Prøv avisen

En hjertevarm biskop

Biskop Henrik Christiansen (til venstre) protesterede i 1947 mod kvindelige præster. I dag er han far til to af slagsen: sognepræst Marianne (til højre), og Helle, udviklingschef i Kirkens Korshær og tidligere formand for præsteforeningen, som her sammen med biskoppens svigersøn Ole Brinth sidste år præsenterede firkløverets bog om højmessen i den danske folkekirke. -- Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Biskop Henrik Christiansen formår at blande gadedrengen med bispesædets værdighed -- i dag fylder han 85 år

"Jern-Henrik" kaldes han stadig, efter den frække dreng i tegneserien af samme navn. Biskoppen i Aalborg – siden 1991 ikke længere biskop over Aalborg Stift – Henrik Christiansen, som i dag runder de 85 år, bliver stadig omtalt med tillægsordene: livfuld, engageret og nærværende.

Det stod dog ikke skrevet i stjernerne, at chaufførens søn fra København skulle ende i folkekirkens højeste embede. Man han blev grebet af kristendommen omkring konfirmationsalderen og endte med at blive de missionske kredses vindende kandidat ved bispevalget i Aalborg Stift i 1975. Barndommens gadedrengemanerer har aldrig sluppet taget i ham, og han kombinerer evnen til at få alle i tale med embedets værdighed.

17 år blev det til i bispesædet, og de år var præget af en række spektakulære sager. I 1975 var der præsten Ruben Jørgensen, som ikke ville døbe børn, uden at forældrene forud havde gået til dåbsundervisning. Efter en provsteret blev han afskediget i 1976.

Så var der cirkus- og gøglerpræsten i Hanstholm, Inge-Lise Wagner, som blev afskediget i 1988, og endelig sagen Bent Feldbæk Nielsen – endnu en dåbssag. Præsten blev afskediget efter den hidtil eneste sag ved præsteretten i 1999. Men allerede i 1983 havde Henrik Christiansen sagt, at hvis Feldbæk ikke stoppede, "ville det være umuligt for ham at virke på de vilkår, han selv havde sat".

Henrik Christiansen undgik at vidne i Feldbæk-sagen, som først sluttede i hans efterfølgers tid. Og det er ifølge flere bekendte et af hans største problemer i den slags sager, at hans hjertelighed godt kan skygge for sagens alvor, og at den irettesatte så kan føle sig forstået i stedet for korrekset. Ikke desto mindre nævnes de mange sager som en af årsagerne til, at han var den af biskopperne, som mest ivrigt talte for, at de teologiske fakulteter skulle fokusere mere på kirkeretten. Det er ifølge iagttagere altid en fornøjelse at gå i clinch med Henrik Christiansen. Han kæmper indædt for at få ret, men striden lægger oftest endnu en sten til et godt venskab.

Som biskop var han stiftets præster en loyal mand. Han kendte sine folk og kæmpede for al den efteruddannelse, han kunne skaffe dem. Ikke sjældent har han fået presset nogle af sine "egne" ind på allerede overfyldte kurser, og han var altid villig til at "give 1000 kroner mere til det religionspædagogiske arbejde end Århus-kollegaen Herluf Eriksen".

Et andet hjertebarn er det økumeniske arbejde, hvor Henrik Christiansen ikke kun har fået ros for at gå i procession med kristne kolleger fra andre konfessioner end den evangelisk-lutherske. Blandt andet var han formand for Det Økumeniske Fællesråd fra 1983 til 1990 og sad i Kirkernes Verdensråds Centralkomite fra 1983-91.

Teologisk beskrives Henrik Christiansen som højkirkelig. Det betød blandt andet, at han som næsten nyuddannet teolog var medunderskriver på en protest mod kvindelige præster, som en tredjedel af præsterne sendte til Kirkeministeriet i 1947, da Rigsdagen havde vedtaget loven, som banede vej for kvinder på prædikestolen. I dag er hans to døtre begge præster, og det har han det fint med. Henrik Christiansen er bortrejst på fødselsdagen.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk