En kærlighed til kulturlivet uden for storbyen

Jens-Ole Winthers hjerte banker for den kultur , der ikke nødvendigvis finder sted i landets største byer. Den 1. august tiltræder han som chef for DR’s nye kulturredaktion i Aarhus

Jens-Ole Winther er bredt kulturinteresseret. Når han skal høre musik, er det dog ofte Jimi Hendrix, der bliver sat på anlægget. Jens-Ole Winther har nemlig arvet sin ældre brors interesse for guitaristen. –
Jens-Ole Winther er bredt kulturinteresseret. Når han skal høre musik, er det dog ofte Jimi Hendrix, der bliver sat på anlægget. Jens-Ole Winther har nemlig arvet sin ældre brors interesse for guitaristen. – . Foto: Bjarne Bergius Hermansen/DR.

Jens-Ole Winther er vokset op med DR’s kulturtilbud.

Som barn i 1970’erne lå han troligt hver eneste lørdag på familiens stuegulv og fulgte med i ”Huset på Christianshavn”, ligesom han holdt af at sidde i køkkenet og lytte til radio.

Ikke kun ”Giro 413”, som moderen hørte, men også klassisk musik og jazz, hvis lyd fangede den unge Jens-Ole.

Kærligheden til musik, tv og kultur i al almindelighed har siden holdt ved – og nu bliver det til Jens-Ole Winthers levevej. Den 1. august tiltræder den 47-årige journalist som chef for DR’s nye kulturredaktion i Aarhus.

Det er en stilling, han kalder ”det tætteste, jeg kommer på et ønskejob i medieverdenen”.

Jens-Ole Winthers journalistiske hjerte banker nemlig for det kulturstof, der befinder sig også vest for Storebælt.

I sin nye stilling håber han at kunne få hele Danmark til at interessere sig for mere end blot det, der sker i de store byer.

”Det handler om vores evne til at forstå, hvordan landet hænger sammen, og få en forståelse for både vores forskelligheder og de ting, hvor vi på tværs af alle mulige skel har fællesnævnere. Det afspejler kulturen så fint, og derfor er det vigtigt også at formidle den store del af kulturlivet, der ligger uden for Københavns volde, til hele Danmark,” siger han.

Jens-Ole Winther blev født i 1968 i Hammel som den yngste af tre brødre.

Moderen var hjemmegående, mens faderen var postbud og dyrkede ”hobbylandbrug” på den nedlagte gård nord for Hammel, hvor familien boede nogle år af Jens-Ole Winthers barndom. Senere flyttede familien til Sabro uden for Aarhus.

Efter at være blevet student fra Langkær Gymnasium ved Tilst i 1987 brugte Jens-Ole Winther et par år på at dyrke den musik, særligt jazzklaver, der gennem barndommen og især gymnasietiden var blevet hans store passion.

Fra 1991 til 1994 var han ansat som musiklærer ved det, der dengang hed Den Sønderjyske Højskole for musik og teater ved Toftlund. Året efter fik han sit første barn, og da begyndte han at overveje, om han skulle vælge en anden karrierevej end musikken.

Med tanke på den interesse for samfundsforhold, Jens-Ole Winther havde haft siden slutningen af folkeskoletiden, blev det journalistikken, der vandt. I 2002 blev han uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Karrieren blev skudt i gang som reporter på DR’s TV-Avisen og det daværende Søndagsmagasinet, sidenhen som radiovært og redaktør i organisationen. I 2007 blev Jens-Ole Winther projektleder på P4 Østjylland og året efter redaktionschef for DR Østjylland frem til 2014.

Her skiftede han spor og blev kommunikationschef på Aarhus Universitetshospital.

I sin fritid bruger Jens-Ole Winther gerne tid på kultur.

Kærligheden til jazz og klassisk musik har holdt ved, men han holder også af blandt andet at gå på kunstmuseum og læse litteratur, gerne bøger med afsæt i historiske begivenheder.

Derudover løber han. Gerne langt. I foråret deltog han både i Copenhagen Marathon og halvmaraton i Berlin.

”Det giver mig ro og plads til eftertanke. Det er mentalt helende for mig at komme i løbeskoene og fokusere på bare at flytte benene,” siger han.

Jens-Ole Winther bor i Gammel Harlev vest for Aarhus, er gift og far til fire piger.