En fælles historisk lokalitet

Det fredede Børglum Kloster, der længe var et betydeligt magtcenter, har siden 1835 været i slægten Rottbølls eje. Hofjægermester og godsejer Hans Henning Rottbøll fylder 50 år

Hans Henning Rottbøll på markerne omkring Børglum Kloster.
Hans Henning Rottbøll på markerne omkring Børglum Kloster. Foto: Lars Horn / Baghuset.

Hans Henning Rottbøll blev uddannet agrarøkonom og har aftjent sin værnepligt i Den Kongelige Livgarde. Han er født på klostret, og efter landbrugsuddannelsen ville han på den moderne og dog klassiske dannelsesrejse: en tur jorden rundt. Men da hans far pludseligt døde, måtte han vende hjem og overtage driften af Børglum Kloster. Det var i 1985, og han og hustruen, Anne Rottbøll, repræsenterer således nu femte generation på det tidligere katolske kloster og bispesæde.

LÆS OGSÅ: Dengang var der forskel på folk

Børglum Klosters kirke havde i midten af 1990er behov for en gennemgribende udvendig istandsættelse, og nu er turen kommet til restaureringen af kirkens indvendige del. Den gamle arbejdshestestald bliver samtidig indrettet til udstillings- og konferencecenter. Siden parret overtog driften, er turistvirksomheden forøget til et besøgstal på omkring 30.000 årligt. Pengene herfra skæpper godt i vedligeholdelseskassen.

Hans Henning Rottbøll mener, at steder som Børglum Kloster er en fælles historisk lokalitet, som medfører en forpligtelse over for den historiske tradition. Han er medlem af Realdanias repræsentantskab, fordi han er meget interesseret i at bevare og samtidig anvende de danske herregårdsbygninger.

Rottbøll er endvidere en central person i bogen Børglum Kloster af Birthe Lauritsen, som også fortæller om hans berømte farbror, der var Danmarks første illegale faldskærmschef, Christian Michael Rottbøll. Han var tilknyttet Special Operations Executive (SOE) og blev dræbt af to danske politifolk i 1942 under dramatiske omstændigheder. Denne familiehelt ligger i en familiegravplads på Børglum, og som et klart, synligt minde er vingerne på Børglums mølle fikseret i korsform for at vise, at den sorg, der ramte familien og hele egnen med modstandsmandens død, ikke er glemt.

kronholm@k.dk