Andreas Rude fylder 60 år: En jesuiterpater gav mig følelsen af at blive taget alvorligt

Andreas Rude, der er kirkeanalytiker i Kristeligt Dagblad, er præget af møder med personer i ungdommen, som udviste ham tillid og interesse. I anledning af hans 60-årsfødselsdag i morgen har Kristeligt Dagblad stillet ham en række store spørgsmål

Andreas Rude har sin interesse for sprog og historie fra sin far, der var gymnasielærer i fransk og hitorie. – Foto: Leif Tuxen.
Andreas Rude har sin interesse for sprog og historie fra sin far, der var gymnasielærer i fransk og hitorie. – Foto: Leif Tuxen.

Hvad har bragt dig størst glæde her i livet?

Mit ægteskab og mine børn. Det er gennem dem, man bliver sig selv og kan se sig selv i øjnene med alle de mangler og fejl, der kan være. For mig skete det ret sent. Jeg var 34 år, da jeg blev gift, og samme år fik vi vores første barn. Der blev jeg virkelig voksen.

Hvornår udviste du mod og sprang ud på ”de 70.000 favne”?

Jeg er ikke noget specielt modigt menneske. Det, der kommer tættest på, må være, da jeg i en moden alder tog pædagogikum og begyndte at undervise i gymnasiet efter at have arbejdet med kommunikation i en politisk styret organisation i mange år.

Det var noget helt nyt, der åbnede sig. Når man står over for en flok 16-17-18-årige gymnasieelever og gennemgår digte fra romantikken eller en dokumentarfilm om P.H., bliver der afregnet ved kasse ét, og man er virkelig på, og man får deres respons og input nærmest uden filter.

Hvilke personer – ud over din livsledsager - har betydet mest for at forme dig til den, du er blevet?

I min barndom var jeg meget knyttet til min bedstemor. Når jeg var sammen med hende, havde jeg en oplevelse af at blive taget alvorligt. Det var en fantastisk tryghed, at jeg altid kunne gå til hende med alle de ting, som et barn går og spekulerer over og undrer sig over – i sikker forvisning om, at hun ville tage sig tid. Min religionslærer på Niels Steensens Gymnasium, jesuiterpater L.O. Dorn, gav mig tilsvarende en følelse af at blive taget alvorligt. Han lavede katolsk ungdomsarbejde, hvor han inviterede nogle af os unge til en form for studiekreds, hvor vi begyndte med messe og derefter drøftede et emne, uden at det på nogen måde blev skoleagtigt. Vi fik lov at folde os ud med alle vores holdninger og meninger – også på den utålelige måde, som teenagere gør.

På universitetet havde jeg en lærer, Lars Peter Rømhild, som – midt i en tid, hvor litteraturstudiet var meget præget af en venstreorienteret tilgang til litteraturen som en slags protokol over den sociale og økonomiske udvikling i samfundet – havde blik for dem af os, der faldt lidt uden for tidens tern og mere var interesseret i litteratur som kunst. Han var afgørende for, at jeg følte mig godt tilpas på universitetet. Han sendte stadig breve med udklip og faglige tip til en række af sine gamle studerende, deriblandt mig, helt frem til sin død sidste år.

Hvor ser du dine forældre i dig selv?

Fra min far, der var gymnasielærer i fransk og historie, har jeg min interesse for sprog og historie – og nok også en hang til at skabe struktur omkring mig. Fra min mor har jeg min interesse for teater og film. Hun var hjemmegående, da jeg var lille, men begyndte siden at læse teatervidenskab og tog mig med til alle mulige forestillinger. Og fra dem begge har jeg en begejstring for og glæde ved Frankrig. De mødte hinanden i Frankrig, og senere, da jeg lige var begyndt i skole, boede vi et år i Frankrig, hvor min far skrev en lærebog, og min mor lærte at lave dejlig mad.

Hvad tror du på?

Jeg er katolik, så det er nemt at svare på. Jeg fremsiger med glæde trosbekendelsen ved søndagsmesser, og det er fuldt ud dækkende. Det er et løsen i tiden, at tro og tvivl skal køre parløb. Men jeg synes, at troen i sig selv giver så meget og er så konstruktiv og rig, at det er alt nok. Bare et begreb som arvesynd synes jeg er en fantastisk forklaringsmodel på, hvordan vi som individer og samfund kan blive ved at lave alt det møg, som vi gør.

Beskriv en scene fra din barndom.

Da jeg var 8-10 år, besøgte jeg ofte mine bedsteforældre i Vendsyssel. Min bedstefar ejede Dronninglund Storskov, og de havde et stort hus, hvor jeg ofte var i ferierne og ofte uden mine forældre og søskende. Om formiddagen blev der serveret kaffe i køkkenet, hvor min bedstefar sad for bordenden, og alle folk, der var i huset, sad rundt om. Bagefter tog jeg tit ud i skoven med en af de ansatte, Johannes, en ældre mand, som jeg fik et specielt fortrolighedsforhold til. Han og hans kone var barnløse, så det har sikkert også været noget særligt for ham. Han var udleveringsmand, hvilket vil sige, at han kørte ud for at vise de lastbiler, der skulle hente træ, hvor det lå. Han kørte altid i en Folkevogns-bobbel, som regel var den cremefarvet, men et år havde han fået én af guld. Det var stort.

Hvor skal du begraves?

På Holmens Kirkegård, tænker jeg. Min kone og jeg går ofte tur der, og jeg synes, at det er en hyggelig kirkegård, hvor der også ligger flere folk fra litteraturens verden som Johan Ludvig og Johanne Luise Heiberg og også Paul V. Rubow, der var professor i nordisk litteratur og dansk lektor ved Sorbonne i Paris.