En følsom sjæl

Kirkeklokkernes kimen er at sidestille med støj, mener Ilse Sand, tidligere sognepræst. I dag fylder hun 50 år

Ilse Sand arbejder nu som psykoterapeut. –
Ilse Sand arbejder nu som psykoterapeut. –. Foto: .

Senest tidligere sognepræst Ilse Sand var i mediernes søgelys, var, da hun sidste år gjorde sig til talsmand for at få kirkeklokkerne underlagt samme miljøkrav som andre støjkilder og i den anledning skrev til de politiske partiers miljøpolitiske ordførere. Nu er hun i avisspalterne, fordi hun i dag fylder 50 år.

LÆS OGSÅ: Ilse Sand - Foregangskvinde for stilhed

Baggrunden for hendes kamp mod kirkeklokkerne var, at hun på grund af det medfødte karaktertræk særlig sensitivitet i årevis var blevet vækket af klokkernes ringen. At Ilse Sand er tidligere sognepræst og samtidig bekæmper kirkeklokkerne, ser hun ikke nogen modsætning i. Klokkerne er efter hendes opfattelse en gammel kulturarv, som hun ikke forbinder med noget specielt kristent.

Ilse Sand er født i 1962, opvokset i Nordjylland og er uddannet cand.theol. fra Aarhus Universitet og har skrevet speciale om blandt andre Søren Kierkegaard og C.G. Jung. Hun er desuden uddannet psykoterapeut.

Fra 1995 til 2006 var Ilse Sand sognepræst på Djursland og har siden 2006 haft egen psykoterapi-praksis først i Randers, nu i Lading, hvor hun arbejder med psykoterapi, supervision, kurser, foredrag og rådgivning.

I 2011 stiftede Ilse Sand foreningen Vi Elsker Stilhed. Den er netop ved at runde 500 medlemmer og er lige nu ved at finde kandidater til en stilhedspris, som skal uddeles senere i dette forår.

Senest har Ilse Sand skrevet bogen Find nye veje i følelsernes labyrint.