Prøv avisen

En god støtte for hospicetanken

Jens Chr. Larsen har blandt andet etableret et kultursamarbejde mellem en dansk og en lettisk skole. Foto: Privatfoto.

Jens Chr. Larsen har tidligere været Venstre-borgmester i Frederikshavn Kommune og medvirkede til, at man fik et hospice der

Jens Chr. Larsen er oprindelig handelsuddannet ved Hulsig Brugs, hvor han blandt andet har ekspederet Poul Reumert, Svend Wiig Hansen og andre kendte kunstnere, når de om sommeren opholdt sig i Kandestederne.

Efter et ophold på Haslev udvidede Højskole i midten af 1960erne skiftede han spor og blev gymnastiklærer ved Sommersted Ungdomsskole. Lysten til at undervise førte ham igen til Haslev, hvor han tog en læreruddannelse på Haslev Seminarium. Herefter gik turen til hjembyen i 1972, hvor han de næste ni år underviste på Hånbækskolen. Derefter blev han skoleleder på Gærum Skole, hvor han gjorde skolen til et samlingspunkt for lokalsamfundets mange foreninger, ligesom han etablerede et kultursamarbejde mellem Gærum Skole og Druva Vidusskole i Letland i årene efter landets frigørelse fra Sovjetunionen.

LÆS OGSÅ: Sundhedssystemet har rødder i den kristne kultur

De store omvæltninger i den politiske verden førte i studietiden Jens Chr. Larsen til at tage politisk standpunkt. Han blev medlem af partiet Venstre, og efter at have været lokalforeningsformand og kredsformand blev han i 1986 opstillet og valgt til byrådet. 1994-1998 sad han som borgmester i den daværende Frederikshavn Kommune, og i 2001 blev han valgt til Folketinget, hvor han især varetogarbejdet i Nordisk Råd og i Fødevare-, Sundheds-, Uddannelses- og Europaudvalget. Jens Chr. Larsen var sideløbende også medlem af amtsrådet i dets sidste periode som medlem af Økonomi- og Sundhedsudvalget.

Jens Chr. Larsen fungerede i tre år som Hjerteforeningens regionsrepræsentant i Region Nord, og i 2006 var han med til at oprette støtteforeningen Kamillus Frederikshavn, hvis formål det er at oplyse om hospicetanken og arbejde for at oprette et hospice i Vendsyssel. Han var foreningens formand indtil 2011 og medvirkede aktivt til, at Hospice Vendsyssel er blevet placeret i Frederikshavn.

Jens Chr. Larsen blev endvidere i 1986 medlem af bestyrelsen for Den selvejende Institution Caspershus, der er et plejecenter for 60 beboere. En post, som han har stillet sig til rådighed for lige siden, de senere år som bestyrelsesformand.

Jens Chr. Larsen, der er født og opvokset på Grønholt syd for Frederikshavn, nyder nu, at den tidligere fritidsinteresse med landbrug på fødehjemmet Skovledet er blevet til fuldtidsbeskæftigelse sammen med familiens tre generationer.

Dagen fejres med den nærmeste familie, som påpeger, at Kristeligt Dagblad i nu 40 år har været Jens Chr. Larsens tro følgesvend og sparringspartner i de mange kulturelle, sociale og politiske opgaver, han har arbejdet med.