Prøv avisen

En ildsjæl skifter spor

Marianne Bønløkke har indskrevet sig i de døves historie som døvepræst gennem 11 år, hvor hun som den første præst i kirken brugte de døves eget sprog, tegnsprog. -- Foto: Peter Kristensen.

Døvepræst Marianne Bønløkke vil blive savnet for sin indlevelsesevne og sit visionære engagement i De Døves Kirke i København, når hun den 1. september tiltræder som præst ved Diakonissestiftelsen

Hun er en pionér, som har været med til at sikre fremtiden for De Døves Kirke. Sådan beskrives Marianne Bønløkke, som stopper efter 11 år som præst for døvemenigheden øst for Storebælt for at blive præst og underviser på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg fra den 1. september.

De rosende ord står i kø, når kolleger og kirkegængere fortæller om Marianne Bønløkkes visionære virke som præst i den københavnske døvemenighed, som blev stiftet i 1900 og dermed er den ældste af sin slags i verden.

Hun var i 1995 den første præst, der opfyldte Kirkeministeriets krav til nyansatte døvepræster om at tage et års tegnsprogsuddannelse. Det har ifølge kolleger givet hende en helt særlig indsigt i de døves verden og kultur. For hende er døve ikke handicappede, men en sproglig og kulturel minoritetsgruppe. Derfor var hun også med-initiativtager til Det Danske Bibelselskabs oversættelse af Bibelen til tegnsprog.

For Marianne Bønløkke har det været vigtigt at døve kan gå til gudstjeneste på deres eget modersmål. Dansk og tegnsprog er to vidt forskellige sprog med hver deres grammatik. Før i tiden foregik gudstjenesterne i De Døves Kirke på talt sprog med oversættelse til tegnsprog.

Mange døve havde en negativ holdning til kirken, fordi de mente, at gudstjenesterne var på de hørendes præmisser. Marianne Bønløkke begyndte at holde prædikener formuleret på tegnsprog. På fem år er antallet af kirkegængere i De Døves Kirke blevet tredoblet, og menighedsmedlemmer beskriver en holdningsændring blandt mange døve, som nu ikke kan undvære kirken.

Den 45-årige Marianne Bønløkke beskrives som et varmt menneske, der skaber tryghed omkring sig. Hendes virke som døvepræst har ifølge kolleger været præget af vedholdenhed, menneskekærlighed og stor indlevelsesevne i de døves tankeverden, hvilket har afspejlet sig i hendes forkyndelse af evangeliet til de døve.

I søndags holdt døvemenigheden øst for Storebælt afskedsgudstjeneste for hende, og det samlede flere kirkegængere i De Døves Kirke end nogensinde før.

– Marianne vil blive savnet. Hun er skrevet ind i døves historie som en af os, fortæller en døv kollega.

I døvemenigheden er der dog stor forståelse for hendes jobskifte. Det er hårdt at være så nærværende en præst, som hun har været, og 11 års ihærdig brug af tegnsprog har resulteret i slidgigt i nakken.

Marianne Bønløkke, som også er medlem af referencegruppen for det økumeniske tidsskrift "Levende vand", ser med taknemmelighed tilbage på tiden i døvemenigheden, men glæder sig nu til de nye og spændende udfordringer, som venter hende.

– Jeg ser frem til at skulle undervise og ikke mindst til at skulle formidle og kommunikere på mit eget modersmål. Tegnsprog er et meget smukt sprog, og jeg vil savne det meget, men efter 11 år, hvor alt mit arbejde har haft fokus på døve og tegnsprog, ser jeg frem til igen at kunne fortælle om kristen tro på dansk sprog. Og jeg glæder mig til at være med til at give kommende sognemedhjælpere et godt fundament for at arbejde i folkekirken, siger Marianne Bønløkke, som er gift og har tre sønner.

kirke@kristeligt-dagblad