Han sidder rank i khakifarvet skjorte med opsmøgede ærmer og stropper på skuldrene. Dyreskind, tørrede sommerfugle og fossiler omgiver ham i studiet med de brune nuancer.
Stemmen er ualmindelig velkendt, da han begynder at tale. Dybt, roligt og let nasalt, som om lyden lægger sig lidt oppe i ganen.
Og nu har jeg fornøjelsen af at præsentere jer for, hvad der nok er Danmarks ældste indbygger i øjeblikket. Det er denne græske landskildpadde, og hvis den nu ellers kunne tale, ville den sikkert fortælle os, at den er fyldt 130 år. Hvadbehager?, siger han gennem det tætte, mørkebrune skæg, som indrammer munden.
Stemmen tilhører Poul Thomsen. Den selvlærte journalist, som i omkring 20 år var danskernes public service-finansierede naturguru. Mens den brune skildpadde guffer jordbær i sig, guider Poul Thomsen med skildpaddeejerens hjælp seerne gennem skildpaddens historie og biologi. Fra 1980 til 1999 var der næsten ikke det dyr, den plante, den bille eller det naturfænomen, som Poul Thomsen ikke tog under alfaderlig behandling med hjælp fra skiftende eksperter. Først i spørgeprogrammet Dus med dyrene, hvor hans folkekære hønsehund, Balder, gjorde ham selskab i studiet. Siden i endnu et spørgepogram, En naturlig forklaring, hvor omtalte skildpaddescene udspillede sig. Og sideløbende med det hundequizzen Hund og hund imellem, hvor ivrige og ikke altid lige kvikke hunde skulle gennemføre en forhindringsbane.
LÆS OGSÅ: Fra ridderlig minister til politisk skraldemand
Poul Thomsen var danskernes pædagogiske og varme indgang til dyre- og planteriget, indtil han takkede af i julen 2000. Her sendte DR Dus med dyr og mennesker, et kalejdoskopisk tilbageblik over de næsten 600 tv-timer, som Poul Thomsen havde fyldt de danske stuer med. De stuer, hvorfra danskerne engagerede sig i Poul Thomsens programmer i overvældende omfang. Da han i Dus med dyrene, som DR sendte i bedste sendetid, bad seerne om hjælp til at kåre Danmarks nationalfugl, modtog programmet ikke mindre end 233.000 breve med forslag.
I morgen fylder naturstemmen 75 år, og selvom han officielt er pensioneret, gebærder han sig fortsat i dyreverdenens rampelys eksempelvis sidste sommer, hvor han i Nuuk åbnede hovedstadens dyrskue.
På skærmen var Poul Thomsen den altid smilende og varme vært, men på hjemmefronten var livet til tider mere mørkt. I 47 år var han gift med Hanne Thomsen med hvem han har to voksne børn som var så plaget af psykiske sygdomme, at hun til sidst tog livet af sig i 2008. Hun og Poul Thomsen var på daværende tidspunkt skilt han er i dag gift på ny men efter hendes død skrev han et mindeord i Randers Amtsavis, hvori han viste en for mange ny, alvorlig side af sig selv:
Det er sent, håbløst for sent, at stryge trøstende over et hår, at knuge en hånd, at takke, at bebrejde, at græde, at råbe, at håbe, at kæmpe. For år tilbage var jeg overbevist om, at jeg var noget nær det uovervindelige. At jeg kunne vinde kampen endog imod de mægtige, modbydelige kræfter, der gemmer sig i sindets krinkelkroge, og som med mellemrum stikker sit afskyelige, aggressive og depressive fjæs frem, skrev han og fortsatte:
Den kamp kunne jeg ikke vinde. Jeg tabte. Ligesom alle de velmenende plejere og læger og al medicinen og alle elektrobehandlingerne tabte. Den eneste som vandt til allersidst hende som havde fortjent at vinde fra allerførste færd var hende, som det hele handlede om: Hanne! Fordi hun til sidst var nået til den ro og indsigt og styrke, der behøvedes for at skaffe den fred, som hun altid higede efter og havde fortjent. Nu tænker jeg på Hanne opfyldt af mange varme minder, med taknemmelighed og med meget stor respekt.