Prøv avisen
Portræt

En konvertit nærmer sig påskens festdag

I katolicismen føler Anne Sellau, at hun kan dvæle ved ordene, være mere åben for bønnerne og blive berørt langt dybere, end hun kunne i folkekirken. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Påskenat indlemmes konvertitter i den katolske kirke. For en af dem, Anne Sellau fra Helsingør, føles det som endelig at komme hjem

Den katolske kirkes påskevigilie markerer overgangen mellem langfredags mørke til påskemorgens opstandelseslys. Men natten mellem lørdag og søndag bliver også det tidspunkt, hvor årets hold af konvertitter bliver en del af den katolske menighed.

Den 60-årige konsulent Anne Sellau fra Helsingør begyndte på konvertitkursus i København i september. Hvert år tilmelder en blandet skare af personer sig kurset. Alle er interesserede i at lære mere om katolicismen, og påskenat kulminerer dermed flere hundrede timers foredrag, samtaler, skriftemål og diskussioner, når Anne Sellau skal firmes af den katolske biskop i Sankt Ansgars kirke.

Det bliver en eksistentiel festdag af de sjældne for den socialrådgiveruddannede Anne Sellau. Hun har flirtet med katolicismen, lige siden hendes forældre meldte hende ind i en katolsk skole som barn, men hun har aldrig sluppet sit medlemskab af folkekirken. Hun blev først opmærksom på sit forhold til katolicismen, da hun blev konfronteret med sin manglende stillingtagen af en ukendt kvinde.

Det skete under et af hendes besøg ved en katolsk messe. Anne Sellau kender i dag stadig ikke kvinden, der konfronterede hende med, hvorfor hun dog ikke var katolik. Men hun ved, at mødet blev et vendepunkt i hendes tro.

”Da jeg så kvindens undren over mit manglende tilhørsforhold, fandt jeg ud af, at jeg blev nødt til at tage stilling til min tro. Ligesom jeg gør med politik, karriere og alt muligt andet. Nu hvor jeg endelig har indset det, er jeg er på grænsen til at være lalleglad af ekstase. Det er ligesom at komme hjem efter en lang rejse,” siger Anne Sellau.

Til trods for, at hun både er døbt, konfirmeret og gift i folkekirken, har hun sjældent følt sig hjemme i den. Folkekirken virker på Anne Sellau som et slag i hovedet af skyld og skam. Prædikerne har virket som dundertaler i modsætning til de katolske messer, som for Anne Sellau vækker følelser af opløftelse og nysgerrighed.

I katolicismen føler hun, at hun kan dvæle ved ordene, være mere åben for bønnerne og blive berørt langt dybere, end hun kunne i folkekirken. Og Anne Sellau er heller ikke sen til at indrømme, at hun hujede af begejstring ved synet af paven, da hun for nylig besøgte Peterspladsen i Rom. Følelsen af at knæle i bøn foran det guldbelagte alter i Peterskirken berørte hende så meget, at hun måtte finde en kleenex op af håndtasken og ”bare tænke wauw”.

Det er øjeblikke som disse, der bekræfter Anne Sellau i, at hun gør det helt rigtige, når hun på lørdag omvender sig til den katolske tro. For nylig meldte hun sig ud af folkekirken og ser nu frem til påskenat. Her skal hun op til alteret i Sankt Ansgars Kirke i København, og hendes fadder skal lægge sin hånd på Anne Sellaus venstre skulder, hvorefter biskoppen tegner et kors på hendes pande og gør hende til katolik.

Anne Sellau er glad og stolt over endelig at føle sig hjemme i sin tro og forventer, at det endnu en gang bliver nødvendigt med en kleenex eller to.

Konverteringen symboliserer en hjemkomst til en tro, som har fyldt meget i hendes liv, men som hun aldrig har bekendt sig helt til. Afklaringen gør hendes forhold til tro lettere, og hun fortryder ikke, at hun først nåede den erkendelse sent i livet. Tværtimod er hun glad for at have mødt kvinden ved julemessen og vil forsøge at opsøge hende.

”For hun ved sikkert ikke, hvad hun har sat gang i.”

Katolsk kovertit Anne Sellau Foto: Jens Welding Øllgaard