En blød, men solid litterær

Keld Zeruneiths liv har siden ungdommen været fyldt med litteratur. Både i hans virke som forfatter, som forsker og som ægtemand til dansk litteraturs dronning, Suzanne Brøgger. I dag fylder han 70 år

Keld Zeruneith, der i morgen fylder 70 år, har både gjort sig bemærket som forfatter, litteraturforsker og en beundret underviser på Københavns Universitet
Keld Zeruneith, der i morgen fylder 70 år, har både gjort sig bemærket som forfatter, litteraturforsker og en beundret underviser på Københavns Universitet. Foto: Keld Navntoft.

Interessen for litteratur har været overskriften for næsten hele hans liv. Men hvordan er den opstået? Spørgsmålet er på den ene side ligetil og alligevel svært at svare på for den danske forfatter og litteraturforsker Keld Zeruneith, der i dag kan fejre sin 70-års-fødselsdag. For det lå oprindelig ikke i kortene.

LÆS OGSÅ: Keld Zeruneith får Holbergmedaljen

Begge Keld Zeruneiths forældre døde af sygdom, da han var spæd, og Keld Zeruneith voksede i stedet op under trange kår hos sine bedsteforældre på landet nord for København. Morfaderen var værkfører, mormoderen hjemmegående, og hjemmet kunne bestemt ikke karakteriseres som litterært. Men på Østre Borgerdyd Gymnasium, hvorfra Keld Zeruneith blev klassisksproglig student, fik han så inspirerende en græsklærer, at interessen for litteratur blev vakt. En interesse, der langt senere blev til Keld Zeruneiths afhandling "Træhesten – fra Odysseus til Sokrates. En bevidsthedshistorie" (2002). Det var også i ungdomsårene, at Keld Zeruneith begyndte at skrive sine egne digte, der senere er blevet til flere udgivelser – blandt andre "Indrejse" fra 1997.

Efter gymnasiet uddannede Keld Zeruneith sig til bibliotekar, men besluttede at læse videre til mag.art. i litteraturvidenskab i 1971 og blev senere ansat ved Institut for Nordisk Filologi ved Københavns Universitet som docent. Skønt Keld Zeruneith har modtaget blandt andet Georg Brandes Prisen, Holberg Medaljen og Søren Gyldendal Prisen for sit forfatterskab og med sine teaterstykker, digtsamlinger, afhandlinger og biografier har slået sit navn fast, har han i særdeleshed også gjort sig bemærket som underviser på Københavns Universitet, hvor han var ansat, indtil han i 2005 blev tildelt Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Som underviser bliver Keld Zeruneith nemlig beskrevet som en mild, lun og charmerende mand, der lagde vægt på at skabe et godt fællesskab og gode, fælles læseoplevelser i sine klasser.

Netop læsningen af værker har stor betydning for Keld Zeruneith, der gør en dyd ud af den personlige, psykologiske læsning af tekster. Hans fokus er det menneskelige følelseslivs udvikling og selvudvikling. Derfor havde Keld Zeruneith også netop det fokus i sin græske afhandling, hvor han følger den bevidsthed, der blev dannet i oldtidens Grækenland som baggrund for tilblivelsen af det europæiske menneske. Det var desuden interessen for menneskelig udvikling, der skabte Keld Zeruneiths interesse for at biografere de tre danske, erotiske digtere Emil Aarestrup, Johannes Ewald og Sophus Claussen, der netop så erotik som fremdrift for personlig udvikling og erotik som noget guddommeligt i mennesket.

Litteraturforskeren bliver desuden beskrevet som en rolig og ordentlig mand, der både fysisk og fagligt har et skarpt blik for det, han læser. Han har muligvis hentet sin solide jordforbindelse og klassiske dannelse tilbage i barndomshjemmet. Og da Keld Zeruneith som voksen mødte sin hustru, forfatterinden Suzanne Brøgger, vendte han da også tilbage til livet på landet. I dag bor parret på en nedlagt skole i landsbyen Løve. Sammen har de datteren Luzia, der læser antropologi i Paris. Keld Zeruneith har desuden de tre døtre Mette, Katrine og Julie fra et tidligere ægteskab. Den runde dag i morgen fejrer Keld Zeruneith med sin hustru og datteren Luzia i Venedig.

holtze@k.dk