En af landets mest anvendte skuespillere

Lars Ranthe har ikke svært ved at få roller i disse år. Alene i 2018 medvirkede den danske skuespiller i syv tv-serier. I dag fylder han 50 år

”Jeg er ikke den type skuespiller, der går rundt i mit studérkammer og ruger over en rolle i et halvt år. Jeg tænker over mine roller, men jeg har også en god evne til at improvisere, være i nuet og slippe rollen, når jeg går ud af døren,” siger Lars Ranthe. –
”Jeg er ikke den type skuespiller, der går rundt i mit studérkammer og ruger over en rolle i et halvt år. Jeg tænker over mine roller, men jeg har også en god evne til at improvisere, være i nuet og slippe rollen, når jeg går ud af døren,” siger Lars Ranthe. – . Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix.

Lars Ranthe er efterhånden her, der og på alle kanaler. På sin fødselsdag kan han bryste sig af at være en af landets for tiden mest anvendte skuespillere.

Alene i 2018 havde Lars Ranthe roller i syv danske tv-serier, heriblandt ”Kriger” og ”Badehotellet” på TV 2, ”Herrens Veje” og ”Broen” på DR 1 samt Viaplay-serien ”Friheden”. Og det er han taknemmelig for.

”Guderne skal vide, at mange i skuespilbranchen kæmper med arbejdsløshed, så at stå midt i livet og være en af de få, der får lov til at lave så mange og så varierede roller, det er utrolig privilegeret,” siger han.

Lars Ranthe lægger dog ikke skjul på, at det også har været krævende at bære syv forskellige mænd i sin krop i løbet af et år. Men han er god til at påtage sig en rolle og lægge den fra sig igen, når han forlader filmstudiet.

Lars Ranthe betegner sig som en fysisk skuespiller nærmere end en psykisk skuespiller. Når han forbereder sig på en rolle, tager han ofte udgangspunkt i karakterens kropssprog og fysik.

Da han spillede Kjeld Petersen i filmen ”Dirch”, brugte han lang tid på at studere, hvordan den folkekære komiker bevægede sig og lagde tryk på bestemte stavelser.

”Hvis en person har en trækning i ansigtet eller en særlig måde at folde hænderne på, sætter det gang i mine følelser. Min fantasi bliver animeret igennem fysik, så det er min måde at finde ind til psykologien på,” siger han.

Lars Ranthe er opvokset i Urbanplanen på Amager og var kun 11 år, da han fik sin første rolle som stuntdreng i filmen ”Gummi Tarzan” fra 1981. Rollen fik han, efter filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen spottede Lars Ranthes akrobatiske evner under en træning i gymnastikforeningen Hermes på Frederiksberg. Han har dyrket redskabsgymnastik, siden han var seks år, og i dag forklarer han en stor del af sin succes i skuespilfaget med de erfaringer, han gjorde sig igennem gymnastikken.

I den kommende tid kan Lars Ranthe blandt andet ses i syvende sæson af ”Badehotellet” og i Thomas Vinterbergs nye film ”Druk”.

Privat er han gift med skuespillerinden Christine Albeck Børge og har døtrene Betty-Marie og Rigmor.

/ritzau/