”Jeg var hos dig en enkelt gang, men huske dig vil jeg altid.”
Sådan lyder en af de mange kommentarer til Signe Marie Faurholdts mindeord, der blev bragt på Sjællandske Nyheders hjemmeside. Og det er meget sigende om Signe Marie Faurholdts væsen, fortæller hendes 10 år ældre storebror, Mikkel Faurholdt, der har forfattet mindeordet, som udløste de mange kommentarer.
For Signe Marie Faurholdt gjorde indtryk på de mennesker, hun mødte på sin vej. Og hun mødte mange – især på Stændertorvet midt i Roskilde i sin grøntforretning, som hun drev i de sidste tre år af sit liv. Når man trådte ind i grøntforretningen, mødte man smil og nærvær. For Signe Marie Faurholdt så det som sin mission, at folk skulle gå glade ud af butikken. Hvis man kom ind for at købe et halvt kilo kartofler, var man pludselig viklet ind i en samtale, og det betød, at mange af kunderne kom igen og igen.
Og sådan havde det egentlig altid været med Signe Marie Faurholdt, der siden hun var lille, havde elsket at sludre med kunder over en buket, nogle grøntsager eller en unik plante.
Da hun blot var fire år gammel, stillede hun sig ud til vejen foran familiens hus, der lå i en skov mellem Faxe og Rønnede i Sydsjælland, iført et par træsko og underbukser, og solgte hindbær og brombær. Når greven fra godset i nærheden kom kørende forbi, stoppede han altid op og købte til overpris bær, der var plukket i hans egen skov.
Signe Marie Faurholdt og Mikkel Faurholdt mistede deres mor i 1986. Signe Marie Faurholdt var otte år gammel, og hendes storebror var 18. Deres mormor fik herefter en stor betydning for deres liv, da hun tog sig meget af sine børnebørn. Mormoderen stod op hver dag klokken fire og fodrede høns, og hendes arbejdsmoral smittede af på børnene. Det med at klare sig selv og aldrig pibe tog Signe Marie Faurholdt til sig. For da hun som 20-årig, efter at være droppet ud af gymna-siet og startet med at binde buketter, fik at vide, at hun havde en kræftsygdom, valgte hun, at det ikke skulle hindre hende i at leve præcis, som hun ville det. Med hårdt arbejde og en ukuelig positivitet.
I mange år mærkede hun ikke noget til sygdommen, men den lurede hele tiden i både hende og i familiens baghoved.
Hun fik tilnavnet ”Persillepigen”, fordi hun ofte blandede totter af persille i sine buketter. Og hendes sidste butik hed også Persillepigen. Men Signe Marie Faurholdt havde åbnet og lukket flere grøntbutikker gennem årene. En af dem åbnede hun på Lejre Station lidt uden for Roskilde. På stationen kunne man ikke købe en kop kaffe, og det gik jo ikke, tænkte Signe Marie Faurholdt. Så hun købte en kaffemaskine for 125.000 kroner, og stationen blev efterfølgende et sted, hvor folk rent kunne hygge sig. Persillepigens kaffe vandt senere en konkurrence i P4 for den bedste to-go kaffe i hovedstadsområdet.
”Og det er typisk hende at gå all-in. Hendes kunder fik en mental krammer, ligegyldigt om det var på en lille togstation eller inde på torvet i Roskilde,” siger hendes storebror Mikkel Faurholdt, der fortæller, at Signe Marie Faurholdt arbejdede benhårdt hver dag for at give kunderne den bedste oplevelse og de bedste varer.
I de mange år stod hun op klokken fire og tog ind til Grønttorvet i Taastrup, hvor hun var et kendt ansigt og med en havnearbejder-jargon fik handlet varer hjem til sine butikker.
Hun gik meget op i at pynte op ude foran, og det var med til at give gaden farver og liv. Op til jul stod hendes børn, Inge og William, og solgte stegte kastanjer ude foran butikken. Og nogle gange fik hun en sanger til at skabe stemning på torvet.
Signe Marie Faurholdt spurgte bevidst aldrig lægerne om, hvor lang tid hun havde igen, men i februar i år sagde hun, at hun gerne ville opleve sin søn Williams 18-årsfødselsdag til august. Lægerne kunne ikke love noget, og hen over foråret kunne familien se, at det nok ikke ville ske, for Signe Marie Faurholdt havde fået det værre.
Hun og børnene boede i et hus ved Kattinge uden for Roskilde i et års tid, men hun flyttede igen sammen med eksmanden og sit livs kærlighed Lars Bach i de sidste to måneder, inden hun flyttede ind på Hospice Sjælland i Trekroner. Hun var glad for stedet og personale, og på lejlighedens altan stod der vin, bailey og gin klar til venner og familie. Der skulle sørges for god stemning til det sidste.
”Jeg vil selv prøve at efterleve hendes livsånd: at man ikke skal gå og gemme på for mange håb og drømme om, at tingene skal blive bedre en dag – men leve lidt mere for i dag. Og det tror jeg, alle mennesker kan lære noget af,” siger Mikkel Faurholdt, der er sikker på, at der sniger sig noget persille ind i nogle af de buketter, der kommer til bisættelsen i Roskilde Domkirke i dag.