Prøv avisen

En dedikeret sporhund, der rydder alle forhindringer på sin vej

Integrationsminister Søren Pind (V) foreslår at ændre au pair-ordningen i udlændingeloven markant for at give flere danskere, herunder pensionister, mulighed for at ansætte en udenlandsk au pair. Han har hentet inspiration fra Norge, der har en lignende ordning.

Danmarks første kvindelige doktor i kirkehistorie, Tine Reeh, holder på fredag tiltrædelsestale som professor i kirkehistorie på Det Teologiske Fakultet

Tine Reeh nøjes ikke med at skrive om dansk kirkehistorie. Hun skriver sig også ind i den. Da hun sidste år opnåede sin doktorgrad ved Københavns Universitets Teologiske Fakultet, blev hun Danmarks første kvindelige doktor inden for kirkehistorie.

Og når hun til sommer ordineres til hjælpepræst i Bogø pastorat, vil hun være iklædt et lille stykke dansk kirkehistorie. En af Danmarks meste kendte kirkehistorikere, Hal Koch, og efter ham professor ved Aarhus Universitet Jakob Balling har nemlig båret den samme doktorkjole, som Det Teologiske Fakultets nye professor MSO (med særlige opgaver, i dette tilfælde inden for dansk kirkehistorie), Tine Reeh, nu er den lykkelige ejer af.

Arvestykket er langtfra tilfældigt. Tine Reehs doktorafhandling, der egentlig begyndte som en ph.d.-afhandling, men hurtigt udviklede sig, handlede netop om Hal Koch. Og både doktorkjolen og Hal Kochs kopi af Luthers vielsesring, som blev lavet ved det internationale reformationsjubilæum i 1817, gik i arv til Tine Reeh og står for hende som tegn på, at Kochs datter var glad for den bog, som afhandlingen blev til. Ringen og klædningen er samtidig symboler på, at Tine Reeh i lige så høj grad skriver sig ind i dansk kirkehistories tradition, som hun som Danmarks første kvindelige doktor inden for feltet bryder med den.

En kollega understreger, at Tine Reeh aldrig har gjort sig til kvinden i et mandefag, men fakultetets nye professor er alligevel bevidst om, at det netop er det, hun reelt er.

Hun har en gang imellem været nødt til at sige nej i professionel sammenhæng. For med mand og tre børn har det været vigtigt at holde liv i familien hjemme på Bogø. Men det er lykkedes Tine Reeh at sige ja til de helt rigtige ting hvilket hun delvis takker sin omgangskreds på både Institut for Kirkehistorie og fra studietiden på kollegiet Regensen midt i København for. Selv håber hun, at hendes historie kan være med til at inspirere andre kvinder i den akademiske verden til ikke at lade sig bremse.

I 1993, da Tine Reeh var 21 år, begyndte hun på faget historie, og interessen for historiske kilder tog hun med ind i sine studier på Det Teologiske Fakultet, hvor hun 11 år senere færdiggjorde sin kandidatgrad. En kollega beskriver hende som en dedikeret sporhund, der målrettet arbejder sig fremad og knækker alle forhindringer på sin vej.

Kombinationen af frygtløst at gå direkte til kilderne også selvom det betyder at grave sig igennem 36 kasser arkivmateriale på Rigsarkivet og en udviklet reflektionsevne gør Tine Reeh til en højt respekteret kollega. Måske er det også den historiske sans, der med en anden kollegas ord betyder, at hun ikke lader sig gribe af teoretiske modefænomener.

Tine Reeh beskrives som idealistisk både når det drejer sig om forskning og om instituttets værdier. Hun var fra 1998 frem til 2009 medlem af først studienævnet, siden uddannelsesudvalget, ph.d.-studienævnet og forskerskolen på Det Teologiske Fakultet.

I dag er en af hendes store ambitioner at bringe den nordiske kirkehistorie ud i verden. Hun har allerede taget de første skridt, da hun for to år siden var gæsteforsker ved Department of History ved Princeton Theological Seminary i USA.

I 2011 modtog Tine Reeh Direktør N. Bang og hustru Camilla Bang, født Troensegaards hæderslegat til kvinder inden for forskningens verden. I sin studietid vandt hun guldmedalje for en prisopgave.