Mange års intensivt københavnerliv i kontakt med alle samfundslag har ikke formået at dække over de jyske aner.
De stikker frem i form af lun og underfundig humor, tænksomhed, sindig tale og en stædighed bag den klædelige beskedenhed, som kendetegner rektor for den konservative teologiuddannelse Dansk Bibel-Institut, Børge Haahr Andersen, der i dag fylder 60 år.
Børge Haahr Andersen har aldrig sat sig selv til højbords, men er alligevel altid blevet inviteret derop. Således også da man for omkring 10 år siden søgte en ny rektor for Dansk Bibel-Institut.
Arven skulle løftes efter luthersk-missionske koryfæer som Niels Ove Vigilius og Jens Ole Christensen, senere generalsekretær i Luthersk Mission. Børge Haahr Andersen havde på det tidspunkt været almindelig sognepræst siden 1992 i Emdrup Sogn i udkanten af det københavnske nordvestkvarter.
For Børge Haahr Andersen er teologi i den grad forbundet med en udmøntning i dagligdag og gudstjeneste, at han først ville have to års prøvetid på den akademiske læreanstalt, så han bevarede muligheden for at vende tilbage til præstelivet. Men til sin egen overraskelse befinder han sig stadig på rektorposten, og her befinder han sig så godt, at eventuelle præsteplaner er udskudt på ubestemt tidspunkt.
Børge Haahr Andersen er født i Ringkøbing i Vestjylland og opvokset i Sædding ved Skjern. Han er født ind i Luthersk Mission på en bondegård med salmesang i hjem, missionshus og kirke, og her var et stærkt familiesammenhold, som kunne bære igennem både hans morfars selvmord og psykisk sygdom i familien.
Han udvandrede som ung til København og blev teolog som 30-årig. Han virkede fem år som rejsesekretær i Kristeligt Forbund for Studerende, før han landede som sognepræst i Emdrup Kirke.
I 2005, da han blev rektor, viste det sig også, at den hårde teolog har en blød, poetisk side. Efter en stribe fagteologiske udgivelser havde Børge Haahr Andersen skrevet bogen ”Femogtyve tønder land nordvest for paradis”, som var erindringsessays fra barndom og opvækst om, hvordan man lever et helt almindeligt liv på godt og ondt med Gud i centrum. Siden er der udkommet ”Fra Slumstrup Mark til Paradis” og i år ”Duften af Edens Have” med de samme eksistentielle temaer.
Børge Haahr Andersen har læst metervis af faglitteratur og behersker den skarpe, teologiske argumentation.
Og som menneske indeholder han mere humor på tilværelsen end de fleste, en menneskelig varme med sans for det skæve liv og en anerkendelse af kompleksiteten i menneskelivet. Mange tror, at man slår sig på hans stædige meninger, men han er faktisk nem at være uenig med, lyder det.
Børge Haahr Andersen lever et gennemtænkt liv med så få materielle goder som muligt. Han ejer ikke en bil. Han vil ikke medvirke til overforbrug og forurening af skaberværket og mener, at hvis andre fulgte hans eksempel, så meget anderledes ud. Dog har han været nødt til for nylig at købe en ny vaskemaskine.
”Katten er død, og børnene er flyttet hjemmefra,” som Børge Haahr Andersen siger. Så nu flytter han og konen, Mette Ladegaard, der er diakon, fra villakvarteret i Emdrup til en lejlighed på tredje sal. Det bliver endnu et nyt kapitel.