Prøv avisen

En forfatter med stor loyalitet

Anne Marie Ejrnæs skriver alle sine romaner i hånden. Den 9. november udkommer hendes nye roman, "Tilde i Tuse" -- Foto: Polfoto

Forfatteren Anne Marie Ejrnæs er en af Danmarks bedste historiske forfattere. I morgen fylder hun 60 år

– Man kan række efter stjernerne, men man skal også kunne lande igen. Kunne glæde folk med sin kunst, uden at der står verdensberømmelse og venter på én, sagde forfatteren Anne Marie Ejrnæs for et par år siden i et interview med Kristeligt Dagblad. Og kaldte det selv en form for nøjsomhedsreligion på kunstens vegne.

En nøjsomhedsreligion, hun selv udøver. For Anne Marie Ejrnæs er ikke en type forfatter, som promoverer sig selv og sine romaner i stor stil, hun er en af de meget diskrete af slagsen. Men ikke desto mindre er der tusindvis af læsere, der har fået øje for hende og hendes bøger, og som hun virkelig glæder hver gang, der er nyt fra hendes pen på Frederiksberg.

Anne Marie Ejrnæs' store genre er den historiske roman. Ikke at det er hendes eneste, men det er den, hun især er kendt og berømmet for. Fra det store, offentlige gennembrud i 1986 med romanen "Som svalen" om forfatterinden Thomasine Gyllembourg og hendes forhold til læremesteren og hendes kommende mand, P.A. Heiberg. Romanen er stadig et af de mest vellykkede og harmoniske eksempler i moderne litteratur på at skrive en fiktiv roman om en virkelig, historisk person på dennes posthume præmisser.

Måske fordi Anne Marie Ejrnæs har en meget fin, diskret loyalitet over for de personer, hun skriver om. En loyalitet, som aldrig kammer over i henrykt beundring eller opslugende identificering. Skønt det med identificeringen ellers lå lige for og er blevet draget frem utallige gange med netop Thomasine Gyllembourgs historie. For Ejrnæs blev selv som ganske ung forelsket i og senere gift med sin fransklærer, men modsat hvordan det gik hendes romantiske kollega, så varede dette ægteskab indtil den 14 år ældre Kresten Ejrnæs' død for syv år siden.

Det var til Kresten Ejrnæs hun som endnu teenager hjemme på Sydøstsjælland proklamerede, at hun faktisk ikke vidste, om hun ville være luder eller nonne, men mens hun lige tænkte over det, så tog hun til Frankrig og arbejdede på et af Abbé Pierres børnehjem. Da hun kom hjem, blev hun gift med fransklæreren, og blev året efter både student og mor til parrets første søn.

At der faktisk er sådan et oprør og en råstyrke i den spinkle, blide forfatterinde vil de færreste få indtryk af ved første øjekast på hendes fremtoning. Men ikke alene var Anne Marie Ejrnæs med til at starte den første Femølejr, hendes forfatterskab lægger også hårdt ud med romaner, der er stærkt inspireret af kvindebevægelsens politiske tilgang til verden dengang i slutningen af 1970'erne.

Familien Ejrnæs rejser selv til Afrika og bor der i flere år, og hendes roman "Ravnen" fra 1983 har også præg af den tid og de oplevelser, livet langt fra Danmark gav hende. Samtidig er romanen for alvor dér, hvor hendes forfatterskabs inderste kommer frem første gang. I og med, at det er en roman, der udforsker kvindepsyken og har den tæthed på kvindernes komplicerede følelsesliv og kampe for at manifestere sig i den moderne verden, som Ejrnæs' forfatterskab er så stærk en skildrer af.

For at vælge netop en Thomasine Gyllembourg handler jo også om andet og mere end blot at have et personligt, mentalt link til hende fra Ejrnæs' side. Det handler om, i fru Gyllembourg at finde en foregangsfigur, en rollemodel på selv mere end 100 års afstand, fordi hun som kvinde udfoldede sine evner i et fag, det ikke var normalt for gifte, borgerlige kvinder med en ikke helt pletfri, ukendt fortid at gøre sig i. Sidenhen har hun skrevet om en række andre, historiske – kendte som ukendte – kvinder og deres arbejde med at få fodfæste som mennesker, og ikke kun klassiske kvinder, i deres tid og samfund.

De historiske detaljer er der fuld research på, derfor er Anne Marie Ejrnæs heller ikke en forfatter, der kommer værker fra hvert år i bogmessetide. Hun skaber sine historiske romaner i et fuldstændig præcist set rum, som hun går ind i, har hun fortalt. Hun ved, hvor alting står, og hvordan der helt ned i detaljen ser ud, så hun kan være til stede på alle niveauer. Og skrive den impressionistiske, sansede litteratur, der er hendes særkende, og som også med al mulig ret har givet hende Herman Bangs mindelegat engang – for det er hans forfatterskab, der er en linje tilbage til hos Ejrnæs.

Derfor skriver hun også i hånden endnu, for det tager så lang tid at genskabe tingene så grundigt, at computeren ikke gider vente på hende. Det gør læserne til gengæld. Det er de nødt til. Hendes seneste bog – fire fortællinger om fire kvinder og deres forhold til fire, ældre mænd og læremestre – "At få form", udkom i 2003.

kultur@kristeligt-dagblad.dk