Det var næsten umuligt at finde et billede af dagens 70-års-fødselar til dette portræt. Der var tilsyneladende kun et af de store, danske billedbureauer, som havde fotograferet maleren og grafikeren Poul Janus Ipsen inden for en rimelig årrække. Ikke fordi han er uinteressant, eller fordi han mangler anerkendelse i kunstverdenen. Nok mere fordi han ikke gør meget væsen af sig i offentligheden og egentlig ikke bryder sig om postyret.
Derfor anses han af mange som lidt af en enspænder. Han gider ikke at mænge sig med dem, der sidder på pengene, for at få kunststøtte, og han dyrker ikke fællesskabet med det, han kalder en indspist skare af hurtigt producerende kunstnere i storbyen.
Da han i 1978 modtog et rejselegat fra Ny Carlsbergfondet, fulgte han heller ikke i hælene på kollegerne for at studere klassiske figurer i Italien, men drog den modsatte vej mod New York og endte med at bosætte sig i New York og omegn i lidt mere end 20 år.
I slutningen af 1990'erne vendte han efter en skilsmisse hjem til fædrelandet, men havde ikke lyst til at blande sig med den københavnske provinsialisme og klikedannelse i kunstnermiljøet. Det blev i stedet til en firelænget gård på Bogø på Sydsjælland, hvor han bruger meget af sin tid på den helt store fritidsinteresse, kapsejlads.
Poul Janus Ipsen voksede op i København og debuterede som autodidakt kunstner i 1962 på Charlottenborgs Forårsudstilling. Siden har han haft talrige separatudstillinger både herhjemme og i udlandet. Har han været medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen siden 1971 og er repræsenteret på en lang række kunstmuseer herhjemme, heriblandt Statens Museum for Kunst, Aarhus Kunstmuseum og Kobberstiksamlingen. Tre gange har han modtaget legater fra Statens Kunstfond, og han fik Silkeborgs Kunstnerpris i 1971.
Poul Janus Ipsen er blevet kaldt en malende moralist med rødder i surrealismen, da han længe før sine kolleger satte fokus på overforbrug, forurening og fremmedgørelse i en moderne verden. Men samfundets moralist har den autodidakte kunstner aldrig ønsket at være. Han vil blot give udtryk for sine holdninger, som han med en fornem præcision og en udsøgt sans for detaljen formår at overføre til lærredet. Ifølge Poul Janus Ipsens bekendte er han egentlig ret ligeglad med, hvad andre gør, og er mere ude på at provokere på sin helt egen stille og lune facon.
Enspænder er han langt fra privat. Så snart indkørslen til Setter Gaarden, som Ipsens gård på Bogø hedder, er passeret, forvandles han til en guttermand af Guds nåde, som det udtrykkes. Er man ven med Janus, som han kaldes i daglige tale, er man det for livet.
Kommer man på besøg, smækkes den nyfangede fisk på bordet i en plastikpose, og så er det ellers bare at gå i gang med tilberedningen.
Et særkende uden lige er hans samlermani. Og med den følger en uovertruffen sans for detaljen. Han samler på alt fra gamle dynebetræk til værktøj. Alt hvad der har en brugsværdi, som samtidig rummer en skønhed. Men der er en mening med manien. For har man været forbi hans gård og set hans samling af kort sagt ting og sager, vil man kunne genkende mange af tingene i hans malerier. Udsigten, dynebetrækket, værktøjet og alt det andet – det findes i bilederne og i penselstrøget.