han siger, når det trækker sammen: ”Drik en snaps og syng en salme. Det er en god kombination, der plejer at hjælpe.”

Indre Missions formand, præst Hans-Ole Bækgaard, roser også fødselaren, selvom de er teologisk uenige.

”Det er helt for egen regning, men i Aarhus Stift har jeg haft et fællesskab med Kjeld Holm, hvor jeg har oplevet samhørighed og en god forståelse af hinanden, selvom vi er uenige både teologisk og åndeligt. Og jeg har også oplevet situationer med biskoppen, hvor jeg ikke nødvendigvis fik opbakning, men hvor han lader mig være den, jeg er. Og det har vi - uden at blive enige om teologien - drukket en masse kopper kaffe over.”

Kjeld Holm har aldrig lagt skjul på, at det ikke alene er teologien, der optager ham. Det gør også samfundsforhold og politik - han er erklæret socialdemokrat - etniske minoriteter, menneskerettigheder, flygtninge og asylpolitik. Han var blandt andet formand for Nævnet for Etnisk Ligestilling fra 1997 til 2002 og formand for Den Danske Præsteforening fra 1988 til 1994.

Ingen Kjeld Holm uden fodbolden. Han følger trofast AGF's hjemmekampe og har gjort det siden 1955. Han har den filosofi, at hvis man har hjerte for en klub, så svigter man ikke, bare fordi holdet ikke vinder.

Biskoppen skriver også bøger og erindringer, blandt andet ”Margrethe Christensen - et menneske af ånd og livsvisdom” fra 1991 og ”Man lever af det, man får skænket” i 2013. Og blandt de fire store Aarhus-teologer, Johannes Sløk, K.E. Løgstrup, P.G. Lindhardt og Regin Prenter har Kjeld Holm især beskæftiget sig med Johannes Sløk.

Kjeld Holm har siden 1967 været gift med Birthe, og parret har to døtre: Nanna, som blev præsteordineret for et par måneder siden, og Katja, der er skuespiller og siden 2009 har været formand for Dansk Skuespillerforbund.