Eas fornemmelse for overlevelse

Ea Krassel blev selv anbragt som barn. I går modtog hun Børnehjælpsdagens Lillebror Pris på vegneaf foreningen De Anbragtes Vilkår

Ea Krassel med Lillebror-statuetten, der er skabt af den danske kunstner, Hanne Varming.
Ea Krassel med Lillebror-statuetten, der er skabt af den danske kunstner, Hanne Varming. Foto: Kim Agersten.

Nogle børn har en særlig overlevelsesevne. De rejser sig mod alle odds og på trods af massiv omsorgsvigt, misrøgt og forsømmelse. Ea Krassel var sådan et barn.

Den i dag 33-årige universitetsuddannede kvinde voksede op hos en dybt alkoholiseret mor i en familie, hvor det var reglen snarere end undtagelsen at gå sulten i seng, og hvor man kun kom i børnehave, hvis man selv kunne finde ud af at få tøj på og finde derhen. I går modtog hun Børnehjælpsdagens Lillebror Pris på vegne af foreningen De Anbragtes Vilkår. En forening, Ea Krassel står i spidsen for som formand.

”Det er svært at sige, hvorfor netop jeg klarede mig godt. Mine søstre har det betydeligt sværere, selvom vores omstændigheder var meget ens, og vi var meget tætte. Jeg tror, jeg har været særlig god til at overleve. Og det tror jeg, at alle, også anbragte børn og unge, kan blive. Det er derfor, at vores forening især satser på at styrke de anbragte og give dem redskaber til at navigere i systemet og tage medansvar og styring i deres liv. De kan og skal blive stærke, så de kan være med til at vende de hårde vilkår, de er blevet givet, til noget bedre. Til noget godt,” siger Ea Krassel.

Hun blev selv anbragt som niårig - først på et børnehjem og siden i en plejefamilie, hvor hun ikke bare fandt ro og tryghed, men også to forældre, der adopterede hende. Forud lå en kuldsejlet barndom hos en mor, der ville sine børn det bedste, men kun magtede det værste. En mor, der drak, til hun segnede og flyttede sine tre små døtre fra adresse til adresse i et desperat forsøg på at starte forfra og undgå myndighedernes søgelys. De tre piger spiste mad fundet i skraldespande, købte på klods og sang sig selv og hinanden i søvn om natten.

”I dag er det svært for selv mig, at forstå, at det var vores virkelighed. Men det var det. Og det kan utroligt nok lade sig gøre at få en god og meningsfuld tilværelse alligevel. Det er det håb og budskab, vi arbejder for at give videre og plante i de unge, der er anbragte nu,” siger Ea Krassel, der i dag selv er mor til to små drenge og gift på niende år.

Foreningen De Anbragtes Vilkår tildeles netop årets Lillebror Pris ”for deres store engagement og vilje til at udvikle og sikre trivsel for børn og unge med anbringelsesbaggrund. Priskomitéen påskønner især den store indsats for etableringen af stærke netværksgrupper. Grupper, der fungerer som et socialt frirum og et sted, hvor de unge støtter og motiverer hinanden, så de klarer sig bedre i hverdagen.”