”Jeg skal lige finde et sted at parkere,” lyder det fra Lulu Anne Hansen i telefonen. Som leder af Historie og Formidling på Sydvestjyske Museer er kalenderen formentligt altid godt pakket, men i disse dage er det sværere at finde en halv times frirum.
Qua sin position som projektleder på det nye museum Hex! i Ribe, er hun ansvarlig for, at man den 30. juni er klar til at slå dørene op til den dystre fortid, hvor hekseafbrændinger foregik i hundredevis.
Som tovholder for en proces, der som meget andet blev slået ud af kurs af coronakrisen, varetager den 44-årige historiker en bred palet af opgaver. Der er de mere klassiske opgaver, man kunne forestille sig, som stillingtagen til udstillingens flow, genstandenes placeringer og opkald fra journalister. Og så er der opgaver af lidt mere praktisk karakter. Eksempelvis som da Kristeligt Dagblad tvinger hende til at holde ind med bilen fuld af spånplader, som håndværkerne manglede.
”Vi står midt i nogle travle uger, hvor det sidste skal spille. Nu manglede der en bil, der kunne transportere de her plader, så måtte jeg jo af sted.”
Transport af byggematerialer må – i hvert fald i professionelt regi – betegnes som udebane for Lulu Anne Hansen. Hun vil dog heller ikke betegne sig selv som specielt hjemmevant i at bygge et museum op fra bunden.
En akademiker fra forskningsverdenen vil hun først og fremmest kalde sig selv, men også én, der er meget bevidst om at undgå det akademiske tunnelsyn.
”Jeg er ikke selv fra nogen akademikerbaggrund, hvilket gør, at jeg er bevidst om, at museet ikke skal fremstå ophøjet. Den historiske værdi skal kunne åbne sig op for alle. Centralt i min tilgang har været, at de, som i forvejen ligger inde med en stor interesse, nok skal læse bøgerne og besøge museerne, mens det er resten, vi skal have i tale.”
Den særlige formidlingsmæssige mentalitet, der skal til, når man skal overbevise de ikke-indviede om værdien af historiens skelsættende begivenheder, lærte hun inden for de akademiske mure. Her underviste hun studerende fra andre uddannelser end historiestudiet. De seneste syv år hos Sydvestjyske Museer har hun forfinet den evne. Forskningsartiklerne er ikke lagt på hylden, men hun har i det daglige arbejde stået skulder ved skulder med alt fra konservatorer og kommunikatører og er kommet tættere på formidlingen til ”den normale verden”.
Selvom det nye museum skal danne fagligt epicenter og samarbejde med Syddansk Universitet om at videreudvikle en database for hekseforskningen, understreger hun, at den fornemste opgave er at indvie de uindviede i et stykke dyster danmarkshistorie, kun et fåtal kender omfanget af. Det skal gøres håndgribeligt i et nutidigt perspektiv, mener hun. Derfor har de fokuseret på en følelse, der er lige så genkendelig i dag, som den var i 1500- og 1600-tallet.
”Vi har fokuseret på den frygt, der fik de her handlinger til at virke logiske i tiden. Det er en almenmenneskelig følelse, ligesom det er at lade sin handlen påvirke af det. Jeg håber, det intuitivt kryber under huden, samtidigt med at vores gæster forlader museet både underholdt og klogere.”
Projektet har været to år undervejs, men ud fra den passion, der strømmer gennem telefonrøret i den parkerede bil, er hun ikke kørt død i det. Det hjælper nok, at hun dagligt tvinges til at lægge arbejdet fra sig i hjemmet i Esbjerg.
”Mor, vi gider ikke høre mere om hekse, råber mine børn, hver gang jeg skal til at starte. Det er nok meget sundt”.