Hvad er det vigtigste, der er sket i dit liv de seneste år?
Jeg har haft mere tid til at arbejde med forskellige organisationer, både kristne og ikke-kristne, som gør et stort arbejde uden for vores grænser. Jeg har været formand og senere medlem af Trampolinhuset, som desværre ikke kan fortsætte sine aktiviteter for at hjælpe flygtninge.
Så har jeg, efter at have forladt mit højt elskede kunstakademi, haft mere tid til at arbejde med klimaforandringer og grøn omstilling. Jeg har haft en del kontakt med kunstneren Michael Singer i USA, som arbejder med forholdet mellem kunst, arkitektur og økologi.
Hvad er den fase i dit liv, du ser tilbage på med størst glæde og varme?
Mit liv er fyldt med stjernestunder. Der var min barndom min barndom i Askov, ungdom på Aarhus Universitet og mit drømmeægteskab med Torben Christensen, som desværre kun varede i 14 år. Og så var der det meget inspirerende arbejde på Kunstakademiet igennem 20 år.
Beskriv en scene fra din barndom.
Min far, som var digter, kom altid op til os, når vi skulle sove, og sang "Bliv hos os, når dagen hælder" af Ingemann. Jeg fik lys i øjnene, når han sluttede med ordene "Paradis-lyset vælder af nattens sluser ud".
Jeg husker også, da min højtelskede bror og jeg fik fat i skelettet af en barnevogn og lavede den til et tog og kørte gennem Askov.
Hvilke personer – udover din livsledsager – har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?
Det er først og fremmest mine forældre. Min mor har førte mig på et tidligt tidspunkt ind i kvindebevægelse og også ind i kunstens verden. For hende var kristendommen og Grundtvig en ledetråd, og det blev de også for mig. Min far inspirerede mig til at arbejde med litteratur, og jeg husker de mange diskussioner, vi havde. Han var nær ven med Johannes V. Jensen, Pontoppidan og Johannes Jørgensen, ja, så længe er det siden. Og det ridsede sig ind i mit sind, at min far sagde, at humoren i al litteraturkritik og i al kunst er et bolværk mod abstraktionerne og de ensidige religiøse og ideologiske opfattelsers forførende kraft.
Min mand førte mig ind i en ny verden, både hvad angår den tidlige kristendoms indtog og den positive forståelse af ydre missions arbejde i lande som Afghanistan og Pakistan.
Hvad er det vigtigste, du har gjort for at få den tilværelse, du gerne ville have?
Jeg har været meget privilegeret ved at kunne komme i de mange forskellige miljøer, hvor jeg altid er blevet behandlet meget godt. Jeg har forsøgt at gøre det så godt, jeg kunne, i mit arbejde og for at udfylde de rammer, jeg havde, og udvide dem så vidt muligt. Det gælder først og fremmest først og akademiet, hvor vi uddannede unge kunstnere såsom Olafur Eliasson og Tal R.
Hvilken sorg i dit liv vil du nævne her?
Jeg har mistet alle mine mænd faktisk. Først min bror, som var et utroligt stort tab for os, men også for dansk kirkeliv og den filosofiske tradition. Han var, som min far, Kierkegaard-mand, og så kom Grundtvig som nummer to. Jeg mistede min mand, som førte mig ind i nye verdener, og jeg mistede min elskede far og mor.
Jeg har altid oplevet, at gennem sorgen bliver du en erfaring rigere. Med sorgen lærer man at forstå andre mennesker på en anden måde, og får en styrke til at hjælpe dem i den situation og det sorgarbejde, som de står foran.
Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?
På en måde mange gange. Når jeg kæmpede for unge marxister mod universitetets professorer. Og på kunstakademiet var vi altid grænsesøgende og sørgede for at få nye linjer ind. Det var ikke altid lige populært.
Hvor ser du dine forældre i dig selv?
Det med at kæmpe for sine sager. Min far kæmpede eksempelvis for, at islandske håndskrifter blev leveret tilbage, og min mor kæmpede for kvindesagen og en bredere forståelse af kristendommen. Jeg er altså opdraget i et hjem, hvor man var vant til at kæmpe og vant til, at kampen kan have en pris, der som regel viser sig at være det værd.
Hvad tror du på?
For mig er Grundtvig og Kierkegaard stort set lige. Min far, som havde rod i Grundtvig sagde, at det er vigtigt at have en forbindelse mellem det lokale, det nationale og det universelle, og det sidste er ofte kristendommen. Hvis man ikke har det universelle, så bliver det nationale stift og konservativt. Der er altid brug for vindene udefra. Og Kierkegaard har jeg mest fra min far, der satte ham i et andet perspektiv som folkets mand.