”Du kan aldrig falde dybere end i Guds hånd. Så hvad er der at være bange for?”. Sådan kunne Emma Martensen finde på at svare, når deltagerne på de katolske Skt. Joseph Søstres retræter i Kokkedal på Sjælland var bekymrede over at skulle tilbringe flere døgn i stilhed, kun afbrudt af andagter og samtaler med en åndelig vejleder. Hun var fra barndommen overbevist om, at Gud var til stede i hvert enkelt menneskes liv – også når det bød på smertefulde hændelser.
Som 14-årig oplevede hun i 1945 bombardementet på Den Franske Skole i København, da de allierede ved en fejl kastede bomber over skolen, og flere end 100 børn og lærere mistede livet. Oplevelsen prægede hende med en frygt for ild, men også med bevidsthed om, at man måtte bruge nuet bedst muligt, for det var aldrig til at vide, hvad næste øjeblik ville bringe.
I et interview her i avisen i 2001 beskrev hun, hvordan hun under bombardementet var sikker på, at hun skulle dø, men det eneste, hun tænkte på, var, at nu skulle hun se Gud:
”Jeg var helt forventningsfuld.”
Døden kom dog først til søster Emma tirsdag i sidste uge, klokken 1 om natten. Ifølge Marianne Bode bevarede hun sin identitet som Skt. Joseph-søster til det sidste:
”Da hun i juni var indlagt på grund af hjerteproblemer, havde hun sin halskæde med Skt. Joseph Søstrenes kors om halsen, og jeg ville tage den med hjem, så den ikke blev væk. Men så sagde hun til mig: ’Ved de andre, at jeg er Skt. Joseph-søster? For det er vigtigt, at de ved det’.”
Emma Martensen voksede op i en praktiserende katolsk familie med en søster og tre brødre, hvoraf den ældste, Hans L. Martensen, blev jesuit og katolsk biskop i Danmark.
Som barn drømte hun om at tjene kirken, og efterhånden voksede ønsket om at blive Skt. Joseph- søster frem. Da hun drøftede tanken med en præst, og han fortalte hende, at han altid havde forestillet sig netop det, var hun overbevist om at have fundet sit livskald – ikke mindst fordi det kunne kombineres med hendes ønske om at gøre en forskel for børn, der havde det svært.
Som 21-årig trådte hun ind i Skt. Joseph Søstrene og blev uddannet i ordenens kloster i Chambéry i Frankrig. Hun uddannede sig som lærer og underviste i syv år på Den Franske Skole i København. På opfordring fra den daværende leder af Skt. Joseph Søstrene i Danmark læste hun herefter psykologi på universitetet og blev klinisk psykolog for at kunne hjælpe børn med psykiske problemer. Hun arbejdede 10 år på psykiatrisk hospital i Glostrup, de sidste tre som chefpsykolog.
”Hun var ikke bange for at stille sig i centrum, hvor der blev taget beslutninger. Hun var modig og kraftfuld og altid midt i livets strøm, som hun svømmede ud i uden frygt,” siger psykoterapeut Dorte Elmbæk, der arrangerer stillevandringer og nærværskurser. Hun lærte søster Emma at kende for over 10 år siden i forbindelse med sit retrætearbejde og udgav i 2011 sammen med søster Emma biografien ”Sr. Emmas liv – at blive elsket frem”.
Da søster Emma gik ind i ordenen, var der omkring 450 søstre i Danmark, der drev hospitaler, skoler, børnehaver og børnehjem. Men i takt med, at staten overtog driften af sygehuse og institutioner, lukkede flere af søstrenes aktiviteter, og antallet af søstre skrumpede. Søstrene så et behov for åndelig vejledning, og søster Emma og flere andre uddannede sig i åndelig vejledning i USA.
I mellemtiden havde søster Emma haft flere ledende stillinger. I 1992 blev hun valgt ind i ordenens generalråd for seks år og fik fast bopæl i Rom, hvorfra hun og en brasiliansk søster, der sammen havde ansvar for mission, rejste rundt til ordenens afdelinger i blandt andet Bolivia og Pakistan.
Søster Emma vil ifølge Dorte Elmbæk blive husket for sit nærvær og sin evne til at tale til det ressourcefyldte i den enkelte.
”Hun have aldrig ondt af sig selv og talte aldrig til offeret i andre. Hun kunne være til stede sammen med mennesker selv i de sværeste situationer, både som psykolog og som åndelig vejleder. Jeg sagde tit til hende, at hun var som en mor for mig, og jeg tror, at hun havde mange af den slags børn.”