Beskriv en scene fra din barndom.
Jeg husker den jul, hvor min mor kom hjem fra sygehuset med min yngste lillebror. Han blev født den 15. december, men min mor var altid længe indlagt efter sine fødsler. Vi hentede hende lige før jul, og hun havde en gul spadseredragt på, hun stadig kunne passe. Min lillebror blev lagt i en vugge ved siden af juletræet, og der lå det spædbarn hele julen. Det var en fuldstændig fantastisk oplevelse, og lillebror er nu lige blevet 65 år.
Hvor ser du dig selv i dine forældre?
Jeg ser mig selv i min fars engagement og min mors skriveglæde.
Hvilke personer ud over din livsledsager har betydet mest for at forme dig til den, du er?
Min bedstemor, altså min farmor, betød rigtig meget for mig. Jeg tror, at jeg ubevidst tog hende som mit forbillede. Min mor var i en lang periode psykisk syg og var meget depressiv, men min bedstemor var en sand livskunstner. Hun var født med et lyst sind, var meget kreativ og altid i gang med noget, så hun blev et anker for mig. Hun bekræftede mig i, at livet var værd at leve. Senere kom det også til at betyde meget for mig at få Pil Dahlerup som lærer på universitetet. Hun har betydet utrolig meget for mig. Hun startede det første kursus i kønsforskning det efterår i 1970, hvor rødstrømperne var gået ned ad Strøget den 8. april, så hun blev en meget stor inspiration for mig.
Hvad ville du gerne have gjort anderledes?
Jeg ville gerne have været klogere, da jeg som ung og politisk søgende begav mig så langt ud på den yderste venstrefløj, jeg kunne komme, for så en dag at opdage, at jeg så ned i et sort hul, der ikke var mig. Den oplevelse ville jeg gerne have været foruden. Men det hjælper ikke noget at fortryde. For man går jo sin egen vej, og i mødet med forskellige mennesker må man så finde ud af, hvem man er, og hvad man vil. Og det var åbenbart min vej, men det var en forkert beslutning at komme derud.
Hvilken fase ser du tilbage på med størst glæde og varme?
Der er mange. Men det er klart, at de 10 år fra 1970 til 1980, da jeg fødte mine fire børn, rager op som noget særligt. Min mand og jeg mødte hinanden det år, vi begge fyldte 50, og samme år blev mit første barnebarn født, og så fulgte de ellers i en lind strøm. Det er nok livets højdepunkter.
Hvilket råd vil du gerne give til andre, der gerne vil ind på samme område som dig?
Forfølg det, I er optaget af og synes er vigtigt, og bliv ved med det.
Hvad har du gjort for at få det liv, du gerne ville have?
Jeg har i meget høj grad forfulgt lige præcis det, jeg syntes var vigtigt og sjovt, og det, jeg var optaget af og engageret i, og så har jeg været så heldig, at jeg har kunnet leve af det.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på de 70.000 favne?
Jeg tror, at jeg tænkte over det første gang i 1. klasse, hvor der gik en pige, som kom fra meget ringe sociale vilkår. Hun kom tit for sent og fik enormt meget skældud af læreren. En dag tog jeg mig sammen, rakte fingeren op og sagde, at jeg ikke syntes, at hun var værre end os andre. Det krævede rent faktisk mod, og jeg blev sendt over til inspektøren som straf for frækheden. I situationen var jeg bevidst om modet, men jeg syntes, at det var så uretfærdigt, at den pige, der havde det så dårligt derhjemme, tillige skulle mobbes af læreren.
Hvilket tab vil du gerne nævne her?
Min mors død var et meget stort tab og chok, for hun døde pludseligt i 1975, da jeg var 28 år. Og det fik meget store konsekvenser.
Hvad tror du på?
Åh Gud. Jeg er opdraget med aftenbøn og søndagsskole, og selvom jeg vel ikke kan sige, at jeg tror på Gud, er min tilgang til verden nok alligevel religiøs. Jeg lever med det. Uafklaret.