En af vores bedste folk

Kontorchef Thomas Lund-Sørensen fra Udenrigsministeriet arbejder i døgndrift på at få danskere ud af Libanon

Thomas Lund-Sørensen, til venstre, arbejder for tiden nærmest i døgndrift. Her ses han under søndagens pressemøde i Udenrigsministeriet om evakueringsindsatsen i Mellemøsten sammen med direktør for Udenrigsministeriet Ulrik Federspiel og fungerende kontorchef for borgerservice Uffe Wolffhechel, til højre. - Foto: Polfoto.
Thomas Lund-Sørensen, til venstre, arbejder for tiden nærmest i døgndrift. Her ses han under søndagens pressemøde i Udenrigsministeriet om evakueringsindsatsen i Mellemøsten sammen med direktør for Udenrigsministeriet Ulrik Federspiel og fungerende kontorchef for borgerservice Uffe Wolffhechel, til højre. - Foto: Polfoto.

I Udenrigsministeriet er man ikke i tvivl. 41-årige Thomas Lund-Sørensen er en af ministeriets bedste folk. Intet mindre. I kriser og spidsbelastninger er han derfor selvskreven til at være med til at løse problemerne. Det var han under Muhammed-krisen, og det er han nu, hvor flere tusinde danskere skal sikkert ud af Libanon.

Om aftenen kan man på tv se ham forklare klart og gennemtænkt, hvad Udenrigsministeriet gør i situationen, og hvordan man skal forholde sig. Om dagen arbejder han målrettet for at lave han aftaler med selskaber om hjemtransport af danskerne, får politiske forhindringer ryddet af vejen og koordinerer aftaler med de involverede lande og mennesker. Om natten gør han det samme. Lige nu arbejder han og andre i ministeriet i 24 timer ad gangen, hvorefter de sover en formiddag eller eftermiddag og møder op igen. For Thomas Lund-Sørensens vedkommende sker det uden at klage.

Han tager det som en faglig udfordring og virker hverken stresset eller frustreret, lyder det fra kontoret.

Både kolleger og samarbejdspartnere fremhæver hans lynende intelligens. Han er hurtig i hovedet, driftsikker og går benhårdt efter sit mål. Læg dertil en rost dømmekraft og evne til hurtigt at træffe beslutninger på baggrund af forholdsvis få informationer og få Thomas Lund-Sørensen.

På nogle kan han virke studs, kort for hovedet og utålmodig. Han begynder ikke et møde med lidt hyggelig small talk om vejret og varmen. Selv folk, som har arbejdet sammen med ham i årevis, er i tvivl om, hvorvidt han har børn eller en fritidsinteresse, for det er ikke den slags, man taler med Thomas Lund-Sørensen om. Han er tværtimod den slags, som begynder et møde med første punkt på dagsordenen og bliver ved, til han når sidste punkt, hvorefter han går videre til næste arbejdsopgave. Effektiv, skarp og svær at hamle op med. Han siger, hvad han mener skal siges, men så heller ikke mere, og selvom han for samarbejdspartnere fremstår som inkarnationen af systemets mand, ser systemet selv noget anderledes på ham.

Thomas Lund-Sørensen er nemlig kritisk over for alt. Også sin arbejdsplads. Han siger, hvad han mener kontant og umisforståeligt, og foreslår alternative ideer. For eksempel var det ham, der under Muhammed-krisen foreslog, at Udenrigsministeriet selv skulle begynde at sende sms'er ud, så det ikke kun var misinformation, der florerede, men også den danske stats officielle holdninger.

Han er en populær chef. Selvom han stiller han tårnhøje krav både til sig selv og andre, men folk vil gerne være i hans kontor. Han giver plads til, at andre også kan yde deres, lyder det.

Thomas Lund-Sørensen er ikke typen, som hænger sammen med kollegaerne efter arbejdstid og drikker fadøl. Tværtimod skynder han sig hjem til privatlivet i form af en kone og tre børn, hvoraf den mindste er ganske spæd.

Oprindeligt er han uddannet cand.polit. Udenrigsministeriet udvalgte ham siden til at studere på Frankrigs eliteskole for offentligt ansatte. Han har været ministersekretær for udenrigsministeren i mange år, før han blev kontorchef med ansvar for handel.

korsholm@kristeligt-dagblad.dk