Nawal El Saadawi var ikke mere end 10 år, da hun første gang tog kampen op mod det egyptiske patriarkats traditioner. Da den i dag verdenskendte feminist og forfatter fik at vide, at hun skulle tage en fin kjole på, fordi der kom en helt særlig gæst, underforstået hendes fremtidige ægtemand, gjorde hun først, som hun blev bedt om.
Men den 10-årige Nawal smurte også rå aubergine på sine tænder, så de blev misfarvede. På den måde, mente hun, ville gæsten aldrig gifte sig med hende.
Og hun fik ret. Selvom hendes lille nummer førte til en omgang prygl fra faderen, betød hendes første sejr, at hun resten af livet troede på, at det nyttede noget at gøre en forskel. Og det gjorde hun for mange kvinder i Mellemøsten frem til sin død den 21. marts i en alder af 89 år.
Livet igennem førte Nawal El Saadawis ukuelighed til fængsling, dødstrusler og eksil, fordi hun turde sætte fokus på den himmelråbende forskelsbehandling af mænd og kvinder, som hun oplevede den i Egypten. Her blev hun som det andet af ni børn født i landsbyen Kafr Tahla, nord for hovedstaden Kairo, i 1931.
Allerede som seksårig begyndte hendes bevidsthedsproces, skriver hun i mange af de over 50 bøger, skuespil og novellesamlinger siden debuten med novellesamlingen ”I learned love” (Jeg lærte kærlighed), som udkom i 1957.
I et af sine mest toneangivende værker, ”Evas skjulte ansigt” fra 1977, som kom på dansk i 1981, beskriver hun, hvordan hun som seksårig blev flået ud af nattesøvnen. Mens hun blev holdt fast af sin mor på badeværelsets kolde flisegulv, mærkede hun en hvinende smerte, da hun fik lemlæstet sin klitoris, og i en pøl af sit eget blod blev tvunget til at overvære, da lillesøsteren blev udsat for samme procedure. Det var der på badeværelsesgulvet, at det gik op for Nawal El Saadawi, at drenge og piger, sønner og døtre, ikke blev behandlet lige. Og hun vidste godt, hvem der havde trukket det korteste strå. Var hun i tvivl, behøvede hun blot at spørge sin bedstemor, der ifølge magasinet The Economist fortalte hende, at ”en dreng er det samme værd som 15 piger”.
Oplevelsen formede Nawal El Saadawi for livet. Hun gjorde kampen mod lemlæstelse af pigers kønsdele til en af sine mange mærkesager, som hun arbejdede for gennem sit virke som læge, psykolog, psykiater og sexolog. Egentlig var hun aldrig interesseret i at læse medicin, men hendes forældre overbeviste hende om, at der ikke var nogen fremtid i at studere litteratur, og i skolen udmærkede hun sig så meget, at lægegerningen blev uundgåelig.
På trods af sine akademiske evner blev hun kun rost, da hun lærte at tænde op i familiens petroleumsovn. Og det var blandt andet derfor, at hun aldrig vendte ryggen til det skrevne ord.
”Jeg har skrevet hele mit liv. Det var utilfredsheden med mine omgivelser, der ansporede mig til at skrive,” sagde hun i et interview med onlinemagasinet e-flux i 2011.
I begyndelsen af 1970’erne udgav Nawal El Saadawi bogen ”Kvinder og sex” om seksuel mishandling af egyptiske piger og kvinder. Det kontroversielle tema fik bægeret til at flyde over hos de kritikere, som havde gjort det til deres livsopgave at fælde den markante feminist. Bogen førte til, at hun blev fyret fra en lederstilling i det egyptiske sundhedsministerium, og efter mange års kontroverser blev hun i 1981 idømt en fængselsstraf for angiveligt at have konspireret med Bulgarien om kupplaner, selvom hun ifølge avisen The Guardian knap nok vidste, hvor landet lå. I fængslet skrev hun erindringsbogen ”Memoirs from the Women’s Prison” på en rulle toiletpapir, nedfældet med en eyeliner, som en af de indsatte skaffede hende.
Senere i livet oplevede Nawal El Saadawi så alvorlige trusler, at hun måtte flygte fra Egypten til USA, hvor hun siden underviste på universiteter. I slutningen af 1996 vendte hun tilbage til Egypten, hvor hun fortsatte sin aktivisme.
Ligesom hun aldrig veg fra at skrive om følsomme emner i den arabiske verden som undertrykkelse, seksuel udnyttelse og forskelsbehandling, var hun heller ikke bange for at gå i rette med religion, det største tabu i Egypten.
”Jeg kan ikke tro på en gud, der ikke er retfærdig,” sagde hun i et interview med avisen The Guardian i 2015.
I samme interview fastslog hun, at ”religion er indbegrebet af racisme”, for ”mennesker bliver dræbt, fordi de ikke beder til den rigtige gud”, som hun sagde.
Og lige til det sidste kunne man finde Nawal El Saadawis intense øjne og hvide manke af hår på forreste linje i kampen for kvinders rettigheder.
”Jeg bliver mere radikal med alderen,” erkendte hun ifølge The Guardian i 2010.
Tro mod sine egne ord var hun også at finde blandt demonstranterne på Tahrir-pladsen i Kairo i januar 2011, da hun sammen med tusindvis af andre demonstrerede mod Hosni Mubarak og efter få uger fik tvunget den mangeårige præsident til at gå af. Resultatet af det arabiske forår var hun dog siden ikke særligt begejstret for, da det var Det Muslimske Broderskab og siden et militærstyre, der kom til magten i stedet for. Desuagtet stoppede Nawal El Saadawi aldrig sin kamp mod patriarkatet.